|
|
Kronik i Politiken, 20. maj 2000
DEBATTEN OM Danmarks deltagelse i ØMUen og euroen er løbet af sporet. Det er ikke noget nyt. Det gjorde den allerede i 1992 da der ved folkeafstemningen viste sig et spinkelt flertal imod Maastricht-traktaten hvis væsentligste element var planen om en økonomisk og monetær union. Dengang troede politikerne på Christiansborg, regering og opposition at man kunne køre den ud på et sidespor hvilket så skete i 1993. Modstanderpartierne mente at den så kunne blive stående der i en ganske lang fremtid. Tilhængerpartierne håbede på at der snart kunne vise sig muligheder for at bringe den tilbage på hovedsporet ved at arrangere en fornyet folkeafstemning. Det er det regeringen nu har gjort. Men debatten står slet ikke på noget spor. Toget bumper usikkert fremad på svellerne med fare for at vælte i muddergrøften.
Sagen er nemlig at debatten er en pseudodebat. Man lader som om det er en debat om fordele og ulemper ved Danmarks tilslutning til ØMUen. Men det som reelt kommer til afstemning, er noget helt andet. Det som står på spil, er vort politiske system, det parlamentariske demokrati. De mere tænksomme blandt de potentielle nej-sigere bør derfor tænke sig grundigt om, før de sætter deres kryds. De bevarer ikke det danske system ved at stemme nej. Tværtimod, de forkaster det.
Det lyder som en grov, paradoksal påstand der kræver nærmere forklaring. Lad mig forsøge.
TRO IKKE at man, tilhænger eller modstander, kan tage objektiv stilling til om selve planen om en europæisk møntunion er et fornuftigt projekt. Det samme gælder spørgsmålet om hvorvidt en dansk tilslutning til ØMUen, og dermed en anvendelse af euroen i stedet for kronen, rent økonomisk set er i Danmarks interesse. Det er en problemstilling som ingen, heller ikke de mest erfarne politikere eller de bedst uddannede økonomer - herunder Nyrup, Jelved og deres regnesvende i økonomiministeriet - kan give et objektivt og velbegrundet svar på. Ingen kan gøre det. Ingen er i stand til at overskue konsekvenserne af en sådan beslutning.
De lærde i økonomien kan argumentere frem og tilbage derom, men de bliver aldrig enige så det hjælper ikke at spørge dem. Vore to bedste professorer i faget, i hvert fald af min generation, Niels Thygesen og Anders Ølgård, er lodret uenige i deres vurdering af ØMUen som økonomisk projekt. Og det er ikke blot her tillands. Blandt økonomer internationalt er der tilsvarende stor uenighed, dels om hvorvidt det er et projekt som er økonomisk rationelt, dels om hvorvidt en monetær union blandt de europæiske lande overhovedet vil kunne overleve på lidt længere sigt. Så derfor er en murstenstyk bog om Danmark og euroen, som den økonomiministeriet og finansministeriet har udsendt, egentlig en absurditet. Men selvfølgelig skal der ‘oplyses’ før man ‘rationelt’ kan tage stilling, så derfor skal de ikke bebrejdes produktet selv om det er dræbende kedeligt. Og at de vurderinger som regeringens økonomer når frem til, er i overensstemmelse med den holdning, som regeringen har indtaget, det er da ikke mærkeligt. Kravet om ‘neutral’ orientering eller oplysning er simpelthen forvrøvlet snak.
Sagen er at ØMUen et politisk projekt i økonomisk forklædning. Herom er alle enige, om end ikke helt med den formulering. Men det følger jo af at det ikke er et entydigt rationelt projekt ud fra økonomiske overvejelser. Det ville have været klædeligt hvis de to ministre havde bidraget med en indledning til murstenen fra deres ministerier hvor de
havde gjort dette klart. Men de har overladt til økonomerne at skrive et ultrakort afsnit om ‘Hvorfor kom euroen?’ Og det kan jo af gode grunde kun blive til nogle bemærkninger om at
det var for ‘at høste de fulde fordele af det indre marked’, og for ‘at tilvejebringe nogle spilleregler for et bedre samarbejde blandt EU-landene’ i forventning om at det ‘ville give mulighed for en bedre økonomisk politik.’ Har man økonomiske skyklapper på, kan man jo ikke sige andet end den slags almindeligheder om et politisk projekt.
Den afgørende politiske beslutning om ØMUen blev taget i marts 1990 af Forbundskansler Kohl og Præsident Mitterrand. Og det skete bestemt ikke ud fra økonomiske overvejelser og vurderinger. Kohls rådgivning fra Forbundsbanken gik ganske givet stærkt imod projektet, og Mitterrands rådgivning, måske først og fremmest fra hans tidligere finansminister, Jacques Delors, gik utvivlsomt tilsvarende stærkt ind for projektet. Men ingen af disse råd var afgørende. Det politisk betydningsfulde var at Kohl skulle sikre sig fuld fransk accept af tysk genforening og dermed af et stort, suverænt Tyskland. Og den politiske pris som Mitterrand krævede, var fransk medbestemmelse om Forbundsbankens pengepolitik, og sandsynligvis også at det blev en franskmand der blev chef for den kommende europæiske centralbank. Det første kunne Kohl acceptere for dermed at demonstrere at Tyskland var rede til at lade sig indbinde i en politisk union. Derimod viste det sig at han ikke var i stand til at levere den sidste del af prisen. (Det blev en hollænder, som i maj 1998 blev udnævnt til chef under voldsom fransk protest.) Klogeligt undlod de to at tale om hvad de egentlig mente med politisk union, for her ville de nok have været vildt uenige.
Det politiske projekt bag ØMUen går derfor ud på at indbinde Tyskland i noget man omtaler som en politisk union. Men det er der intet som helst nyt og revolutionerende i, for det er netop hvad altid har været den politiske hensigt med hele det europæiske projekt lige siden Kul- og Stål Unionen i 1952 og Det Økonomiske Fællesskab i 1957. Det burde for længst være gået op for os danskere selv om hverken Jens Otto Krag i 1972 eller Poul Nyrup Rasmussen i år har kunnet sige det klart og tydeligt. Sådan noget siger statsministre ikke.
Det bør tilføjes at Kohl var ganske klar over denne politiske hensigt fra fransk side. Men han var parat til at acceptere den fordi han selv frygtede et stærkt Tyskland. Han tilstræbte et europæisk Tyskland ganske som den store del af den tyske befolkning. Men helt givet er det at beslutningen om ØMUen ikke blev truffet på grundlag af økonomiske overvejelser og tykke rapporter.
Men det er jo ikke det den danske debat drejer sig om. Det indgår overhovedet ikke i den. Og det er heller ikke herfra der udgår en trussel mod det danske politiske system, så lad blot spørgsmålet om Tysklands indbinding ligge.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
