Glemt er Colin Powells tale om USA’s Mellemøstpolitik i november sidste år og næsten glemt er Afghanistan. For tiden handler det om Irak, der fortrænger de palæstinensiske selvmordsaktioner og Ariel Sharons militære belejring af Palæstina fra avisforsiderne. Meget tyder på, at Irak er prøvestenen på en ny amerikansk Mellemøstpolitik, som i nogle måneder har været undervejs i Washington og i årevis i hovederne på dens masterminds. Selvom den længe har været på tegnebrættet, var det først med den 11. september, at dens fortalere i de nykonservative kredse i Washington fik de afgørende tunge argumenter. Den virker skræmmende i sin amerikanske overlegne og arrogante approach, men giver med sin retorik plads til, at Europa på en bagvendt måde alligevel har en rolle i det globale spil om Mellemøsten – såfremt europæerne kan blive enige med sig selv.

DEMOKRATISK DØDVANDE

Spekulationerne om, hvad USA’s Mellemøstpolitik ville gå ud på med en ny amerikansk regering i 2001, begyndte allerede under præsidentvalgkampen i efteråret 2000. Gætterierne handlede selvfølgelig om, hvordan en kommende Bush-regering ville gribe Mellemøstpolitikken an, idet de fleste forventede, at Al Gore ville fortsætte den linie Clinton havde lagt: Det ville sige fokus på internationalt samarbejde og internationale aftaler samt utvetydig opbakning til Israel med forkærlighed for midten i israelsk politik samt vægt på dialog med palæstinenserne.

Clinton-regeringen blev af mange karakteriseret som den mest Israel-venlige nogensinde med stor repræsentation af personer med tilknytning til den amerikansk-jødiske interessegruppe American Israel Public Affairs Committee (AIPAC) på nøgleposter i Udenrigsministeriet og i Det Hvide Hus. Det var folk som Dennis Ross (Clintons chefforhandler i Mellemøsten) og Martin Indyk (der skiftevis beklædte stillinger i Udenrigsministeriet og som amerikansk ambassadør i Israel), der var arkitekter bag Clintons forsøg på at navigere i de mellemøstlige konflikter. Før sin indtrædelse i Clinton-regeringen var Indyk ansat som direktør i den pro-israelske tænketank Washington Institute for Near East Policy, der i dag ledes af Dennis Ross, mens Indyk er havnet som forskningsleder på Brookings Institute, hvor han iøvrigt har fået tilknyttet den palæstinensiske forsker Khalil Shikaki, der længe har gjort sig bemærket med ideer om politisk reformering af det palæstinensiske selvstyre.

Med Al Gore ved roret og Joseph Lieberman, der ligeledes har været omkring Washington Institute, som vicepræsident lå det relativt fast, at en ny demokratisk regering ville fortsætte af det spor, Clinton havde lagt i Mellemøstpolitikken.

Mange fandt imidlertid, at Clinton var kørt fast og ikke havde formået at udnytte de muligheder for fredsløsninger, som virkede realistiske i den optimistiske tid efter Berlinmurens fald, den internationale enighed om Irak og den indledte Oslo-proces. Præcis derfor håbede mange såvel i USA som i de arabiske lande, at der kunne komme en ny linie i Washington, og derfor samlede spekulationerne sig selvsagt om, hvad man kunne forvente af en Bush-regering. Mens AIPAC, hvis indflydelse næsten udelukkende var og er rettet mod demokraterne, selvfølgelig var stærkt utilpas ved udsigten til en ny republikansk regering, sporede man hos Israel-kritikerne en vis optimisme begrundet i, at man huskede Bush Senior’s alliancepolitik under Golfkrigen samt det pres Bush og hans udenrigsminister James Baker havde været villige til at lægge på Israel i forbindelse med de netop påbegyndte fredsforhandlinger i Madrid i november 1991.

NÆSTE SIDE

TILBAGE