DEN SORTE PRINS

”Slyngelstater udgør en egentlig trussel mod USA. Den amerikanske politiks første prioritet må derfor være enten at få gennemført regimeændringer eller at ødelægge disse slyngelstater”. Denne utvetydige anbefaling gav Washington-politikeren Richard Perle ved en høring i det amerikanske Senat i februar tidligere i år.

Den gamle koldkriger er ikke en hvem som helst: Under Ronald Reagan, hvor han en tid beklædte en høj post i Pentagon, fik han tilnavnet ”Den Sorte Prins”. Hans opskrift på at knække Sovjetunionen var konstant at øge USA’s militære styrke. Og der blev lyttet til ham i Washington.

I dag er Perle formand for Pentagons politiske udvalg, seniorforsker ved American Enterprise Institute, medlem af en række særdeles indflydelsesrige netværk, bl.a. med nær tilknytning til Middle East Forum samt Jewish Institute for National Security Affairs (JINSA) og Center for Security Policy (CSP), og en slags ideologisk mentor for de stærkt pro-israelske politikere med tætte forbindelser til de kristne fundamentalister på den yderste højrefløj i det republikanske parti.

Sammen med forsvarminster Rumsfeld, viceforsvarsminister Wolfowitz samt vicepræsidenten Richard Cheney er Perle arkitekten bag en ny amerikansk Mellemøstpolitik, der er blevet stadig mere tydelig efter den 11. september og som uden svinkeærinder argumenterer for tætte forbindelser til den israelske højrefløj, bakker op om Ariel Sharons militante politik over for palæstinenserne og insisterer på nødvendigheden af regimeskifter i Mellemøsten – det være sig i Irak, Palæstina, Iran, Syrien, Libanon som Saudi-Arabien og Ægypten, dersom de to sidstnævnte ikke kan finde ud af at gennemføre de nødvendige reformer, der skal tjene USA’s interesser.

Som tidligere direktør for den højreorienterede, israelske Likud-avis Jerusalem Post og nuværende medlem af dens bestyrelse har Perle tætte forbindelser til den israelske højrefløj. Osloprocessen betragtede han sammen han sammen med kollegaer, som bl.a. Douglas Feith og ægteparret David og Meyrav Wurmser, der alle i dag er centralt placeret i det politiske miljø i Washington, som en pestilens, der truede Israels sikkerhed, og som det handlede om at få stoppet så hurtigt som muligt.

Chancen kom i 1996, da Benjamin Netanyahu, også en svoren modstander af forhandlinger med palæstinenserne, blev valgt som ny israelsk ministerpræsident. Kort efter skrev Perle og vennerne en rapport, der var udformet som en egentlig anbefaling til Netanyahu. Rapporten bærer titlen A Clean Break – et rent brud, hvilket slet og ret skulle forstås som en definitiv afsked med Osloprocessen. Allerede på rapportens første side kan man finde opfordringen til ”at Israel ændrer sine relationer til palæstinenserne, herunder påberåber sig retten til (militært) at forfølge sine interesser langt ind i de palæstinensiske områder med henblik på selvforsvar og samtidig bør støtte bestræbelser på at skaffe alternativer til Arafats enerådende greb om det palæstinensiske samfund”.

NÆSTE SIDE

TILBAGE