|
|
HER MÅ vi et øjeblik afbryde den tætte parallel til George Marshalls tale og lade Nyrup Rasmussen reagere på den aktuelle situation i 1992-93. Lad mig minde om at økonomierne i de central- og østeuropæiske lande på det tidspunkt var brudt sammen med fald i produktionen på 20-40 pct. i løbet af tre år, med en eksplosiv inflation på flere hundrede procent årligt i flere af landene og med et totalt sammenbrud af de tidligere sociale sikringssystemer på grund af ødelæggelsen af den offentlige økonomi og den voldsomme stigning i fattigdommen. EF havde siden 1990 tilbudt landene såkaldte Europa-aftaler som skulle skabe frihandel for industrivarer, men som dog udelukkede de ‘følsomme’ områder, kul, stål og tekstiler, hvor landene havde komparative fordele. Op mod halvdelen af deres industriprodukter kunne derfor ikke eksporteres til EF som samtidig fastholdt den høje importtold på landbrugsvarer og gav eksportstøtte til sin egen eksport heraf. Det var ikke ligefrem nogen hjælp for de fattige lande mod øst, og der var derfor gode grunde til at ‘europhorien’ i disse lande var på stærkt tilbagetog.
I politisk henseende var situationen mildt sagt særdeles skrøbelig i flere af landene. Stabile demokratiske systemer fandtes ikke, og den politiske debat var stærkt personfikseret med ekstreme kræfter til både højre og venstre, mest markant i Slovakiet, Rumænien og Bulgarien. Helt galt var det gået i Jugoslavien da Slovenien og Kroatien i 1991 erklærede deres uafhængighed. Det gav anledning til en særdeles brutal krig med Serbien, især for Kroatiens vedkommende. Endnu værre var det gået i Bosnien-Hercegovina efter deres uafhængighedserklæring i foråret 1992. Krigen brød ud her få måneder senere, og Sarajevo var under konstant belejring og beskydning i 1993. Det Europæiske Fællesskabs medlemslande havde hurtigt anerkendt de nævnte landes uafhængighed, men forholdt sig herefter stort set passiv over for de ulykkelige begivenheder.
Tænk nu hvis Nyrup Rasmussen som formand for det Europæiske Råd havde fortsat sin tale i Firenze således:
PÅ DET NYLIGE møde i København drøftede stats- og regeringscheferne indbyrdes disse alvorlige udfordringer mens udenrigsministrene færdiggjorde konklusionerne af deres forhandlinger. I vore fortrolige drøftelser nåede vi frem til enighed om at tilbyde landene i Central- og Østeuropa økonomisk og politisk bistand til at sikre demokrati og markedsøkonomi på deres egne forudsætninger.
Den økonomiske bistand vil bestå i en afvikling af de restriktioner på handel og arbejdskraftens bevægelighed som vi har over for disse lande, samtidig med at vi vil afvikle den centralistiske landbrugspolitik som vi har opbygget gennem de sidste tredive år. Herved vil vi ikke blot bringe det Europæiske Fællesskab i overensstemmelse med sine egne principper og idealer. Men i og med at vi vil stille de betydelige finansielle ressourcer, som frigøres ved landbrugspolitikkens afvikling, til rådighed for investeringsopgaver i de ny demokratier, vil der blive igangsat en økonomisk udvikling til gavn for alle parter.[1]
Et stabiliserende valutarisk system er en forudsætning for at en sådan udvikling vil kunne finde sted. Da de ny demokratier endnu i adskillige år vil være for svage til at kunne indgå i den valutaunion som vi i Maastricht i 1991 enedes om at etablere inden årtiets udgang, har vi besluttet at udsætte denne uddybning af Fællesskabet og i stedet fastholde det europæiske monetære system EMS på dets oprindelige principper med et Monetært Råd bestående af deltagerlandenes centralbankguvernører. Alle europæiske lande vil blive inviteret til at deltage i dette valutasystem.
Den politiske bistand vil bestå i opbygningen af et europæisk sikkerhedssystem hvor de europæiske lande i fællesskab etablerer et egentligt Sikkerhedsråd bestående af landenes stats- og regeringschefer. Dette Europæiske Råd må have adgang til umiddelbar anvendelse af fredsbevarende styrker, væbnet magt i form af en udrykningsstyrke, et europæisk politi eller gendarmeri, som kan sikre den demokratiske ordens opretholdelse inden for Fællesskabet når medlemslandenes regeringer ikke selv er i stand hertil. Vi må i de europæiske lande ændre vor traditionelle opfattelse af den nationale suverænitet hvis vi vil værne de frihedsidealer vi har hyldet i de sidste to hundrede år. Kun herved vil vi kunne realisere målet om at skabe en Europæisk Union.
Disse tiltag som jeg her har skitseret, vil nødvendiggøre en revision af det nære forhold som siden slutningen af 1940erne har eksisteret mellem USA og dele af Europa. NATO har været det centrale element i dette forhold. Men forudsætningerne for denne forsvarspagt er ikke længere til stede. Europa er ikke længere udsat for en ydre trussel af samme karakter som tilfældet var indtil Sovjetunionens sammenbrud. Europa vil derfor nu være i stand til at tage vare på sin egen sikkerhed hvilket også vil medføre et mere afbalanceret forhold til USA som vil blive lettet for den betydelige byrde som de har påtaget sig med forsvaret af Europa.
Lad mig understrege nødvendigheden af at afhjælpe den sociale nød som er fulgt i kølvandet på det politiske og økonomiske sammenbrud i Øst. Den europæiske politiske kultur er udover demokrati og markedsøkonomi karakteriseret ved en social ansvarlighed som dybt præger vore politiske holdninger og partier fra nord til syd, hvad enten vi betegner dem som social-demokratiske eller kristlig-demokratiske, som arbejderpartier eller konservative partier. Folkene i de ny demokratier hylder de samme idealer, det er det som gør dem til europæere i politisk forstand, og vi har derfor et ansvar for at disse idealer kan søges realiseret også hos dem.
[1] Landbrugspolitikken belaster i dag EU’s budget med ca. 300 mld. kr. (40 mld. $) årligt. Marshallhjælpen beløb sig til ca. 25 mld. $ årligt (2002-priser) i fire år.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
