TRANSATLANTISK UENIGHED

Den nye vision eller Grand Strategy for Mellemøsten er blevet formuleret af folkene fra de nykonservative miljøer. Strategien kritiseres fra den ældre Bush’s folk som f.eks. Scowcroft, af generalerne med den nu pensionerede men højprofilerede Anthony Zinni i spidsen, af demokrater som Al Gore, der forventes at ville prøve at stille op ved næste præsidentvalg, af Mellemøsteksperter ved de mange tænketanke og universiteter i og uden for Washington og naturligvis af USA’s koalitionspartnere i Mellemøsten og Europa. Når de nykonservative alligevel tilsyneladende har fået så stor indflydelse som tilfældet er, skyldes det flere ting: For det første er det selvklart, at den 11. september giver en solid klangbund til deres argumenter, og for det andet har den unge Bush i meget højere grad hentet sine stemmer fra det kristne højre end faderen gjorde, ligesom han også henter stemmer fra de amerikanske jøder.

Det siger sig selv, at den nye amerikanske strategi, Bush-doktrinen, truer med at splitte det transatlantiske samarbejde i NATO og dermed true Vesten med opløsning, som den amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama så dramatisk har formuleret det. Prøvestenen kan meget vel blive Irak. Her er USA – og har været det lige siden den nuværende amerikanske præsident tiltrådte i januar 2001 – fast besluttet på, at Saddam må væk, at der skal ske et regimeskifte i Bagdad. For USA handler det ikke om våbeninspektion, men om en tyran, der både sidder supermagtens anvisninger overhørig, udgør en trussel mod sit eget folk og sine naboer inklusive Israel og har en negativ indflydelse på alle konflikter i Mellemøsten. Derfor må han fjernes – koste hvad det vil.

Her henholder europæerne sig til international lov og ret og insisterer på, at FN-systemet diplomatisk må bruges til at presse våbenkontrol igennem. Europæerne vil stille sig tilfreds med, at det nuværende irakiske regime overholder de resolutioner FN’s Sikkerhedsråd vedtager og har vedtaget vedrørende Irak. Først hvis Irak bevisligt overtræder resolutioner og bevisligt udgør en trussel kan der – for så vidt en ny resolution i FN’s Sikkerhedsråd sanktionerer det – blive tale om en væbnet aktion, men da alene med sigte på at få Irak til overholde resolutionerne og formelt set ikke med henblik på et regimeskifte.

Man kan altså konstatere to fundamentalt forskellige strategier i forsøget på at få Irak-problemet under kontrol. Den europæiske strategi, der baserer sig på international ret og FN-systemet og alene retter sig mod at få staten Irak til at overholde international lov herunder de våbenhvilebetingelser, landet accepterede i 1991, og de resolutioner Sikkerhedsrådet efterfølgende har vedtaget bl.a. om våbenkontrol i Irak. Denne strategi tager formelt ikke sigte på at fremtvinge et regimeskifte i Irak, hvilket principielt anses som et internt irakisk anliggende. Heroverfor står den amerikanske strategi, der er helt hinsides de europæiske behov for at finde beviser for Saddams ugerninger. For USA er det bevist mange gange, at Saddams regime er illegitimt og derfor skal det i modsætning til den europæiske strategi simpelthen fjernes.

NÆSTE SIDE

TILBAGE