|
|
EFTER DETTE opdaterede og konkrete indslag i Nyrup Rasmussens Firenze-tale, kan vi fortsætte vor fiktion med en klar parallel tekst til George Marshalls Harvardtale. Han havde her utvivlsomt Stalin og russerne i tankerne. I 1993 ville det nok mere være Milosovic og serberne der sigtes til, men også andre:
Vor politik er rettet ikke mod noget land eller doktrin, men mod sult, fattigdom, desperation og kaos. Dens formål vil være genetablering af en fungerende økonomi og et stabilt demokrati i alle dele af Europa for hermed at muliggøre udviklingen af politiske og sociale forhold hvorunder frie institutioner kan eksistere. Jeg er overbevist om at en sådan bistand ikke må ske stykkevis og delt efterhånden som forskellige kriser udvikler sig. Enhver bistand som det Europæiske Fællesskab, vil yde fremover bør tilsikre en effektiv løsning og ikke blot en lappeløsning. Enhver regering som er villig til at bidrage til denne genrejsningsopgave vil møde fuldt samarbejde fra det Europæiske Fællesskab. Enhver regering som søger at blokere for genrejsningen af andre lande kan ikke forvente hjælp fra os. Desuden vil regeringer, politiske partier eller grupper som søger at fastholde menneskelig elendighed for at drage politisk eller anden fordel deraf, møde modstand fra EF.
Det er ganske åbenbart at før det Europæiske Fællesskab kan gå længere i dets bestræbelser på at lindre situationen og hjælpe disse lande på deres vej mod genrejsning må der være en grad af overensstemmelse mellem dem med hensyn til det som situationen tilsiger og den rolle som disse lande selv må spille for at opnå den rette virkning af de handlinger som EF påtager sig. Det vil være hverken passende eller virkningsfuldt hvis vi i EF påtog os ensidigt at udarbejde et program beregnet på at bringe Europa på fode igen politisk og økonomisk. Initiativet må komme fra disse lande selv. EFs rolle bør bestå i et tilbud om hjælp til at indgå i en Europæisk Union. Planen herfor må være en fælles plan som et antal, hvis ikke alle, europæiske nationer kan tilslutte sig.
HVIS NYRUP Rasmussen på EFs vegne havde været i stand til at holde denne tale i slutningen af juni 1993, ville Europa have set anderledes ud i dag. Men EF var sig selv nok. Jacques Delors var ikke nogen Dean Acheson eller George Kennan, François Mitterrand ikke nogen George Marshall og Helmut Kohl ikke nogen Henry Truman. Så derfor blev talen ikke holdt.
Var den blevet holdt, ville de øst- og centraleuropæiske lande sandsynligvis have oplevet en udvikling siden 1993 svarende til den som skete i Vesteuropa fra 1948 til 1958. Og så havde vi med stor sandsynlighed undgået de forfærdelige begivenheder som udspillede sig på Balkan senere i 1990erne.
Med det kendskab vi nu har til de politikere som havde ansvaret for europæisk politik i årene omkring og efter Berlinmurens fald, er det nok mere end fantasifuldt at prøve at gennemtænke et scenarium som overfor beskrevet. Måske ville det være mere realistisk at prøve at tænke på hvorledes det mon var gået i Europa hvis George Marshall ikke havde holdt sin tale.
Der var engang der var statsmænd til, også i USA. Vi har meget at være dem taknemmelige for.
På mødet i København i 1993 spillede de europæiske ledere måske ikke violin mens Balkan brændte og gløderne ulmede i mange andre lande østpå. Men hvad gjorde de så? Der var i hvert fald ingen af dem der drømte om at invitere disse lande ind i Fællesskabet her og nu.
I december 2002 vil de europæiske ledere igen sidde i København og komponere smukke ord om Unionens (eventuelle) udvidelse. Men der er stadig ingen der tænker realistisk på at etablere et sikkerhedsfællesskab for hele Europa som en forudsætning for fred og fremgang.
Ringen ‘fra København til København’ vil blive sluttet uden vi er kommet en smule længere end til et økonomisk fællesskab for os selv.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
