|
|
FORTALERNE FOR et ja har imidlertid svært ved at håndtere det politiske perspektiv i ØMU-debatten. Det bliver ikke til stort mere end argumenter om at det er vigtigt ‘at være med ved bordet hvor afgørelserne træffes’, og at Danmark vil blive helt marginaliseret, skubbet til side, hvis vi ikke er med i ØMUen. Den slags virker dog ikke overbevisende på potentielle nej-sigere. Tværtom nærmest. Så modstanderne får frit spil, og det er på deres præmisser debatten foregår.
Det bliver til påstande om at det drejer sig om Danmarks suverænitet og overlevelse som nationalstat. Hermed bliver det for alvor en pseudo-debat hvor vi er ude i den rene fiktion og fri forestilling. Vilkårene for Danmarks suverænitet ændres ikke en tøddel af afstemningens resultat. De vil som hidtil være bestemt af historiens grundstrømninger og dagens tidevand. Det er simpelthen vilkår som vi må søge at indrette os efter. Det er det som Danmark har måttet erkende siden 1814. Og det er det som de mellemstore stater i Europa med besvær har søgt at erkende siden 1945. Suverænitet er i en vis forstand et psykologisk begreb – eller, som den amerikanske politolog Stephen Krasner kalder det: Organized Hypocricy – organiseret hykleri. Og vor evne til at bevare den danske identitet afhænger af os selv og ikke af hvad der sker i Bryssel.
Det som står på spil, er mere reelt. Det er vort parlamentariske demokrati. De som stemmer nej den 28. september, giver dermed udtryk for at de ikke vil acceptere spillereglerne for det parlamentariske demokrati hvor vi ved folketingsvalg vælger et antal personer hvoraf der udgår en regering som skal styre i landet i op til fire år eller indtil den får et flertal imod sig i folketinget. At der ved grundlovsændringen i 1953 blev åbnet op for folkeafstemninger om enkelte, svært definerlige afgørelser om suverænitet, gjorde ikke nødvendigvis systemet mere demokratisk. Demokrati kan ikke umiddelbart oversættes til folkestyre – forstået som folkeafstemning. Men de politikere som har ansvaret for at vort politiske system er blevet trukket ind i den blindgyde, som et vælgerflertal der er uenig med folketinget placerer det i, bør erkende deres ansvar herfor. Det er dem som er under anklage, og ikke det anonyme, tilfældige nej-flertal blandt vælgerne.
UDHULINGEN AF VORT politiske system begyndte i 1980erne hvor Schlüter-regeringen blev siddende selv om den havde et folketingsflertal imod sig i afgørende Nato-spørgsmål. Det blev alvorligt undergravet i 1992 da regering og folketing ikke respekterede resultatet af folkeafstemningen om Maastricht traktaten, men indgik et kompromis med nej-partierne om en række undtagelser for Danmark som det lykkedes at få de andre landes accept af i Edinburgh nogle måneder senere. Havde man respekteret systemet, ville regeringen være trådt tilbage og have udskrevet valg til folketinget.
Men det gjorde man ikke. Regeringen og ja-partierne led af et granatchok efter nedslaget den 2. juni, og nej-partierne var så euforiske at de bildte sig selv ind at de repræsenterede nej-stemmerne. Derfor havnede landet i den umulige situation med de absurde undtagelser som har plaget dansk politik lige siden. Tilsyneladende har man på Christiansborg ikke lært af historien, og derfor er den nu i gang med at gentage sig.
Det mindste regeringen nu kunne gøre for at vise respekt for vort politiske system, ville være at sige at hvis afstemningen går den og det store flertal i folketinget imod så vil den udskrive valg. Ingen vil kunne forestille sig en regering med Pia og Holger, og nej-partierne vil nok heller ikke få flertal selv om de skulle gå frem. Men regeres skal der jo, så de andre kommer sikkert til igen. Og mener de virkelig hvad de siger, at denne sag om ØMUen og Danmarks placering i det europæiske projekt er af afgørende betydning for landet, så må de udskrive en afstemning om Danmark fortsat skal være medlem af EU - uden de absurde undtagelser som jo stiller os udenfor.
Det enkleste og ærligste, og derfor mest respektable, ville være om man allerede nu sagde klart og tydeligt at det her drejer sig ikke om ØMUen og euroen. For det gør det jo ikke. Det drejer sig om Danmarks placering i Europa, som medlem af EU, inklusive ØMU og alt det andet man har forhandlet sig frem til med fuldgyldig dansk deltagelse. Sådan opfatter vælgerne det, og det er det spørgsmål de tager stilling til. Sådan opfatter omverdenen det, og det er sådan den vil reagere på resultatet. Det er kun fra Christiansborg, man krampagtigt ser det anderledes.
SÅ MEGET om regering og folketing. Det er dem der har hovedansvaret for opretholdelse af vort politiske system. Men vælgerne, herunder ikke mindst de mange potentielle nej-sigere, har et medansvar. Det er dem der må redde systemet ved trods alt at stemme ja.
På begge sider er man enige om at sagen, ØMU og EU, er af afgørende betydning for dronningeriget. Alle mener også at vort politiske system med parlamentarisk demokrati, er det der passer danskerne bedst, både i det foregående århundrede og i dette. Der har været en lidt tilfældig diskussion om en revision af grundloven, men ingen ønsker den fundamentalt ændret. Så derfor vil det være forkert, for ikke at sige landsskadeligt, at vise den mistillid til det som et nej er udtryk for. Landsskadeligt, fordi det skader landet hvis man forkaster det parlamentariske system.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
