IKKE EN NY GAMMEL BUSH

Man hæftede sig ved, at den gamle Bush havde opretholdt et tæt samarbejde med de arabiske lande samt gjort et stort lån til Israel afhængigt af, at ikke én cent blev anvendt til israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske territorier. Ganske vist var det Bush’s far, der havde stået for denne politik, men mon ikke sønnen ville følge trop? Belæg for det sidste synspunkt fandt man i det faktum, at de eneste, som man med sikkerhed vidste ville få topposter i en ny Bush-regering, var gode gamle kendinge fra faderens kabinet. Det var Richard Cheney, der kandiderede til posten som vicepræsident og som under Golfkrigen var forsvarsminister. Mon ikke Cheney ville videreføre politikken fra dengang i øvrigt understøttet af slet skjulte forretningsinteresser i den mellemøstlige olieindustri, spurgte mange sig selv. Den kommende udenrigsminister Colin Powell, der var forsvarschef under Golfkrigen, havde egentlig været imod krig mod Irak og var kendt for at være en forsigtig general, der prioriterede internationalt samarbejde højere end bomber. Bush’s rådgiver i sikkerhedsspørgsmål – eller som man siger i USA: ”Det er hende, der fortæller Bush, hvor Kosovo ligger” – Condoleezza Rice var et ubeskrevet blad i Mellemøstspørgsmål, men havde fået et flot skudsmål af internationalisterne Bush (den ældre) og hans sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft i deres fælles erindringer.

På denne baggrund knyttede der sig fra mere pro-palæstinensiske og pro-arabiske kredse en vis optimisme til den ny Bush-regering. Denne optimisme varede dog ikke længere end til man så, hvilke folk, der langsomt men sikkert befolkede kontorerne i det Nationale Sikkerhedsråd, Pentagon og Udenrigsministeriet med Rumsfeld og Wolfowitz som frontkæmperne i forsvarsministeriet og en mindre folkevandring ind i samme ministerium fra den nykonservative tænketank American Enterprise Institute.

NÆSTE SIDE

TILBAGE