|
|
FOR DET ANDET udvidelsen. Enhver erkender at Ministerråd og Kommission ikke kan fungere med de nuværende regler, hvis samarbejdet udvides til 25 lande. EU har givet landene i Øst- og Centraleuropa tilsagn om at de ad åre vil blive optaget, og adskillige af dem har allerede indgivet ansøgning. Det er derfor hensigten at man på den igangværende regeringskonference om en revision af Maastricht-traktaten skal nå til enighed om en væsentlig udvidelse af området for flertalsafgørelser i Ministerrådet og en begrænsning af Kommissionens størrelse og sammensætning.
Tilsyneladende har der ikke været nogen bevægelse i forhandlingerne om dette brændbare emne. Det skulle ikke undre, hvis der til juni, når konferencens resultat skal godkendes af regeringscheferne, vil ske en omgåelsesmanøvre. Hele substansen med hensyn til landbrugspolitik og handelspolitik omkring disse landes indlemmelse i EU er så besværlig at en egentlig udvidelse har meget lange udsigter. Og nu ser det ud til at der i løbet af foråret sker noget afgørende omkring en udvidelse af Nato med Polen, Tjekkiet og Ungarn, så en væsentlig del af presset østfra om at ‘vende tilbage til Europa’ letter. Så kan EU glemme alt det besvær, som deres indlemmelse i den økonomiske union vil give.
Hvis tilmed - for at vende tilbage til Roy Denman's vision - de femten i løbet af nogle få år indskrænker sig til en union af elleve med et vedhæng på fire, som ikke tager del i de afgørende beslutninger, så er problemet løst. De tre ny Nato-medlemmer kan komme med under en meget lang overgangsordning, mens de øvrige lande i Øst kan placeres på sidelinien sammen med periferi-landene Storbritannien, Sverige, Danmark og Grækenland.
Det vil være for meget at påstå at noget sådant i øjeblikket er den fransk-tyske strategi. Men det kan ikke nægtes at udviklingen har tendens i den retning. Og ved nærmere eftertanke, hvorfor ikke? Franskmændene ville være glade for at udelukke den ‘perfide Albion’ (Storbritannien), og tyskerne ville være tilfredse med at få skabt stabilitet på deres østgrænse. Begge ville græde tørre tårer over at de besværlige danskere og svenskere holder sig tilbage, og de ville trække vejret lettet over at slippe af med grækerne.
MEN VAR DET dét, der var meningen med det europæiske projekt? Eller hvad var egentlig meningen dengang for 40-50 år siden, da samarbejdet mellem de europæiske lande (vest for jerntæppet) begyndte?
Der er grund til at rejse det spørgsmål, fordi den fundamentale ændring af Europakortet, som er sket siden 1989, har bevirket at de europæiske folk og ikke mindst deres politiske ledere er i vildrede med, hvad de egentlig vil med projektet.
Det er blevet en accepteret myte at det begyndte i maj 1950, da den franske udenrigsminister Robert Schuman forelagde sin plan om en Kul- og Stålunion. Hensigten hermed var at umuliggøre en ny krig mellem Frankrig og Tyskland, og det fransk-tyske sammenhold har lige siden været drivkraften i integrationsprocessen. Det politiske formål har hele tiden været at fastholde freden i Europa. Men hvor megen realitet er der i denne myte?
Det er i hvert fald en realitet at oprindelsen til det europæiske samarbejde går tilbage til juni 1947, da den amerikanske udenrigsminister George Marshall forelagde sin plan for en massiv økonomisk bestand til genopbygningen af Europa. Amerikanerne insisterede på at hjælpen skulle administreres i fællesskab af de europæiske lande, men de europæiske regeringer vendte sig imod denne tanke. De ville meget hellere forhandle bilateralt med USA om pengene og dermed på egen hånd selv bestemme over dem. Men amerikanerne gennemtrumfede deres vilje og fik dannet OEEC, Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde, hvorigennem Marshall-hjælpen blev kanaliseret i de følgende fem år. Det var også amerikanerne, som et par år senere pressede europæerne i gang med at fjerne handelsrestriktioner og frigøre valutahandel inden for EPU, den europæiske betalingsunion.
Tyskland eksisterede ikke i disse år. Det var først i 1949 Forbundsrepublikken blev dannet. Men Frankrig var genopstået i 1944-45. De Gaulle gjorde Jean Monnet til chef for den franske økonomiske planlægning, som satsede på en opbygning af sværindustrien. Hensigten var at bringe Frankrig som industrimagt på niveau med England og Tyskland. Derfor var det nødvendigt at sikre fransk adgang til Ruhr-distriktets kul- og stålressourcer. Men de allierede kunne ikke blive enige om en internationalisering af området, som Frankrig havde satset på, og da Atlantpagten blev dannet og et Tyskland genetableret, forsvandt muligheden.
Det var i denne situation at Jean Monnet så at Frankrigs nationale interesse bestod i at etablere en kul- og stålunion med Tyskland under en overnational myndighed. Og det var åbenbart for den nyudnævnte tyske Forbundskansler, Konrad Adenauer, at det var i Tysklands nationale interesse at acceptere en sådan plan uden forbehold. At briterne på det tidspunkt ikke så det som værende i deres nationale interesse at gå ind i en sådan union, kan ikke undre.
Realiteten bag det europæiske projekt er at det baserer sig på et sammenfald af nationale interesser mere end på en ide om et europæisk politisk fællesskab. Hermed være selvfølgelig ikke sagt at the founding fathers ikke havde en vision om et ‘Europa’. Der kan ikke herske tvivl om at de alle delte et stærkt håb herom. Men den politiske drivkraft har hele tiden været den nationale interesse, herunder især den snævert økonomiske interesse. Vi danskere behøver såmænd ikke skamme os over at det også har været tilfældet for vort vedkommende.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
