Ellen Trane Nørby
(f.1980) afløste i juni Bertel Haarder som kandidat til Europaparlamentet
for Venstre i Københavns Amt. Siden 1999 har hun været vice-præsident og
siden præsident for LYMEC – den Liberale Ungdomsorganisation i Europa, som
har 67 medlems-organisationer og 150.000 medlemmer. Medlem af Venstre og
VU siden 1995. Har arbejdet som politisk sekretær på Christiansborg i fire
år. Har fra 1999 været med til at arrangere en række demokrati-,
forsonings- og uddannelses-seminarer for unge på Balkan, i Østeuropa og i
Mozambique.
ETN er født og opvokset i
Nr. Nissum i Vestjylland, men flyttede i 1998 til København. Til sommer
afslutter hun sin kandidatgrad i Kunsthistorie, som er suppleret med et
to-årigt sidefag i Statskundskab.
LINKS:
|
|
|
|
|
En Europæisk Evolution
Af Ellen Trane Nørby,
Europaparlamentskandidat for Venstre.
1. Stemmerne fra Tallin
2. Nye rammer om det
udvidede samarbejde
- Stemmerne fra Tallin
I 1988 udbrød 300.000
mennesker i sang i Tallins gader. Det var den syngende revolution – en kæmpe
manifestation arrangeret af den estiske Folkefront. Her formuleredes kravet om
Estlands uafhængighed fra det tyngende sovjetiske åg. 3 år senere i 1991 blev
kravet en realitet, da de tre baltiske lande erklærede sig selvstændige.
Det krævede ikke en blodig
revolution. Det totalitære Sovjet var smuldret og det politiske jerngreb
faldet fra hinanden. Undertrykkelsen havde skabt et modpres og den
planøkonomiske økonomi havde ødelagt væksten, udviklingen og produktionen.
Tilbage var de sorte historier og de brændemærker som 40 års kold krig havde
sat på sjæl og krop. Med ét kunne befolkningerne i de baltiske og Central- og
Østeuropæiske lande trække vejret frit, folde deres vinger ud og se, om deres
ideer kunne bære.
Siden da er tingene gået
hurtigt. Fra lukkede og undertrykte, er der blevet opbygget nye demokratier i
enorm vækst. I lørdags kunne EU byde 10 nye lande indenfor i samarbejdet. Det
kan man da betegne som en europæisk evolution. I Tallins gader kan man i dag
synge af glæde over, at landet har klaret sig godt og at det med en årlig
vækst på 6-7% snart vil komme på højde med gennemsnittet i EU.
Udvidelsen er et tegn på, at
EU er et åbent og solidarisk demokratiprojekt. Et samarbejde, hvor vi i
fællesskab har nået nogle resultater som landene aldrig ville have været i
stand til at nå på egen vis. Gang på gang har samarbejdet løftet fattige lande
som Irland, Portugal, Spanien, Grækenland - så landene i dag sprudler og
demokratiet og stabiliteten er blevet udbredt til det meste af kontinentet.
Spørgsmålet i disse dage er så
hvor langt solidariteten strækker, og hvem man ønsker at byde velkommen i
fællesskabet?
Fra
flere sider trykkes der hårdt på regnemaskinens tastatur for at forudsige,
hvad omkostningerne vil blive. Andre steder igen gøres der overvejelser om
hvordan flertallet nu vil fordele sig i EU's ministerråd og Parlament. Vil det
få store konsekvenser, hvem skal betale og burde de 10 nye lande ikke bare
være taknemmelige og sige tak og amen og ikke blande sig mere end godt er i
den politiske proces?
Men glæden ved EU's udvidelse
bør ikke overskygges af sorte bekymringer, nationalt navlepilleri og gætterier
om hvad udvidelsen vil koste, og hvorvidt, hvor mange, hvornår og hvordan den
udenlandske arbejdskraft nu vil forholde sig til det udvidede arbejdsmarked.
Vi bør fejre at jerntæppet for alvor er revet bort, ikke erstatte det med et
arbejdsmarkedstæppe.
Selvfølgeligt vil udvidelsen
have konsekvenser. Og selvfølgeligt skal landene blande sig. De 10 nye lande
er nu en integreret del af EU, det betyder samme rettigheder og pligter som de
øvrige medlemslande. Blande sig og påvirke - det har de allerede gjort. Ikke
mindst i konventet, hvor grundstenene til det nye EU25+ fundament blev lagt
gennem en åben proces, hvor alle, som ønskede det, kunne bidrage.
Hvor de tidligere Østbloklande
har gennemgået en evolutionær udvikling siden den syngende revolution i 1988,
så har der været længere mellem udvidelsesreformerne i EU – de mentale såvel
som de fysiske. Desværre.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
|