|
|
Kronik i Politiken, 15. juni 1999
ALTING FÅR en ende. Også krigen i Kosovo. Men hvordan ser Europa ud når freden kommer, eller når i hvert fald barbariet og ødelæggelserne ophører? En ting er sikkert. Det bliver aldrig det samme Europa igen. Det vil være et chokeret og dybt rystet Europa, ligegyldigt hvor ‘godt’ det så ender for kosovarer, serbere og albanere.
Den fred, der kommer, vil være mere end skrøbelig. Den kan kun bevares med væbnet magt, med fredsbevarende styrker. Kosovo bliver et protektorat. Men ikke blot Kosovo. Protektionen, beskyttelsen, må nok udtrækkes til hele Serbien - og til Albanien og til Montenegro - og til Bosnien og til Makedonien (hvor den allerede findes) - og måske til Kroatien hvis de fredsbevarende styrker også skal sikre demokratiets udbredelse. Og det er ikke usandsynligt at Bulgarien og Rumænien for en sikkerheds skyld (sic!) også kommer ind under protektoratet.
Balkans folk er blevet Europas skæbne, meget mod vor vilje for vi har jo netop søgt at holde os dem fra livet ved at udskyde disse landes optagelse i den Europæiske Union, om ikke efter den græske kalender så i hvert fald mindst et par årtier.
Europa er et Fredens projekt, siger vor statsminister og med ham mange andre tilsvarende ansvarlige politikere. Hvilken tragisk ironi. Den som vil freden må forberede sig på krigen, siger man. Men det gjorde vi ikke. Og slet ikke på denne krig.
Balkan afslører nu Europas magtesløshed. Hverken Kosovo eller Balkan bliver et europæisk protektorat. Det bliver et NATO-protektorat, hvilket i realiteten betyder et amerikansk protektorat. Faktisk er det hele Europa som bliver et amerikansk protektorat. Det er jo det den ny NATO-doktrin og -moral lægger op til. Og Danmark er blandt de mest ivrige støtter, ikke blot for den militære indsats i Kosovo, men også for det ny NATO.
Heri er der for så vidt ikke noget nyt, måske lige bortset fra den danske entusiasme. (Vest)europa har været et amerikansk protektorat lige siden 1949. Det var det man fejrede halvtredsåret for i Washington i begyndelsen af april. Det blev dog ikke til den fest man havde lagt op til, fordi angrebskrigen til forsvar af menneskerettighederne ikke blev bragt til en sejrrig ende på nogle få dage som udenrigsminister Albright og generalsekretær Solano havde lovet eller i hvert fald regnet med.
En fest, en 40-års fest for NATO, ville have været mere fortjent i april 1989 da Sovjet-systemet for alvor begyndte at krakelere. Efter murens fald kunne man så være begyndt at afvikle NATO som protektoratets organisation. Dens begrundelse, den sovjetiske trussel og tvang, var jo forsvundet. USA var for så vidt parat dertil, men Europa var bestemt ikke. EF klamrede sig til fortiden, som det var blevet etableret under og derfor skabt til. Man, dvs. EF'sregeringschefer, ville fortsætte med at se det som et velfærdsprojekt for de velbjærgede under amerikansk beskyttelse. Det har men så holdt fast ved i de forløbne ti år og er nu parat til at formalisere det i menneskerettighedernes navn.
Det forekommer i dagens situation ubegribeligt at man dengang i 1990-92 tilsyneladende ikke forstod at Europas geopolitiske situation med ét var blevet totalt ændret. De forudsætninger der gjaldt, da det europæiske projekt blev iværksat, var jo ikke længere til stede. Man begreb tilsyneladende ikke at det eksisterende system, hvis det fortsat helt fundamentalt skulle have nogen mening, måtte redefineres. I stedet kastede man sig med Maastricht-traktaten over en fortsat udbygning af det gamle system uden tanke på at grunden under det, Europas fred, var kommet i skred. Ja, man bidrog til skreddet ved hastigt at anerkende Sloveniens og Kroatiens suverænitet og dermed opmuntre farlige, nationalistiske kræfter.
Nu i 1999 markerer vi med krigen i Kosovo ti-året for Europas fallit som Fredens projekt. Havde man - og det vil stadig sige EF's stats- og regeringschefer i det Europæiske Råd - taget dette udtryk bogstaveligt og ikke blot anvendt det som tom retorik, så kunne den jugoslaviske føderations nedbrydning sandsynligvis være sket (for undgås kunne den nok næppe) uden de ufattelige lidelser og ødelæggelser, som vi på sikker afstand heroppe nordpå har været vidne til. Men nationalismens dæmon blev sluppet løs i 1989 - ganske som racismens blev det omkring 1929 - uden at vi gjorde noget for at tæmme den. Ti år senere brød helvede løs.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
