DEN IRAKISKE LØSNING PÅ MELLEMØST-KONFLIKTEN

Men Irak udgør derudover også en prøvesten på den nye amerikanske vision for Mellemøsten, fordi man i de nykonservative kredse antager, at et regimeskifte i Bagdad umiddelbart vil have dramatisk og konstruktiv indflydelse på hele den mellemøstlige tirade. For det første vil et demokratisk regime i Irak gøre det muligt, at Irak igen kommer til at producere olie på optimalt niveau takket være russiske, franske og amerikanske fælles interesser i den irakiske oliesektor. Dette vil for det andet betyde, at verden og USA i mindre grad vil være afhængige af Saudi-Arabien, hvorfor USA kan trække sig ud af det saudiarabiske kongedømme og overlade kongefamilien til sin egen skæbne, idet man regner med, at kongefamiliens fald på sigt fører til et vestvenligt demokratilignende regime. For det tredje vil et demokratisk regime i Irak have positiv indflydelse på den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvor et demokratisk Irak kan spille en – i amerikansk optik – konstruktiv rolle fremfor som nu destruktiv. Endelig, for det fjerde, vil en del af den motivation, man mener mange muslimer har for at tilslutte sig netværk a la al-Qaidas, forsvinde, når Irak ikke længere er udsat for internationale sanktioner, der i arabernes øjne er signeret af USA.

Som sådan er det ret ligegyldigt for USA, om der kommer våbenkontrollører til Irak eller om Saddam vælger at falde til patten og indordne sig FN-resolutionerne. Ikke desto mindre vil USA prioritere at have støtte til sit regimeskifte i Irak, fordi det alt andet lige vil gøre processen lettere – jo flere der bakker op, desto lettere er det at inddæmme konflikten - og fordi USA har brug for koalitionen ikke til krigen men til det store arbejde, der består i at rekonstruere den irakiske nation efter krigen. Amerikanerne vil derfor langt hen ad vejen få det til at se ud som om, de følger de europæiske regler og dermed forsøge at få et militært angreb på Irak sanktioneret i FN. Europæerne kan her bruge USA’s eget demokrati-argument til at forsøge at fastholde USA på en kurs, hvor det i det mindste ser ud til, at internationale spilleregler overholdes, men det forudsætter, at europæerne kan blive enige om en fælles linie.

NÆSTE SIDE

TILBAGE