EN NY POLITIK

Det blev relativt hurtigt klart, at Bush-regeringen lagde en anden dagsorden end den, man havde set under den ældre Bush ti år tidligere. I den israelsk-palæstinensiske konflikt holdt Walker Bush sit ord fra valgkampen og overlod scenen til de kæmpende parter i Mellemøsten.

Med de folk, han havde placeret i Pentagon og som i årene inden havde tordnet mod Clintons fejlslagne forsøg på at kontrollere Saddam Hussein, var det klart, at man ville se en hård, konfrontativ Irak-politik. Under sit første udlandsbesøg i form af et høflighedsvisit i Mexico mindre end en måned efter sin overtagelse af præsidentembedet beordrede Bush som sin første egentlige udenrigspolitiske handling amerikansk bombning af Bagdad. Begrundelsen var, at Irak havde fået opstillet avanceret kinesisk radarstyr, som truede de amerikanske og britiske jagerfly, der overvågede Irak i mangel på våbenkontrollører og som derfor måtte fjernes med militær magt. Bomberne blev ledsaget af klare trusler om, at USA ikke ville holde sig tilbage fra et angreb på Irak, såfremt Saddam ikke forholdt sig i ro. Det har med andre ord været klart lige fra starten af Bush’s magtovertagelse i Washington, at han ville føre en hård linie over for Irak, ligesom såvel Bush som folkene i forsvarsministeriet ikke har lagt skjul på, at det, man ønskede, var et regimeskifte i Bagdad. Allerede i foråret 2001 forventede mange derfor, at der ville udvikle sig en konflikt mellem USA og Irak, der i sidste ende ville føre til Saddams fald, uanset om dette skulle ske ved et internt kup eller som følge af amerikanske bomber.

I forholdet til Iran viste Bush dog i starten større åbenhed end forgængeren Clinton og lagde således ud med at foreslå, at den såkaldte ILSA-lovgivning (Iran-Libya Sanctions Act of 1996), som skulle genforhandles i juni 2001, kun blev forlænget for et år i modsætning til fem år. Lovgivningen truer med boykot af ikke-amerikanske firmaer, som investerer mere end 40 mio. USD i Iran. Bush-regeringen blev dog nedstemt af Kongressen, der fastholdt en femårig termin og dermed den hårde linie i Iran-politikken, som var blevet grundlagt under Clinton. Ikke desto mindre er det værd at bemærke, at den nuværende regering kun godt et halvt år inden Bush i sin tale til nationen i Kongressen indlemmede Iran i ”Ondskabens akse” faktisk havde sendt signaler om en ganske forsonlig Iranpolitik.

Inden den 11. september for godt og vel et års tid siden var omverdenen således noget i vildrede med, hvad man kunne forvente af Bush i forholdet til Mellemøsten. Man hæftede sig ved de åbenlyse forskelle i tolkningen af den globale situation og ikke mindst i valget af midler, der politisk skulle tages i anvendelse, som herskede mellem Pentagon og Udenrigsministeriet, og man var usikker på, hvilken rolle Rice spillede og hvilken linie hun støttede.

Men allerede et halvt år efter Bush’s tiltrædelse, var man klar over, at den nye amerikanske regering både var klart mere højreorienteret profileret end tilfældet var under den ældre Bush samt at den uden tøven i mælet internationalt ville gå enegang, dersom den skønnede det nødvendigt. Eksempler herpå var den amerikanske afvisning af Kyoto-aftalen, afstandtagen til en international krigsforbryderdomstol, klar besked om, at USA med eller uden international forståelse og opbakning ville opsige ABM-traktaten samt endelig, at man helt givet ville udvikle et missilforsvar, men dog var i tvivl om hvilket system, man anså for det bedste. Endelig havde Bush trods kolossale skattelettelser til de bedst stillede bebudet kraftige stigninger på forsvarsbudgettet. Allerede ved forhandlinger om et nyt strategisk koncept for NATO tilbage i 1999 havde man gjort klart, hvad man anså for de store trusler efter den kolde krig, nemlig slyngelstater, global terrorisme og masseødelæggelsesvåben. Det var disse trusler, Bush ville tune det amerikanske forsvar til at imødegå og det var dette, der – også før den 11. september - begrundede de store stigninger på statens budget til forsvaret.

NÆSTE SIDE

TILBAGE