5. maj 2004 | 2. kvartal                                                                                < >

           

Sig "laringa!"* (* Appelsin på maltesisk). For første gang mødtes lederne af 25 EU-lande i lørdags - under det irske formandskab. Foto. EU.

 

 

 

 

5. maj 13.09 CET | Den fjerde ”Logbog: Europa” handler om udvidelsen – og om hvorvidt den forfatning, der er på vej, kan løse problermene for det EU, der på 10 år har mere end fordoblet antallet af medlemsstater.  
 

 

Ellen Trane Nørby (f.1980) afløste i juni Bertel Haarder som kandidat til Europaparlamentet for Venstre i Københavns Amt. Siden 1999 har hun været vice-præsident og siden præsident for LYMEC – den Liberale Ungdomsorganisation i Europa, som har 67 medlems-organisationer og 150.000 medlemmer. Medlem af Venstre og VU siden 1995. Har arbejdet som politisk sekretær på Christiansborg i fire år. Har fra 1999 været med til at arrangere en række demokrati-, forsonings- og uddannelses-seminarer for unge på Balkan, i Østeuropa og i Mozambique.

ETN er født og opvokset i Nr. Nissum i Vestjylland, men flyttede i 1998 til København. Til sommer afslutter hun sin kandidatgrad i Kunsthistorie, som er suppleret med et to-årigt sidefag i Statskundskab.

LINKS:

  - Ellen Trane Nørbys website
  - Venstre
  - LYMEC
     
     
     

 

 
   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En Europæisk Evolution

Af Ellen Trane Nørby, Europaparlamentskandidat for Venstre.

1. Stemmerne fra Tallin

2. Nye rammer om det udvidede samarbejde

 

 

  1. Stemmerne fra Tallin

I 1988 udbrød 300.000 mennesker i sang i Tallins gader. Det var den syngende revolution – en kæmpe manifestation arrangeret af den estiske Folkefront. Her formuleredes kravet om Estlands uafhængighed fra det tyngende sovjetiske åg. 3 år senere i 1991 blev kravet en realitet, da de tre baltiske lande erklærede sig selvstændige.

Det krævede ikke en blodig revolution. Det totalitære Sovjet var smuldret og det politiske jerngreb faldet fra hinanden. Undertrykkelsen havde skabt et modpres og den planøkonomiske økonomi havde ødelagt væksten, udviklingen og produktionen. Tilbage var de sorte historier og de brændemærker som 40 års kold krig havde sat på sjæl og krop. Med ét kunne befolkningerne i de baltiske og Central- og Østeuropæiske lande trække vejret frit, folde deres vinger ud og se, om deres ideer kunne bære.

Siden da er tingene gået hurtigt. Fra lukkede og undertrykte, er der blevet opbygget nye demokratier i enorm vækst. I lørdags kunne EU byde 10 nye lande indenfor i samarbejdet.  Det kan man da betegne som en europæisk evolution. I Tallins gader kan man i dag synge af glæde over, at landet har klaret sig godt og at det med en årlig vækst på 6-7% snart vil komme på højde med gennemsnittet i EU.

Udvidelsen er et tegn på, at EU er et åbent og solidarisk demokratiprojekt. Et samarbejde, hvor vi i fællesskab har nået nogle resultater som landene aldrig ville have været i stand til at nå på egen vis. Gang på gang har samarbejdet løftet fattige lande som Irland, Portugal, Spanien, Grækenland - så landene i dag sprudler og demokratiet og stabiliteten er blevet udbredt til det meste af kontinentet.

Spørgsmålet i disse dage er så hvor langt solidariteten strækker, og hvem man ønsker at byde velkommen i fællesskabet?

Fra flere sider trykkes der hårdt på regnemaskinens tastatur for at forudsige, hvad omkostningerne vil blive. Andre steder igen gøres der overvejelser om hvordan flertallet nu vil fordele sig i EU's ministerråd og Parlament. Vil det få store konsekvenser, hvem skal betale og burde de 10 nye lande ikke bare være taknemmelige og sige tak og amen og ikke blande sig mere end godt er i den politiske proces?

Men glæden ved EU's udvidelse bør ikke overskygges af sorte bekymringer, nationalt navlepilleri og gætterier om hvad udvidelsen vil koste, og hvorvidt, hvor mange, hvornår og hvordan den udenlandske arbejdskraft nu vil forholde sig til det udvidede arbejdsmarked. Vi bør fejre at jerntæppet for alvor er revet bort, ikke erstatte det med et arbejdsmarkedstæppe.

Selvfølgeligt vil udvidelsen have konsekvenser. Og selvfølgeligt skal landene blande sig. De 10 nye lande er nu en integreret del af EU, det betyder samme rettigheder og pligter som de øvrige medlemslande. Blande sig og påvirke - det har de allerede gjort. Ikke mindst i konventet, hvor grundstenene til det nye EU25+ fundament blev lagt gennem en åben proces, hvor alle, som ønskede det, kunne bidrage.

Hvor de tidligere Østbloklande har gennemgået en evolutionær udvikling siden den syngende revolution i 1988, så har der været længere mellem udvidelsesreformerne i EU – de mentale såvel som de fysiske. Desværre.

 

ARTIKLENS FORSIDE

                                                                     NÆSTE SIDE

TILBAGE