|
|
MAN HAR længe haft et sådant supplement til politiet i adskillige europæiske lande. Men i Danmark giver ordet dårlige vibrationer, også selv om man udrustede dem med blå hjelme. De ville minde om Estrups ‘blå gendarmer’ som blev sat ind for at undertrykke det spæde demokrati herhjemme i 1890'erne. Og det var jo ikke meningen nu. Så lad os endelig her i Danmark kalde dem for fredsbevarende styrker. Det vil falde lettere i munden på vor udenrigsminister.
En fredsbevarende styrke er ganske forskellig fra en hær der har til opgave at forsvare et område mod angreb udefra. Den har ikke brug for Stealth bombefly, F-16 jagere, satellitter eller laserstyrede missiler. Tværtimod. Den skal have tåregas, gummikugler, lette skydevåben, armerede køretøjer og sikkert også mere sofistikeret materiel. Men den er ikke afhængig af høj teknologi og en stor våbenindustri. Så derfor kan den sagtens udrustes og fungere på rent europæisk basis
Helt fundamentalt i politisk henseende ville det være at den fredsbevarende styrke kun kunne indsættes for at opretholde lov og ret inden for unionen, dvs. de lande som havde tilsluttet sig det europæiske charter. Den ville ikke have legitimitet til at handle uden for unionen, for så langt rækker hverken den europæiske lov eller folkeretten.
Spørgsmålet er nu om det er for sent at tænke i sådanne baner. Eller må vi erkende at Europa er ude af stand til at tage vare på sin egen skæbne? Der er tilsyneladende kræfter i gang for at udarbejde en sikkerhedspagt for Balkan som kan fremlægges når krigen er slut. Men alt tyder på at det bliver en NATO-baseret pagt og dermed en kodificering af hele Europa som et amerikansk protektorat. Ganske vist taler man om at den politiske styring skal ligge hos EU og at NATO i givet fald skulle stille sit militære apparat til rådighed for eventuelle ‘humanitære aktioner’. Men det vil jo fortsat være USA som kontrollerer NATO og som betaler musikken - så amerikanerne vil også fremover bestemme melodien.
Når det kommer til stykket bliver det til et spørgsmål om vi har brug for amerikanerne i Europa, eller om de gør mere skade end gavn. Burde vi ikke kunne klare vore egne affærer i stedet for at løse dem efter amerikansk model og initiativ? Er det ikke netop det vi gerne vil, hvad enten vi er grækere eller danskere, spaniere eller finner?
Det er dette der er det helt fundamentale europæiske spørgsmål i dag. Men hvem tør rejse det, selv bag tæt lukkede døre, på topmødet i Bonn den 5.-6. juni, for slet ikke at tale om at bringe det ind i debatten op til parlamentsvalget den 10. juni?
EFTER AL SANDSYNLIGHED løb 1990'erne fra Europa, Vi kendte ikke vor politiske besøgelsestid, så vi fortsætter med vort trygge økonomiske Velfærdseuropa under amerikansk beskyttelse. Men trygheden vil være tvivlsom fremover. Kosovo vil ikke forsvinde fra vor bevidsthed selv om krigen slutter.
Tryghed forudsætter at man er i stand til at tænke fremad. Men vi er tilsyneladende kun tilbøjelige til at tænke tilbage - tilbage til den forrige krig. Det er den vi forbereder os på og det er den vi udkæmper når krigen kommer. Det vil så blive den retfærdige krig, som afslutter alle krige. Tror vi.
Det var denne tilbøjelighed som bragte USA ud i krigen i Vietnam og USSR ud i krigen i Afghanistan. For dem begge var det givetvis ‘retfærdige krige’ - efter deres opfattelse på den tid. Ved kun at se i bakspejlet er Europa nu blevet bragt ud i krigen i Kosovo, og derfor ved vi ikke hvordan vi kommer hjem. Men det er en retfærdig krig, en ‘humanitær aktion’. Vi tror vi kæmper krigen i 1939 mens vi kalder Europa for Fredens projekt.
Løbet er kørt for Europa.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
