GRAND STRATEGY

Denne anbefaling vandt ikke genhør hos Clinton i 1996 og selv Netanyahu havde svært ved at følge den, men i dag er det præcis den politik, George W. Bush og Ariel Sharon er enige om. Læser man rapporten sammen med de mange anbefalinger, Perle og hans kolleger kom med ved utallige høringer i den amerikanske Kongres gennem 1990’erne og frem til i dag tegner der sig en klar vision af en Mellemøstpolitik, som baserer sig på tæt israelsk-amerikansk samarbejde og militær overlegenhed:

For det første skal USA i sikkerhedspolitikken give forsvaret af hjemlandet højeste prioritet. Dette kan ske ved konstant at udvikle, modernisere og udbygge det amerikanske forsvar. Med andre ord stort fokus på missil-forsvar, omorganisering af forsvaret til højteknologiske fleksible enheder, der kan indsættes efter behov, og klar vilje til at bruge sin militære overlegenhed.

For det andet skal fjenden nedkæmpes på eget territorium, altså inden det amerikanske hjemland er truet. Derfor udgør ideen om forebyggende angreb en hjørnesten, hvilket i al enkelhed går ud på, at USA skal eliminere truslerne inden de når USA. Denne ”slå-først” doktrin skal anvendes uanset om USA’s koalitionspartnere er med eller ej: Som Perle ganske enkelt slår fast: ”Hvis koalitionen – altså USA’s allierede i Europa og Den Arabiske Verden – forsøger at beskytte et terroristregime som Saddams, så kan koalitionen gå ad helvede til”.

For det tredje skal USA opretholde en utvetydig strategisk militær alliance med Israel, der baserer sig på, at amerikanerne og israelerne fastholder et suverænt militært overherredømme i regionen.

For det fjerde skal USA arbejde for at presse demokrati igennem i de arabiske lande. Ganske lakonisk skal man nok her forstå demokrati som regimer, hvis beslutningsstrukturer er transparente og som bruger dem til at fremme amerikanske interesser. I den forbindelse skal USA i sine bestræbelser på at følge egne interesser ikke holde sig tilbage fra at bruge militær magt med henblik på tilvejebringe regimeskifter i Mellemøsten og andre steder, hvor supermagten finder det nødvendigt. Kort sagt skal man om nødvendigt bombe demokrati ind i Mellemøsten.

Hermed er konturerne af en Grand Strategy for Mellemøsten angivet. I den vestlige del af Mellemøsten fastholdes og styrkes et tæt økonomisk og militært samarbejde med Israel og i den østlige ende skal de arabiske stater samt Iran bankes på plads, hvilket bedst kan ske ved, at USA presser regimeændringer igennem. I første omgang naturligvis i Irak, men herefter også i Saudi-Arabien, der af de nykonservative anses for en langt værre trussel end Saddam Husseins Irak.

NÆSTE SIDE

TILBAGE