ark og ulands

 

 

 

-- men hvordan skal det fungere?

CBK: Hvis vi tænker tilbage på 80erne – hvordan EU blev betragtet dengang - der var også uenighed på midtbanen om EU – der var det jo netop også en kamp om det dér perspektiv, fordi for højrefløjen var EU jo tydeligere bundet mere på NATO og på Den vestlige verden og på demokratiet og de dér ting, end vi måske er helt tilbøjelige til at huske nu. Og for venstrefløjen jo lidt det omvendte: EU blev betragtet som ”de rige landes klub”. Så man kan sige, at der har Østudvidelsen jo så at sige givet begge fløje en mulighed for at bygge EU-visionen ind, eller for at komme videre og flytte sig ud af de skyttegrave. 

LF: Ja, det er der ingen tvivl om. Og du kan jo se, også langt ind i nejsiden må man jo sige, at der er Østudvidelsen jo også et positivt projekt. Det man så diskuterer, det er: om det er den rigtige Østudvidelse, men det er jo en helt anden debat end at sige nej. Man går ind og diskuterer - man er dybest set enige om målet, på sigt, man er bare ikke enige om hvordan man skulle komme derhen. Det her med, at man skulle have reformeret landbrugspolitikken eller man skulle have lavet en helt ny europæisk union.

Der hvor man godt kan være kritisk på sigt overfor den danske regering, det var på hele spørgsmålet – og det er helt klassisk, når vi ser på dansk udvidelsespolitik – det var spørgsmålet: hvordan skal det hele så fungere efterfølgende? Der kan man sige, der har Danmark ført denne her politik med, at man var helt fremme i skoene når det drejede sig om at optage landene, og været helt oppe at køre, helt fremme og sige: ’Ja, de skal ind’ osv. Men man har stort set aldrig udviklet et koncept for: hvordan kan møget så fungere efterfølgende? (for at sige det direkte!)

Det har så også gjort, at en række lande (ikke så meget under formandskabet, fordi der havde man behov for denne her meget operative aktør, der simpelthen kunne få det hele til at falde på plads), men op til – og også før, og delvis også nu: en mistanke om at det var en trojansk hest, det her. Altså at Danmark – lidt á la Storbritannien, som også altid er blevet anklaget for det – havde en interesse i at slæbe denne her store hest ind, og så åbner man den, og så vælter det ud med Central- og Østeuropæiske lande, som så blokerer for alt, hvad der foregår.

Dér må man i hvert fald sige, der står man nu i den situation, at man har ikke rigtigt fået det der argument virkelig sådan frem: Hvorfor er det, vi skal have den regeringskonference i 2004? Hvad skal vi med det dér konvent - og: hvorfor kører dét nu?

Hvor man kan sige: hvis man i højere grad under hele forløbet havde sagt – og det var også noget som Joschka Fischer sagde, da han var i København, da han talte på en høring i Europaudvalget (det var før det danske EU-formandskab så vidt jeg husker) – hvor han sagde: han havde aldrig forstået, hvordan et land kunne være så engageret i udvidelsen, og så ikke være interesseret i, at den klub hvor de Central- og Østeuropæiske lande blev medlemmer, at den rent faktisk også kunne fungere efterfølgende. Men der kommer vi så over i den der debat med institutioner og –

CBK: Men der er en vis ironi i det, ikke? Det bliver meget hurtigt til: i hvilken rækkefølge tager vi det her? På amerikansk har man udtrykket compartmentalization, ikke, man er i stand til at lægge noget ned i en skuffe, dele tingene op, splitte tingene op. Og dem, der er utilfredse med den del, der bliver fokuseret på, de klager altid, og siger: ”vi skal diskutere perspektiverne” eller ”vi skal diskutere det overordnede”. Dem, der er meget tilfredse med den lille del af dét, vi sidder og nørkler i, vil så sige: ”jamen, det er jo EU’s natur. Det er sådan EU er – det er logrolling, det er at man tager én ting af gangen.”

LF: Ja-ja, pragmatismen osv. Bestemt. Og jeg tror da også på mange måder --- man skal være lidt kritisk her, men jeg tror man skal være kritisk over en længere periode: altså, sige det her med, at når man er tilhænger af udvidelsen, så må man altså også være tilhænger af, at det kan fungere efterfølgende.

Det kunne jo godt have været noget, man ligesom havde fået sådan højere op på dagsordenen – også for en hel del år tilbage. Vi diskuterede det på en anden måde – altså i ’98, da vi havde Amsterdam-folkeafstemningen - der blev udvidelsen nærmest solgt som om at: jamen, når først de her lande kommer ind, så sker der ikke mere. Så begynder unionstoget at køre den anden vej, ikke? Hvis man ligesom fra starten havde sagt: det er to ting, som det er at vigtigt går hånd i hånd – altså at man får optaget landene, men at EU så også samtidig bliver ved med at være beslutningsdygtigt. Så havde man nok i dag stået i en lettere situation. At man under det danske EU-formandskab ikke var i stand til at sætte turbo på konventsdebatten – hvor mange præsidenter der skulle være, og kvalificeret flertal, og charter’et og jeg-skal-komme-efter-dig var jeg lige ved at sige --- det synes jeg ikke der er noget overraskende i.

CBK: Der ER blevet fejet noget ind under gulvtæppet?

LF: Jeg vil sige at det havde været meget vanskeligt at gøre – at tage den debat i dét halvår. Fordi så vil jeg sige, så bliver folk altså næsten - det er ikke for at lyde arrogant, men det bliver altså for meget af det gode: at køre to store debatter samtidig: udvidelse og så et eller andet her om fremtiden.

                                                                                                NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

 

 

Foto: Dansk Industri