|
|
9. Ikke demokrati som i nationalstaten
Nogle har forudsagt at der kommer en traktat- eller integrationspause nu. At Forfatningen vil kunne sætte nogle baselines [grundlinjer] vi kan agere efter. Tror du det er realistisk?
EH: Det tror jeg er en udbredt opfattelse - og der er al god grund til at sige det. Jeg synes nok at man er kommet så langt med det, jeg kalder for det økonomiske projekt at jeg ikke ser nogen særlig grund til at gå videre hvis det er i den henseende.
Nu er det det politiske, der mangler?
EH: Ja,
nu er det det politiske - og det har man endnu ikke fået en afklaring på. Nu
taler man også om hvorvidt den politiske union skal lægge vægt på parlamentet;
skal der være en præsident? En udenrigsminister?
Hele den der diskussion er for mig at se et udtryk for, at man egentlig ikke
rigtig ved, hvad man forstår ved den politiske union. Eller ihvertfald
hvordan den skal komme til udtryk. Det er som om man ikke kan rive sig løs fra
nationalstatens opbygning af vælgere og partier og parlament og regering - og
vil prøve på at føre denne model over på europæisk plan.
Og det kan ikke lade sig gøre?
EH: Det tror jeg ikke på - at det kan lade sig gøre. For at vende tilbage til Aristoteles: der var ca. 50,000 borgere i det klassiske Athen, hvor kun en meget begrænset del af dem tog del i den politiske proces, i demokratiet. Nationalstaten, som vi har levet med mere eller mindre i de sidste 150 år, den har vel nok fungeret, vil mange folk erkende, ved --- nåja, for at tage Danmark som eksempel, hvor vi er så selvtilfredse og synes at vi fungerer godt: ca. 5 millioner mennesker.
Jf. Schweiz?
EH: Schweiz er en undtagelse som jeg aldrig synes skal bruges i en argumentation! [griner] Schweiz er og bliver en undtagelse! Det ved du også godt!
I alle henseender?
EH: De betragter også sig selv som en undtagelse!
Fra 50,000 i Athen til 5 millioner i Danmark – og der er 500 millioner i Europa! At tro at man kan bruge nationalstatens politiske model i det store Europa - det synes jeg er ret så naivt. Vi må udvikle en ny model - og det er det vi kæmper med. I titlen på min bog om Det Europæiske Anarki bruger jeg netop udtrykket anarki, fordi det er et politisk system uden ledelse. (Det er definitionen på anarki: det behøver ikke at være kaos.) Det har vi endnu ikke formået i Europa - at skabe kernen i en politisk union. Hvordan skaber vi denne ledelse?
Der er det, jeg i min bog drager den (måske lidt for stærke) sondring mellem højpolitik [high politics] og lavpolitik [low politics]. Det parlamentariske system osv. - vores demokrati - fungerer primært indenfor lavpolitik. Hele lovgivningsmaskinen, der foregår omkring småt og stort i Folketinget, det er næsten altsammen lavpolitik. Efter den i politologisk henseende mere klassiske sondring drejer højpolitik sig virkelig om nationens suverænitet - og det er primært: forsvars- og sikkerhedspolitik. Samt, efter min opfattelse: også om en tilsvarende stærk dimension af den monetære-økonomiske politik. På disse to områder udvikler den parlamentariske proces sig ikke: det er jo ikke Folketinget, der træffer beslutninger omkring rentens eller valutakursens fastsættelse. Det ville være absurd at tænke sig det. Det ligger udenfor den politiske debat, der fører frem til en beslutning i Folketinget. Tilsvarende med hensyn til udenrigspolitikken. Okay, man fører principielle debatter om økonomisk politik og tilsvarende også om udenrigspolitik, men den egentlige beslutning foregår jo normalt ikke i Folketinget. Væsentlige udenrigspolitiske beslutninger bliver truffet på baggrund af en diskussion i det Udenrigspolitiske Nævn, hvor der ihvertfald indtil fornylig har været almindelig enighed om, at væsentlige udenrigspolitiske beslutninger træffes med konsensus. Der kan være nogle yderpartier, som stritter, men: den store brede enighed skal der være bag udenrigspolitiske beslutninger. Der har været et brud indenfor det sidste halve eller hele år, med den tradition, hvilket jeg betragter som højst uheldigt.
Men: det er den politiske ledelse, der har ansvaret for disse elementer omkring penge- og valutapolitik på den økonomiske side og omkring sikkerheds- og forsvarspolitik på den anden side. Det er den politiske ledelse, der har den opgave: går det galt så kan den selvfølgelig sættes af, men selve beslutningen træffes af denne ledelse. Og denne ledelse har vi ikke i Europa.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
