ark og ulands

 

 

 

"Fra København til København" - visionen i hus

LF: Absolut.

CBK: - fordi det er dejligt apolitisk. Og i hvert fald så taler man ikke om –

LF: Flæskepriser og andet godt -

CBK: Ja, og man taler heller ikke om de institutionelle overbygninger og en EU-præsident og alt det som danskerne heller ikke kan lide. Der er sådan en---

LF: Vision.

CBK: Ja. Lykkedes dét? Lykkedes visionen? At få den hjem?

LF: Det er jo altid meget vanskeligt at sige. Der gik nok meget teknik i den. Det var meget ammekøerne, det var meget polske sygeplejersker, alle de her detaljer til sidst man sad tilbage med. Og det var der egentlig ikke noget odiøst i – fordi det er jo den måde som forhandlingsprocessen er skruet sammen på. Og selvfølgelig havde man da så også de store perspektiver; men den måde det så også blev dækket på, det fulgte jo meget - altså simpelthen det her med teknikken i det. Det gjorde det vel? også i ansøgerlandene, hvor der jo så efterfølgende har været en diskussion af, ’ja, men – gik perspektivet tabt i den her overordnede proces?’ Igen, fordi at de sad jo simpelthen bare og kiggede på de der forhandlingspositioner, og glemte helt: der var jo altså også nogle andre ting ved at blive medlem af EU: blive stabiliseret, blive et normalt land og alle de dér ting – det kunne man ikke aflæse af hvor mange ammekøer og de dér ting, man nu kunne få! Så perspektivet gik ikke helt tabt, men der var nok en tendens til, jo længere man kom frem mod snorene, at så blev det simpelthen meget teknisk, og det tror jeg ikke, man kunne komme uden om.

CBK: Så kommer flæskepriserne igen?

LF: Ja, eller ammekøerne er det jo så her, ikke? Så må man jo så sige, man forsøgte jo så til sidst - man kommer ikke udenom, at perspektivet var der jo hele tiden, og Anders Fogh Rasmussen brugte det jo så også konsekvent, og især også overfor de andre lande. At sige: ’Vil I virkelig blokere for denne her store historiske beslutning, det vil være at hele Europa – på grund af nogen peanuts på det økonomiske område? Så man brugte det jo hele tiden også proaktivt i forhandlingsprocessen.

Jeg vil sige at der var en stor interesse – det kunne jeg selv fornemme omkring formandskabet jo længere man kom frem til snorene – det kunne man mærke i bussen, når man talte med taxachauffører, osv., det var pludseligt et emne, folk begyndte at forholde sig til det, der var lidt landskampstemning over det. Men det gik ikke så meget på indholdet – altså på: hvad var det rent faktisk, man var ved at beslutte? - Europas heling, stabilisering af Central- og Østeuropa, det gik mere på om Anders Fogh Rasmussen ville blive dagens helt i skysovs eller om han ville blive Europas prügelknabe fordi det hele faldt på gulvet? Altså en  meget sådan fodboldagtig mentalitet: vinder Danmark eller taber Danmark?

Så man kan nok sige at perspektivet gik - jeg vil ikke sige det gik tabt, men automatisk, jo længere vi kom frem, jamen så gik der bare uhyggelig meget teknik i det. Jeg har svært ved at se, hvordan man egentlig kunne have gjort det meget anderledes.

CBK: Men det kan jo vise sig at blive uhyre signifikant når vi har den næste afstemning, ikke? Fordi man kan sige, at det der er blevet diskuteret i Danmark i hvert fald de sidste 30 år (eller endnu længere for så vidt) har netop præcis været den dér visionsdiskussion. At danskerne har fokuseret på – det er i hvert fald den traditionelle sandhed – at danskerne har fokuseret på de praktiske ting, frihandelsområdet osv, og vi har aldrig villet forholde os til – eller nogle har aldrig villet forholde sig til - det politiske indhold og de politiske visioner. Og der kan man sige, at tænker vi tilbage på Uffe Ellemann-Jensen fx, dén stil, dér ville man have troet for 5-10 år siden at fik Danmark sådan en chance her, så ville man gøre alt hvad man kunne – i hvert fald fra partiet Venstre – for at forsøge at veksle denne her begivenhed og denne her mulighed over i noget hård valuta, noget ”visions-valuta”, der kunne flytte nogle stemmer næste gang, ikke?

LF: Der ser jeg sådan set ikke rigtig nogen modsætning i dét. Jeg mener: Danmark havde formandskabet. Danmark sad og skulle forhandle om de der ammekøer og tyrkerne - det hele drejede sig også pludselig om Tyrkiet, ikke? Netop når man så igen talte med taxachaufførerne: det med polakkerne, dét var fuldstændig lige meget, men tyrkerne: tror du tyrkerne kommer med? Folk troede nærmest Tyrkiet skulle ind i morgen. Det var jo så også på grund af hele den nye sikkerhedspolitiske situation – pludselig spillede Tyrkiet altså en væsentlig større rolle. Og det skal vi altså også have med: at det gjorde så, at selvfølgelig var Østudvidelsen stadig det afgørende, men pludselig kom der også alle mulige andre faktorer ind, der spillede en rolle. Det tror jeg ikke man kommer udenom, fordi det var en teknisk proces.

Men der er da ingen tvivl om at dét, at det lykkedes – at det vil man da helt klart forsøge at slå kapital på, jo længere vi kommer frem i processen:

For det første: ”når Danmark virkelig strammer sig an” (det har man jo så også set i Anders Fogh Rasmussens taler, som han har holdt (15.jan. og så har han lige holdt én i dag, jeg har ikke læst alle detaljerne i den) hvor han fremhæver, at et lille land kan jo godt spille en rolle. Hvis vi strammer os an, så kan Danmark godt spille en rolle - der er ikke nogen grund til at vi skal ligge dér og føre pindsvinepolitik på det her område, vi kan godt gå frem på banen og vi kan rent faktisk også godt spille en rolle. Det er det første, man kan bruge det her formandskab til.

Det andet, man kan bruge formandskabet til, jamen det er da stadigvæk at sige, at visionen er der. Der er en vision. Og det vil jeg da stadig mene er nyt i den danske EU-debat – og det er vel også derfor, at udvidelsen er blevet så populær, altså rent bortset fra at jeg tror vitterligt, at Uffe Ellemann-Jensen selvfølgelig og Niels Helveg-Petersen og alle udenrigsministre og statsministre mener det alvorligt med udvidelsen: at det er den bedste præventive sikkerhedspolitik, du kan føre. Men også inderst inde føler, at de lande – jamen, de har selvfølgelig ret til at blive medlemmer af den europæiske union, fordi det er europæiske lande. Men når det så er sagt, så er der ingen tvivl om at jeg tror da også, de har været meget meget glade for det: at du endelig har den storpolitiske vision du kan trække ind, ”det er derfor, det her det er vigtigt, det er det, der er meningen med det” – fremfor alt-det-der med de berømte flæskepriser og underlige direktivmetoder osv.

                                                                                                NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

 

 

Foto: Dansk Industri