"Ænderne, ammekøerne og den trojanske hest"

Den manglende ejerfornemmelse

CBK: Lad os lige dvæle ved Frankrig et sekund, nu er der få ting der er mere indbydende i international politik end altid at give franskmændene skylden, fordi de gør det jo som regel let; men har der været en tendens til--- man kan sige, også med den rolle som Frankrig har i øjeblikket (ikke fordi vi skal åbne hele Pandoras æske men) den rolle Frankrig påtager sig udenrigspolitisk (og påtager sig er det rigtige ord) også i forhold til Østudvidelsen, ikke, og landbrugspolitikken og de her ting. Der er sådan et mønster i at: tyskerne vil godt, og Beneluxlandene vil godt, og Frankrig vil ikke (og Storbritannien venter så og ser hvad der sker, i mange af de her sammenhænge).

Når du siger det her nu, fx om Frankrig og Frankrigs frygt for Tyskland for 10-15 år siden: er der også kommet sådan en arbejdsdeling, hvor franskmændene siger nogle ting, som der er andre der mener? Men hvor vi kan lægge os lidt i ly af franskmændene? Altså, hvis ikke franskmændene havde gennemtrumfet Maastricht, så havde vi i Danmark skullet bekymre os lidt mere tydeligt, lidt mere højrøstet omkring det her genforenede Tyskland – nu kom der heldigvis det her EU-tog på sporet. Har Frankrig fået sådan en rolle - fordi man kan undre sig over at Frankrig, som jo i dag udgør en relativt lille del af det samlede EU befolkningsmæssigt, økonomisk - er der kommet sådan en uformel tillid til, at nogle af de ting, som franskmændene får gennemtrumfet, er vi andre i grunden også interesseret i?

LF: I hvert fald når det gælder det her med Tyskland. Fordi det hørte man jo også mange andre steder – altså, man kan jo bare minde om, der var jo også en dansk statsminister, der kom til at sige at han så sandelig da heller ikke var tilhænger af et genforenet Tyskland, og dermed jo så også viste, at der var en bekymring for Tyskland. Så den holder i hvert fald mht. Tysklands-problematikken, og det var jo heller ikke sådan at Frankrig var alene i den her sag, Beneluxlandene var der jo med det samme også. Storbritannien var jo så den helt store undtagelse, kan man sige: Margaret Thatcher, især når man læser hendes memoirer (som jo er fantastisk spændende læsning lige netop i denne her periode – især når EU ofte i Danmark bliver fremstillet som denne her store mastodont, eller som et samarbejde der overhovedet ikke har noget at gøre med sikkerhedspolitik) – der kan man jo se hvor tæt det hele var på at krakelere.

Gode gamle Maggie havde jo simpelthen Mitterrand i tale om at lave en magtbalance, om at afbalancere det nye, stærke Tyskland, fordi man skulle da selvfølgelig ikke uddybe integrationen, fordi Tyskland dominerede jo EU under alle omstændigheder, så derfor skulle man da ikke gøre det. Nej, men skulle afbalancere Tyskland. Så netop den der fase var altså ekstremt afgørende. Og der tror jeg. det er meget let nu at sige: Nå, men der skulle man så bare have optaget de central- og østeuropæiske lande – det havde man bestemt ikke overskud til. Man prøvede virkelig vitterligt på at holde sammen på det, man så trods alt havde.

Så tror jeg, når det gælder – hvis vi trækker linien helt op til i dag med hensyn til Frankrig – der tror jeg nok snarere, at vi er i den situation, at Frankrig er blevet så marginaliseret (også når man ser på et kort, som jeg gør tilfældigvis her nu). Se på: hvor har du omdrejningspunktet nu? Det er jo selvfølgelig rykket mere østover. De ligger nu derovre ligesom og er blevet lidt klemt. Det er også den måde jeg må se på de udtalelser, som Jacques Chirac jo så kom med ifbm. Irak-krisen overfor de central- og østeuropæiske lande.

Og det er måske svært at forstå for en dansker. Fordi Jacques Chirac og mange franskmænd har et helt andet forhold til EU end vi har. For os er det sådan noget med en nytte-klub – den gør nytte sådan på det økonomiske plan og det er så også fint nok. Men for Frankrig – når man taler med franskmænd om det her, jamen så er EU jo --- det er et fransk barn, det er dem der har skabt det. Nu har det her barn vokset sig stort (nu er det så at metaforen den knækker), fordi det der så sker nu, det er så igen at den berømte trojanske hest kommer ind. Og man har opbygget det også for at kunne afbalancere amerikanerne og for på en eller anden måde så at undgå et internationalt samfund domineret af amerikanerne. Og så oplever man, at når man så åbner den der hest, så vælter det ud med de her central- og østeuropæere, som altså så i det her tilfælde – i hvert fald ifølge fransk tankegang, det kan man så være enig eller uenig i – støtter mere et amerikansk syn. Og så er de bange for at det, de mener der er deres union – den de virkelig har en ejerskabsfornemmelse overfor – at den så pludselig bliver noget helt andet.

Og den debat er jo meget, meget fremmed for Danmark, fordi vi har slet ikke har den der ejerskabsfornemmelse overfor den europæiske union. Det der med overhovedet at overveje, om EU nu går hen og bliver mere det ene eller det andet, om det nu ikke længere er ’vores union’ - alene det at sige ’vores union’, det er der nok mange, der har vanskeligheder ved at gøre. Derfor er det en fundamental anden situation.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

ark og ulands