|
|
DEN BRITISKE økonomiske historiker Alan Milward har hævdet den tese at Kul- og Stålunionen og senere Det europæiske økonomiske Fællesskab, EF, har haft til formål at redde den europæiske nationalstat*. Det lyder paradoksalt og vil nok få danske unionsmodstandere til at ryste forvirret på hovedet, for hvis det er tilfældet, har de jo helt misforstået situationen.
Argumentationen er at det element, som har legitimeret den moderne nationalstat i de sidste mange årtier, er udbygningen af borgernes sociale rettigheder. Denne udbygning har kun kunnet ske på baggrund af en kraftig økonomisk vækst. Men økonomisk vækst forudsætter et snævert internationalt samarbejde om handel og valuta. Skulle nationalstaten overleve efter de ulykker, som nationalismen havde ført Europa ud i, så måtte den acceptere et sådant samarbejde. Derfor blev EF dannet.
Hvis Milward's tese holder, er der god grund til at betragte situationen med alvor. Det indre marked bragte ikke den vækst, som Delors-kommissionen havde forudset. Det er indlysende svært at overbevise folk om at møntunionen vil sikre fortsat eller fornyet vækst. Tværtom. Bestræbelserne på at opfylde unionens konvergens-krav har lagt en kraftig dæmper på vækst og beskæftigelse i adskillige lande. Det økonomiske argument for Europa kan ikke bære projektet længere, end det har gjort.
Statsministeren ved sikkert, han løber en risiko, når han nu vil stille danskerne over for spørgsmålet om, hvorfor vi er med i samarbejdet (Politiken, 15.12.1996). På den ene side er det fire år for sent. Han burde nok have stillet det i 1993 i stedet for at være landet med de absurde forbehold, han fik godkendt i Edinburgh. De stillede ham faktisk på sidelinien, og det er dér, danskerne befinder sig bedst. Han risikerer at det er det svar, han får på sit spørgsmål. For er vi ikke, som nogen har sagt, en nation af ‘backseat-drivers’?
Men på den anden side er det måske for tidligt at stille spørgsmålet? Vil statsministeren selv kunne give et overbevisende svar, når han har set det magre resultat af regeringskonferencen til foråret?
DOG, MILWARD har kun delvis ret. Der var ikke blot tale om en overlapning af nationale, økonomiske interesser, da det europæiske projekt blev iværksat. Et oprigtigt ønske om at skabe et fredeligt Europa baseret på demokratiske principper var utvivlsomt også medvirkende. Men det var politisk set ikke tilstrækkeligt til at bære projektet, og iøvrigt tog amerikanerne sig jo af opgaven at fastholde freden i Europa.
Men det gør de ikke mere. De vil i hvert fald helst overlade opgaven til europæerne selv og griber kun ind, hvis vi ikke selv kan finde ud af det. Og det kan vi ikke, hvilket især udviklingen i det tidligere Jugoslavien viser med stor tydelighed. Nato-udvidelsen er et andet bevis.
Det, som nu afsløres i sandhedens time, er at det europæiske projekt, Den europæiske Union som det ironisk kaldes siden 1991, ikke er i stand til at påtage sig ansvaret for at opretholde freden i Europa, en fred baseret på demokratiske principper. Demokrati er ikke det naturlige politiske system for samfundet. Det er ikke et system, som opstår af sig selv. Det må opbygges møjsommeligt over generationer, og det må kunne forsvares for at være stabilt.
De ny demokratier mod øst er på ingen måde stabile. Og de stabiliseres ikke ved løfter om at de kan vende tilbage til Europa, når engang de er blevet tilstrækkeligt rige ved hjælp af en uhæmmet markedsøkonomis brutalitet. Ej heller ved i Nato at få en tvivlsom militær beskyttelse mod en ikke længere eksisterende trussel. Men de kunne opnå politisk stabilitet ved at blive indlemmet i et politisk Europa, som i yderste fald vil være rede til at sætte magt ind på at forsvare demokratiet mod nedbrydning indefra.
Det havde været meget lettere for os i Vest, hvis alle Østlandene i 1990 blot var sunket i havet, og et ocean havde åbnet sig mellem os og russerne. Men det skete ikke. De klarede revolutionen stort set ved fredelige midler. Og nu vil de være en del af ‘vort’ Europa.
I en vis forstand er vi tilbage i München 1938. Vi tror, som Chamberlain, at have fået ‘fred i vor tid’ med nogle papirer om Partnerskab for Fred, Europaråd og OSCE-samarbejde. Landene i Central- og Østeuropa ligger langt borte, og vi kender meget lidt til dem. De må klare sig, som bedst de nu kan, med lidt moralsk støtte og løfter på fremtiden. Vi varetager fortsat vore nationale interesser, således som vi økonomisk set opfatter dem.
* Alan S. Milward: The European Rescue of the Nation-State. London 1992.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
