Den sorte prins, det sorte guld og George Bush Jr.: USA og Mellemøsten
Strategien står bestemt ikke uimodsagt i USA. Mange, herunder fremtrædende republikanere, er nervøse ved og skeptiske overfor den nye Bush-doktrin, men de nykonservative netværk har åbenbart stor indflydelse og de består da heller ikke af ligegyldige personer. I JINSA og CSP finder man, ifølge en tankevækkende artikel i The Nation stort set alle bestyrelsesformænd for de virksomheder, der leverer isenkram til Pentagon, repræsenteret. Der synes altså at være et sammenrend af store økonomiske interesser på et fasttømret ideologisk grundlag, der er under stærk indflydelse af, hvad man kalder kristen zionisme: fundamentalistiske kristne på højrefløjen, som arbejder på at fremme Messias’ genkomst, der vil finde sted efter, at jøderne har vundet urokkelig fodfæste i Israel. Det er derfor, at Israel spiller så stor en rolle hos de kristne amerikanere.
Alliancen mellem højreorienterede kristne og den israelske højrefløj blev for alvor forsøgt startet efter Likuds magtovertagelse i Israel i 1977. Med entydig pro-israelsk politik henter man altså ikke blot stemmer fra de amerikanske jøder, men tillige fra de kristne fundamentalister, der netop var med til at give Bush valgsejren i 2000. Og der er mange stemmer at hente: Således anslås det, at da en anden from kristen, nemlig baptisten Jimmy Carter, talte for palæstinensisk selvstyre mistede han 20 millioner kristne stemmer ved præsidentvalget i 1980.
Foto: SDU