|
|
MED KOMMISSIONENS afgang er EU's institutionelle krise brudt ud før end ventet. Men var det ikke sket nu, ville det være kommet inden længe, for bomben har tikket i ti år. Man havde ventet det ville ske når antallet af medlemslande simpelthen fik det til at bryde sammen fordi et bureaukratisk system skabt til at håndtere seks lande og fire sprog vil ikke kunne klare seksogtyve lande og enogtyve sprog. Gang på gang har man undladt at tage stilling til problemet, men har ageret som molboen der læssede sten på sin vogn - ‘kan den tage den, så kan den også tage den’, indtil vognen brød sammen.
Det er en af grundene til at udvidelsen mod øst endnu ikke er sket. En anden er at forhandlingerne herom udelukkende kører på systemets betingelser, nemlig en tilpasning af ansøgerlandenes lovgivning til acquis communautaire, det allerede vedtagne regelsæt på op mod 100.000 sider papir. Og disse forhandlinger køres af Kommissionen, en bureaukratisk maskine som er præget af magtens arrogance. Det har været ydmygende at sidde på den anden side forhandlingsbordet.
Men fordi Europa er et anarki, et politisk system uden ledelse, er USA gået ind med sine løsninger. Skønt alle, og ikke mindst østeuropæerne inklusive russerne, havde ønsket at det var EU der blev udvidet østpå og ikke NATO, så blev det omvendt fordi ‘hvis NATO-udvidelse kan ske hurtigere, hvorfor så vente indtil tomatavlerne i Centraleuropa begynder at bruge de rigtige pesticider?’ - som den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright sagde for et par år siden.
Det var en magtkamp mellem Parlamentet og Kommissionen foranlediget af det forestående valg der udløste EU's institutionelle krise. Muligvis bliver det øjeblikkelige tomrum udfyldt med hastige lappeløsninger, men det europæiske projekt vil fortsat svækkes hvis ikke man formår at tilpasse institutionerne til opgaven, at sikre fred og stabilitet i Europa. Det kræver dybtgående nytænkning, som Kommissionen ikke er i stand til at præstere. Den er selv en væsentlig del af problemet fordi et bureaukrati principielt kun kan tænke i de baner der er udstukket for det. Desuden har ethvert bureaukrati en indbygget tilbøjelighed til at forsvare, hvis ikke udvide sine magtpositioner. Og det drejer sig om at nedbryde den magt, som Kommissionen mener den er tillagt.
Der er et skrigende behov for en politisk ledelse baseret på politisk legitimitet og ansvar. Kommissionen har ingen af delene. Parlamentet kan ikke udgøre en ledelse, det kan højst kontrollere en sådan. Og Rådet, regeringerne, medlemsstaterne, befolkningerne er ude af stand til at definere eller acceptere en europæisk ledelse. Derfor sejler vi videre med de uanvendelige erfaringer fra en anden verden end den vi nu lever i.
Men regeret bliver der alligevel. Det bliver bare af USA og ikke af Europa. Det bliver på amerikanske betingelser, politisk og økonomisk. Det er det, der sker i disse dage og måneder. Men er det dét, vi vil?
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
