|
|
Kronik i Politiken, 22. juli 1994
BRETTON WOODS er en mindre by i staten New Hampshire nord for New York. Her samledes i juli 1944 delegerede fra 44 lande til en konference hvor man lagde planer for den økonomiske genopbygning og organisering af den verden som skulle bringes til at fungere når den store krig var slut. Stort set alle lande uden for aksemagterne var repræsenterede, også Sovjetunionen som med stor ihærdighed deltog i drøftelserne.
Efter tre ugers intensive forhandlinger satte delegationslederne deres initialer under det færdige resultat som senere blev kendt under navnet Bretton Woods Aftalen, og som førte til oprettelsen af de to institutioner, Den internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken (IBRD), hvis opgave blev at regulere det internationale valutasystem og fremme finansiering af genopbygning og udvikling efter krigen.
Forberedelserne til mødet i Bretton Woods var begyndt allerede i 1941 gennem et snævert samarbejde mellem ledende folk i det amerikanske og det britiske finansministerium, og aftalen blev grundsten for den multilaterale bygning som mænd af gode viljer søgte at rejse efter krigens slutning. Den drivende intellektuelle kraft i dette arbejde og den dominerende figur på konferencen havde været den engelske økonom, John Maynard Keynes. I sin tale ved konferencens sidste møde den 22.juli 1944 sagde han bl.a. at ‘hvis vi kan fortsætte som vi nu er begyndt, så vil det mareridt i hvilket de fleste af os her tilstede har tilbragt alt for meget af deres liv, være slut. Broderskab mellem mennesker vil da blive mere end en frase.’
Amerikanere og briter var forinden mødet blevet enige om de væsentligste dele af aftalen. Forhandlingerne i Bretton Woods drejede sig mest om den relative indflydelse gennem kapitalindskud og stemmevægt de enkelte lande skulle have i de to institutioner. Trods Keynes' store indsats var aftalen domineret af amerikanske synspunkter, og hans vision om en verden grundet på broderskab mellem folk viste sig umulig at opretholde. Sovjetunionen trak sig ret hurtigt tilbage fra aftalen, og på åbningsmødet for de to institutioner i marts 1946 var det klart at USA 'satte sig' på dem. Det var ved dette møde at Keynes i en åndfuld tale antydede muligheden af 'tvillingerne' kunne falde i en tornerosesøvn. Måske havde man glemt at invitere den onde fe med til dåben. ‘Hvis det er tilfældet,’ sagde han, ‘vil de forbandelser som den onde fe vil udtale, lyde sådan: 'I to skarnsunger vil vokse op som politikere; hver enkelt af jeres overvejelser og handlinger vil have en arrière-pensée, en bagtanke; enhver beslutning vil blive taget ikke for sin egen skyld eller ud fra sine egne forudsætninger, men på grund af noget andet.' Hvis dette skulle ske, så ville det bedste der kunne hænde - og det vil måske blive tilfældet - være at børnene faldt i en evig søvn for aldrig at vågne eller blive set igen på menneskehedens gader og stræder.’
Den amerikanske finansminister, Fred Vinson, blev dybt fornærmet da han mente sig sammenlignet med den onde fe.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
