|
|
DANMARK HAR sine egne væsentlige grunde til et sådant initiativ. For mere en noget andet land blandt de Tolv er det væsentligt for os at de igangværende forhandlinger med de tre andre nordiske lande lykkes. Udsigterne hertil er i øjeblikket ikke lyse. Forhandlingerne foregår på grundlag af Maastricht-traktaten. I Danmark tager vi ikke den traktat alt for alvorligt, allerede fordi vi med Edinburgh-aftalen har udelukket os selv fra de væsentligste dele af den, men også fordi vi som de andre medlemmer ved at den ikke kan realiseres fuldt ud efter det forløb ratifikationsprocessen har haft. Men de nordiske forhandlere må tage den alvorligt, og de skal alle bære den igennem en folkeafstemning.
Hertil kommer at deres afgørende motiv for at søge optagelse var politisk mere end økonomisk. Stærkest var det i Finland som pludselig blev sluppet ud af det sikkerhedspolitiske fængsel man havde befundet sig i siden 1945. Friheden i et anarkistisk tomrum var så skræmmende at optagelse i EF føltes nødvendig. Sverige blev udsat for et endnu værre identitetstab i sin udenrigspolitik fordi neutralitetspolitikken blev meningsløs, og da den svenske storindustri allerede var blevet stærkt europæiseret af det indre marked og fremdriften mod 1992, var der ikke længere nogen grund til at holde sig på afstand af EF, tværtimod. Den norske sammenbidthed om at forblive norske nordmænd, uanset hvad der skete omkring dem, gik for en tid opløsning som følge af den europæiske revolution, og regeringen benyttede chancen til at søge om optagelse.
MEN BILLEDET er nu væsentligt ændret. Den Europæiske Union har vist sig af være uden politisk rygrad, og dens økonomiske dimension er mere end sløret af depression og arbejdsløshed, samtidig med at den monetære union er udskudt til en uvis fremtid. Det vil blive svært at vinde det nødvendige flertal for et forhandlingsresultat på grundlag af Maastricht-traktaten.
Danmark kan derfor varetage sine egne og Europas interesser ved at foreslå at forløbet mod en udvidelse med de nuværende ansøgerlande sættes i stå når et resultat på det nuværende forhandlingsgrundlag foreligger, forhåbentligt i løbet af foråret. Man har tidligere standset uret for forhandlinger i EF, så hvorfor ikke igen. Umiddelbart derefter går de Tolv og alle ansøgerlande i gang med at forhandle en traktat om en politisk union som kan udfylde hullet mellem sikkerhed og udvidelse og danne indgang til en europæisk union omfattende både politik og økonomi.
De nordiske befolkninger, herunder den danske, vil hermed kunne forstå at samarbejdet om en europæisk union først og fremmest drejer sig om en fælles sikkerhedspolitik for den europæiske samfundsmodel, om frihed og demokrati, og ikke blot om rammerne for økonomisk vækst og velfærd. Og de central- og østeuropæiske lande som har behov for snarlig optagelse i den Europæiske Union, vil få deres sikkerhed om ikke garanteret, så dog styrket straks ved at blive inddraget i disse forhandlinger.
Men et dansk initiativ forudsætter selvfølgelig at Danmark er på vej til at få en sammenhængende Europapolitik. Det kan vist ikke være sandt. En realistisk bedømmelse af situationen fører desværre til at Europas sikkerhed fortsat vil vedblive at være særdeles skrøbelig. Gode europæere i den Tjekkiske Republik, Ungarn, Polen og Baltikum må lade sig nøje med EF’s hidtidige omkvæd: ‘You will get pie in the sky when you die.’ Når det sker, kan vi i stedet for Dr. Owen sende dem Frelsens Hær for at hjælpe dem i sikkerhed.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
