|
|
Kronik i Politiken, 5. december 1993
ER DANMARK ved at få en sammenhængende, realistisk Europapolitik? Det lyder for godt til at være sandt efter de sidste to års slingrende usikkerhed. Men noget kunne tyde på det hvis man ser nærmere på den tale som udenrigsministeren holdt på The Royal Academy of International Affairs i London den 3. november, to måneder efter Maastricht-traktaten var trådt i kraft.
Det er heller ikke sandt for der var store, tomme huller i talen så råber på at blive fyldt. Men det lød som om Niels Helveg Petersen var parat hertil. Og i hvert fald – hvilket var det afgørende – det var en tale hvor ministeren ikke stirrede blindt i bakspejlet, men rettede blikket fremad, en tale med en klar prioritering af de væsentligste spørgsmål.
Inden vi ser nærmere på det som ikke blev sag, er det rimeligt kort at referere hovedlinien i denne seneste offentlige præsentation udadtil af dansk Europapolitik. Først to klare markeringer om målsætningen beregnet på det britiske publikum. Det europæiske projekt må ikke blive rent interguvernementalt, dvs. degenerere til et samarbejde mellem nationale regeringer om handel og økonomi. Men lige så lidt må det bringes i fare ved et stort spring fremad med radikale institutionelle reformer sigtende mod en enhedsstat. Den Europæiske Union er en unik konstruktion som er under fortsat gradvis udvikling mellem disse to kategorier. ‘Unionen er det som vi til enhver tid gør den til,’ ifølge Helveg.
For ham (og for Danmark?) har det altid primært drejet sig om sikkerhed, om at skabe og fastholde fred gennem integration.
Opgaven er derfor nu ifølge udenrigsministeren at udstrække den zone af fred og sikkerhed som allerede er blevet etableret, ikke blot til EFTA-landene Sverige, Norge, Finland og Østrig, men også til vore naboer i Central- og Østeuropa, til Visegrad-landene integration betyder i den nuværende situation fred gennem udvidelse.
Maastricht-traktaten må dernæst realiseres, men ministeren sagde ikke et ord om det nationale kompromis. Han antydede dog at vi havde haft visse problemer som heldigvis var blevet løst i Edinburgh. Da briterne er høflige folk, var der ingen der spurgte om ikke udenrigsministeren i sin tidligere egenskab af økonomiminister havde været med til at forhandle og give uforbeholden tilslutning til planen om økonomisk og monetær union. Ej heller var der nogen som rejste spørgsmålet om ikke han nu som udenrigsminister så positivt på et forsvarssamarbejde inden for Vestunionen når han lagde så stor vægt på sikkerhed.
DET ER dog ikke her jeg mener der er væsentlige huller i Helvegs syn på den europæiske konstruktion. Finansministrene har i fællesskab slået det europæiske valutasamarbejde i stykker og har derved brændt fingrene så grundigt at ingen af dem foreløbig tør røre ved planen om monetær union. Og et forsvarssamarbejde i traditionel forstand må under alle omstændigheder tages op i en europæisk-amerikansk sammenhæng.
Nej, det er hans helt berettigede understregning af at EF’s udvidelse er nødvendig for den europæiske sikkerhed der (endnu) mangler substans. Her springer han meget hurtigt frem til at sige at sikkerhed drejer sig ikke blot om fred og stabilitet i snæver forstand, men også om økonomi, miljø, fattgigdom og social sikkerhed – og så lander vi i den ulyksalige Maastricht-traktat som er tilsvarende mangelfuld.
Det som denne traktat (og Helveg) ikke taler om, er den europæiske sikkerhed i snæver forstand. Helt konkret drejer den sikkerhedspolitiske udfordring sig nu primært om at beskytte den liberale, demokratiske samfundsmodel som er karakteristisk for Vesteuropa, og som man søger at rodfæste og stabilisere i Central- og Østeuropa. Lykkes denne opgave ikke i de ny demokratier, så retter truslen sig direkte mod den fred og stabilitet vi i Vesteuropa længe har taget for givet, og mod det samarbejde som har beskyttet den.
MEN OPGAVEN har vist sig at være langt større end nogen forestillede sig straks efter revolutionen i 1989-90. Dengang var driften mod en ‘tilbagevenden til Europa’ altovervældende, og den fik det helt konkrete mål at blive medlem af EF, for EF var symbolet på det rige og det frie, samarbejdende Europa. Denne flugt mod vest, mod EF og Nato, var solidt begrundet, kulturelt i en dybtliggende følelse især hos den intellektuelle elite af at høre hjemme i den vestlige kulturkreds, politisk i en flugt fra det kommunistiske tyranni.
For Østtyskland lykkedes flugten fordi det ganske simpelt blev indlemmet i Forbundsrepublikken og dermed også i EF og Nato. Men de øvrige lande er løbet mod en massiv mur fordi EF er et økonomisk ‘Fortress Europa’ uden nogen klar politisk dimension, og fordi deres egne økonomiske og politiske strukturer ikke har styrke til et egentligt medlemskab.
Det tragiske ved Centraleuropa, skrev Milan Kundera i 1984, er at det kulturelt er i Vest, men politisk i Øst. Det politiske fangenskab hvori disse lande blev holdt af det kommunistiske Moskva i mere end en menneskealder, invaliderede det civile samfund. Det totalitære system knuste de sociale strukturer og gjorde den største del af befolkningen til en homogen, amorf masse. Interessefællesskaber, gruppedannelser, hele det sociale mønster hvori individet finder sin identitet, og hvorpå den sociale solidaritet opbygges, blev systematisk kvalt ud fra en ideologi om det klasseløse samfund. Resultatet har været en social invalidering af samfund og individ som kommer til udtryk på alle niveauer, lige fra det personlige, elementære tillidsforhold, over den økonomiske adfærd mellem mennesker til den politiske partidannelse og parlamentariske proces. Opgaven med at få disse lande til at fungere efter en vesteuropæisk model er mange gange større end den var i Grækenland, Spanien og Portugal hvor der havde været militærdiktaturer som vel havde monopoliseret den politiske magt, men trods alt ikke bevidst havde satset på at ødelægge det sociale nervesystem.
Selvfølgelig var der nogle som ikke blev socialt invalideret af totalitarismen. I alle samfundslag er der altid enkelte der har tilstrækkelig styrke til at bevare personlig integritet og holdning. Men i de fleste tilfælde forudsatte det at de havde et intellektuelt overskud som kunne finde næring i grupper af ligesindede dissidenter. Det var også herfra de politiske ledere fremstod i overgangsperioden. Men disse folk er nu blevet kørt ud på sidespor eller helt fjernet fra den politiske magt. Det er ikke muligt at regere alene med ideer og værdier. En politisk struktur af interessefællesskaber og social samhørsfølelse er nødvendig. Hvis den ikke findes, er der frit løb for nationalistiske og populistiske instinkter.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
