|
|
SPØRGSMÅLET nu er om samarbejde kan erstatte manglende lederskab. Der er ikke meget som tyder på det. Det seneste G-7 møde (G-5 gruppen - USA, Japan, Tyskland, Frankrig og England - blev i 1986 udvidet med Italien og Canada) for få uger siden fandt ikke anledning til at fejre 50-året for Bretton Woods aftalen. Mødet blev afholdt i skyggen af kraftige fald i dollarens værdi, især i forhold til den japanske yen. Ingen har været i stand til at give nogen fornuftig forklaring på hvorfor markederne har skabt dette kursfald. Der er mindst lige så mange bud som der er økonomiske kommentatorer. Når rådgiverne er rådvilde, er det ikke sært at regeringslederne bliver usikre. Derfor tav de.
Men der er spinkle tegn på at seriøse overvejelser er i gang. Valutafondens administrerende direktør, franskmanden Michel Camdessus, holdt i begyndelsen af juni et foredrag i Washington hvor han på personlig basis og i forsigtige vendinger foreslog en tilbagevenden til Bretton Woods aftalens principper om faste, men justerbare valutakurser. Ligeledes har en gruppe af indflydelsesrige finansfolk i USA under forsæde af den tidligere direktør for den amerikanske centralbank, Paul Volcker, for nylig i en rapport foreslået at Valutafonden bliver det centrale organ for en genskabelse af et system hvor valutakurserne bringes under kontrol på basis af langsigtede vurderinger.
Der er ingen som gør sig forestillinger om at det vil være muligt eller ønskeligt at etablere et system med fastlåste kurser mellem de største valutaer, dollar, yen og mark. Og alle er klar over at et stabilt valutasystem forudsætter en høj grad af økonomisk stabilitet i de større lande - en enkelt stabilisator er ikke længere tilstrækkelig. Samarbejde på grundlag af fælles forståelse er nødvendig.
Clinton-regeringen forholder sig meget afslappet til dollarens værdi i forholdt til andre valutaer. Præsidenten synes at være enig med daværende finansminister Connally's udtalelse fra 1971: ‘The dollar may be our currency but it's your problem’ - dollaren er nok vores valuta, men det er jeres problem. Desværre står europæerne i dag uden forudsætninger for at indgå i forhandlinger med USA og Japan om et nyt Bretton Woods System. EF/EU spillede sine kort af hænde da EMS'en brød sammen i 1993. Sammenbruddet kan ikke blot bebrejdes tyskerne. Det skyldtes lige så meget franskmændenes vedholdende arrière-pensée om at få indflydelse på tysk pengepolitik, en tanke som de skjulte bag ideologien om den monetære union og som fortrængte analysen af unionens politiske forudsætninger. Skal den Europæiske Union tages alvorligt som en politisk enhed, må den genskabe EMS'en, og dens deltagere må blive enige med sig selv om målsætning og midler for den økonomiske politik i stedet for de tilfældige kriterier for den monetære unions tredie fase som blev nedfældet i Maastricht-traktaten.
I 1960'erne var der i store træk enighed mellem USA og Europa om at tilstræbe økonomisk velfærd og fuld beskæftigelse, og man mente at have midlerne hertil. Men i dag er der tvivl om såvel mål som midler, selv inden for den Europæiske Union. Derfor er der ikke megen lyst til at fejre jubilæet for Bretton Woods.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
