|
|
MED TRAKTATEN for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som blev underskrevet i april 1951 af repræsentanter for de seks lande, blev strukturen for de europæiske institutioner fastlagt. Det er i store træk den samme struktur som Den Europæiske Union i dag er udstyret med. Den er fundamentalt præget af den politiske situation, som den gang eksisterede i Europa, og af den forestilling om forholdet mellem politik og økonomi, som Monnet mere end nogen anden repræsenterede. Ganske vist fik den ikke helt den 'overnationale' karakter, som han og Schuman havde ønsket, fordi Benelux gjorde vrøvl. De fik indført en Forsamling udpeget af de nationale parlamenter, en institution som slet ikke var med i Monnet's oprindelige plan, og de fik også givet større stemmevægt til de små lande i Ministerrådet end franskmændene havde regnet med. Men det afgørende nye var den overnationale institution, den Høje Myndighed, som trods disse justeringer fik en meget betydelig magtposition. Det er denne institution, som blev til Kommissionen i EF seks år senere, hvor dens magt dog blev en del beskåret. Men modellen er principielt den samme i dag.
Den Høje Myndighed skulle varetage den 'europæiske interesse' og derfor alene have initiativret til den fælles lovgivning, mens de nationale interesser kunne brydes i Ministerrådet hvis magt derfor ikke måtte blive for stor. At der opstod et demokratisk underskud, tænkte kun de mindre lande på. Demokrati skulle omgås med forsigtighed. Dels var det baseret på nationalstaten, dels var det jo - når det kom til stykket - ved hjælp af demokratiske regler at Hitler var kommet til magten.
Monnet's hensigt var at skabe et institutionelt system der var hævet over den politiske nationale magtkamp, som havde bragt så megen ulykke over Europa. Han citerede gerne den svejtsiske filosof Amiel: ‘Det enkelte menneskes erfaringer må opbygges forfra. Kun institutioner bliver klogere idet de opsamler den kollektive erfaring, og mennesker der er undergivet det samme regelsæt vil gennem denne erfaring og klogskab se ikke blot deres natur skifte karakter, men også deres adfærd vil gradvist ændre sig.’
Det er denne tankegang der ligger bag Kommissionens rolle i EU. Det adfærdsmønster, som her udviklede sig, blev en afspejling af den franske politiske kultur med et stærkt hierarki og en lukket, teknokratisk beslutningsproces, domineret af administratorer der ved bedre, fordi de var uddannet til at vide bedre. En sådan kultur giver rige muligheder for at udvikle magtens arrogance.
For at forstå hvor dybt den aktuelle krise omkring Kommissionen stikker, må man have disse forudsætninger med. EU's institutionelle struktur blev dannet i en periode hvor:
1) Europa var aldeles uden indflydelse på den storpolitiske situation som over for Sovjetunionen blev håndteret af USA, også på (Vest)europas vegne, ved hjælp af atombomben og terrorbalancen;
2) det europæiske projekt omfattede seks lande, hvoraf Tyskland var moralsk og politisk sønderknust og splittet, uden fuld suverænitet, mens de øvrige ca. tyve lande enten ikke ville eller ikke måtte deltage i projektet;
3) den politiske legitimitet først og fremmest blev baseret på økonomiens tilstand, og alle bestræbelser blev derfor sat ind på at skabe en økonomisk vækst der kunne danne grundlag for udviklingen af en velfærdsstat.
EUROPA 1999, ak hvor forandret.
Sovjetunionen er opløst, Rusland i dyb armod og kaos, USA ude af stand til ansvarligt at definere endsige udfylde sin rolle som solo-supermagt, og Europa et anarki idet det mangler politisk ledelse.
EF er vokset fra seks til ni til tolv til femten medlemslande i EU og yderligere en halv snes langt fattigere lande banker på for at komme ind i det, de betragter som et økonomisk paradis.
Tyskland er samlet og derfor den største og økonomisk stærkeste magt i Europa med fuld og uantastet suverænitet som danner grundlag for en fornyet selvbevidsthed.
Den økonomiske vækst halser videre på sin egen globaliserede inerti uden at nogen politisk vilje eller evne kan mobiliseres til at lægge rammer for det frie markeds værste udskejelser, mens de skræmte europæiske politikere bestræber sig på at nedtone den overdimensionerede velfærdsstat.
Og, værst af alt, Europas baggårde på Balkan er i brand, mens befolkningerne i det øvrige Østeuropa under stigende frustration ser deres adgang til det økonomiske paradis blive udsat med bureaukratiske krav og forklaringer.
Det europæiske EU-anarki har af gode grunde været ude af stand til at reagere konstruktivt på den udvikling, som nu har stået på i ti år. Man har netop optaget Polen, Tjekkiet og Ungarn i NATO og leverer dem militært isenkram, mens man har indbudt de øvrige øst-lande til at deltage i militærmanøvrer under PFP, partnerskab for fred, selv om alle erkender at der ikke eksisterer nogen konkret militær trussel mod nogen af dem.
Hvor absurd den førte politik har været viser sig nu hvor man bragt sig selv i den vanvittige situation at NATO (dvs. USA) har følt sig tvunget til at realisere sin trussel om at bombe brandene i sydøst uden at man blot tilnærmelsesvist er i stand til at forudse konsekvenserne af dette skridt Herved er Ungarn blevet involveret i en angrebskrig mod sin nabo mod syd. Det var vist ikke det ungarerne tænkte på da de ønskede at blive del af 'Europa'.
Over for disse problemstillinger, som er af helt fundamental politisk karakter, står EU med et institutionelt apparat, der stort set udelukkende er opbygget med hensigt på at fortrænge det politiske element for at sætte et stærkt teknokratisk element i stedet. De erfaringer, som institutionerne havde opsamlet gennem fyrre år, og som Monnet lovpriste, resulterede i Maastricht-traktaten i 1992. EU's svar på det ny Europa var planen om ØMU, en europæisk monetær union. Det var i direkte forlængelse af de foregående års tankegang, helt efter Monnet's bog, med det formål at lette den økonomiske vækst og det fri marked og med indsættelse af et teknokrati i Den europæiske Centralbank, som konstitutionelt blev helt afskåret fra enhver politisk indflydelse. At dette projekt økonomisk-politisk set er højst risikabelt på langt sigt er en sag, som der ikke er grund til at komme nærmere ind på her. Men det var i hvert fald ‘Goddag mand. Økseskaft’ til den europæiske udfordring.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
