|
|
KEYNES fik ret i sin frygt eller forudsigelse, i hvert fald i nogen grad. De to institutioner blev i 1947-48 lagt i kuvøse fordi de var om ikke født for tidligt, så i hvert fald for små. Den økonomiske genrejsning af Europa og de valutamæssige problemer der knyttede sig hertil, viste sig at være en langt større opgave end forudset. Den umiddelbare nød og elendighed var overvældende. Produktion og handel var næsten lammet, og tanken om hurtigt at indføre fri omveksling af penge (konvertibilitet) landene imellem blev skrinlagt efter at den engelske centralbank i 1947 havde forsøgt med det britiske pund - og i løbet af få dage havde tabt næsten hele sin valutabeholdning.
Men da viste det sig at USA optrådte i rollen som den gode fe, måske nok motiveret af en politisk bagtanke i den nu todelte øst-vest verden, men alligevel. Marshall-hjælpen til Europa var af en helt anden størrelsesorden end de beløb som Valutafond og Verdensbank kunne håndtere, og strømmen af forsyninger satte i løbet af få år en kraftig, økonomisk vækst i gang. Den europæiske samarbejdsorganisation (OEEC) og betalingsunion (EPU) skabte muligheder for handel og betalinger, indtil forudsætningerne for, hvad vi nu anser for et normalt åbent internationalt system, var blevet etableret i 1958. Det var først herefter at Bretton Woods Systemet (BWS) med frie betalingsstrømme og faste valutakurser blev vækket efter ti års dvale.
Den kraftige økonomiske vækst med fuld beskæftigelse og lav inflation i industrilandene fortsatte igennem 1960'erne. Det er ofte blevet fremhævet at Bretton Woods Systemet var en væsentlig forudsætning herfor. Systemets kerne var de omvekslingskurser i forhold til den amerikanske dollar som landene havde anmeldt til Valutafonden. De kunne i princippet kun ændres med fondens godkendelse når et land havde fået et ‘fundamentalt underskud’ på sin betalingsbalance. Til daglig var centralbankerne forpligtet til at fastholde markedskursen inden for en snæver margin på 1 pct. omkring den officielle parikurs. Systemet sikrede dermed en stabilitet som dannede basis for den internationale handel og den økonomiske vækst.
Det fungerede imidlertid kun fuldt ud i femten år. Som nævnt var det først i 1958 at systemet blev iværksat og dets regler bragt i anvendelse. I marts 1973 blev det suspenderet og er ikke siden blevet genindført. Efter nogle års forløb fik man justeret traktatgrundlaget for IMF, så det blev helt betydningsløst som valutapolitisk grundlag, og siden begyndelsen af 1980'erne har fondens og bankens arbejde udelukkende drejet sig om styring af og bistand til udviklingslandenes økonomi.
Den almindelige forklaring på at BWS brød sammen, er at systemet byggede på den amerikanske dollar som international nøglevaluta. En stor del af den internationale handel, især med råvarer og olie, blev afviklet i dollars, og landenes centralbanker holdt deres valutareserver i dollars. Systemet var stabilt, så længe dollaren var stabil. Men i slutningen af 1960erne blev den amerikanske økonomi overanstrengt fordi kongressen ikke var parat til at udskrive tilstrækkelige skatter til finansiering både af et socialt velfærdsprogram og af Vietnamkrigens omkostninger. Tilliden til dollaren blev undergravet at et stigende underskud på den amerikanske betalingsbalance. USA følte sig presset til i august 1971 at suspendere sin forpligtelse til at omveksle dollar med guld. En revideret aftale om valutakurser blev forsøgt indført fire måneder senere, men den holdt kun til marts 1973 hvor de europæiske centralbanker efter en fornyet devaluering af den amerikanske valuta opgav at støtte dollaren på valutamarkederne. Siden da har den amerikanske dollar i princippet været flydende, dvs. at dens værdi bestemmes af udbud og efterspørgsel på de internationale valutabørser.
EFTER DE traumatiske oplevelser i 1971-73 var der ingen som havde fantasi og kraft til at tænke på mulighederne for at genetablere et globalt valutasystem, slet ikke da OPEC-landenes olieprisforhøjelser i 1973 og 1979 vendte op og ned på internationale betalingsstrømme. Amerikanerne tog det med nogenlunde sindsro for dollaren blev ved med at være den dominerende valuta i verdenshandelen. Europæerne derimod opfattede uroen som en udfordring da de så deres pengemarkeder blive oversvømmet af greenbacks, dollarsedler. Derfor besluttede EF-landene i 1978 at etablere deres eget valutasystem, EMS, der skulle sikre en relativ høj stabilitet indbyrdes mellem de deltagende valutaer.
EMS'en, det europæiske 'Bretton Woods System', blev en succes idet de deltagende valutaer indbyrdes var ganske stabile selv under de voldsomme bevægelser som dollaren og pundet (Storbritannien havde holdt sig uden for EMS-samarbejdet) blev udsat for i den første halvdel af 1980'erne. Den amerikanske regering (præsident Reagan) og den britiske (premierminister Thatcher) valgte en markant ideologisk-liberalistisk holdning til problemerne og afviste enhver tanke om at kontrollere eller øve indflydelse på markederne. Resultatet var at valutaerne blev udsat for det som den britiske økonom Susan Strange har kaldt ‘Casino Capitalism’. Markedsværdien af dollaren eller pundet blev udelukkende bestemt af forventninger til hvad værdien ville være om ganske kort tid, en uge, en dag eller en time. Disse forventninger dannede deres egen 'sneboldvirkning' hvor et rygte forstærkede et andet, og resultatet, valutakursen, blev helt løsrevet fra virkeligheden, fra de faktiske omkostninger ved produktion og handel på længere sigt. Store dele af britisk industri som var afhængig af eksport, blev slået i stykker ved den overvurdering af pundet som skete i disse år.
Det blev trods alt for meget for mindre ideologisk orienterede politikere, og på et møde i september 1985 enedes finansministrene for de største lande (fem-lands gruppen G-5) om at de gennem interventioner på markedet ville sikre mere rimelige forhold. Det har de så med skiftende held gjort siden, omend ikke på særligt overbevisende manér. Verdenen er ikke den samme som i 1950'erne og 60'erne hvor der var en uomtvistet leder, USA, der var et stabiliserende anker.
MEN ER det rigtigt at Bretton Woods Systemet brød sammen i 1971-73 fordi USA trak sig tilbage fra sin lederrolle og lod systemet sejle siden egen sø? På baggrund af 1980'ernes erfaringer er der nu ved at danne sig en opfattelse af at stabiliteten i 1960'erne først og fremmest skyldtes en fundamental enighed mellem landene om mål og midler, om at opbygge en velfærdsstat og sikre fuld beskæftigelse ved hjælp af den økonomiske politik. Stabiliteten blev imidlertid undergravet fordi man ikke var tilstrækkelig opmærksom på at holde en balance mellem velfærd og effektivitet, mellem 'stat' og 'marked', og skrøbeligheden blev afsløret da oliepriserne sendte to voldsomme inflationsbølger gennem den internationale økonomi. Herefter tog politikerne tilflugt i ideologien i stedet for analysen.
Der er mange lighedspunkter mellem den skæbne som BWS led i 1971-73, og det som skete med EMS, det europæiske system, i 1992-93. Begge systemer fungerede ganske godt i ti år, men herefter stivnede de fordi politikerne afviste af foretage nødvendige valutakursændringer. Til sidst brød de sammen på grund af indre spændinger.
Der er ingen tvivl om at USA helt dominerede BWS. Amerikanerne havde på forhånd sikret sig en vetoret gennem stemmefordelingen, og ingen beslutning i Valutafondens bestyrelse blev truffet imod det amerikanske finansministeriums vilje. Tilsvarende var det Tyskland, som på grund at sin økonomiske vægt kom til at dominere EMS, og den tyske forbundsbanks pengepolitik blev retningsgivende for hele Europa. Omkring 1970 var det USA som ikke længere fungerede som stabilisator for BWS, og i 1991 var det Tyskland som gav pokker i den økonomiske stabilitet gennem den måde hvorpå foreningen med Østtyskland blev gennemført.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
