|
|
10. Magten ved aftenkaffen
Når du siger vi ikke har et billede af hvad det er for et Europa, vi vil have---
EH: Vi har ikke et billede af, hvad det er for en politisk union, vi vil lave i Europa. Vi ved godt at vi gerne vil have et stabilt Europa - et fredeligt Europa, og et økonomisk velstående Europa, det er da rigtignok. Men: Hvor er den politiske ledelse? Hvor er kernen i den politiske union?
Og der er de danske politikere, der er for projektet bange for at sige til vælgerne---
EH: Det gælder ikke blot de danske - det gælder alle politikerne i Europa, der ikke har afklaret hvad de egentlig mener med 'den politiske union'. Det vidste Kohl jo heller ikke - eller Mitterrand (ja: det skulle være franskmændene, der bestemte! havde jeg nær sagt, for nu at være lidt grov overfor franskmændene). Den politiske ledelse skal ligge et sted - men at tro at den kan bygges op gennem et parlament og noget, der ligner en præsident for det Europæiske Råd, det er en misforståelse. For at springe frem til det, som jeg antydningsvist peger på i min bog, så burde den politiske ledelse være det Europæiske Råd. For det har netop de ansvarlige regeringsledere for de enkelte medlemslande, der der sætter sig sammen. Det er derfra, den politiske ledelse skulle udgå.
Det er der, legitimiteten ligger.
EH: Ja, netop. Den demokratiske legitimitet er koncentreret der - det er der, den suveræne magt ligger.
Men der har været utålmodighed overfor den mulighed, fordi man har sagt: 'Det niveau er mellemstatsligt, transnationalt - og vi skal op på det supranationale, føderale niveau i fremtiden.'
EH: Jo, det skal vi hvis vi skal tale om en politisk union - det undgår vi ikke. Men: vi må udvikle en ny model, og ikke bare bruge nationalstaten som model - med parlament osv.
En ny model med udgangspunkt i det Europæiske Råd?
EH: Jeg mener som sagt at næsten pr. definition må ledelsen ligge i det Europæiske Råd. Men ikke det Europæiske Råd som det har udviklet sig, og som det også kom til udtryk her i København i December sidste år. Fordi det er blevet en absurditet som ledelsesorgan.
Det startede tilbage i 1974 med en idé som Helmuth Schmidt og Giscard d'Estaing, den tyske kansler og den franske præsident, udviklede: de havde behov for en samtale - en politisk samtale, hvor de bag lukkede døre kunne drøfte hvorledes Europa skulle udvikle sig. Det er den politiske samtale, som er kernen i den politiske proces - det gælder jo også i vort eget system: om det er Marianne Jelved og Lykketoft og Nyrup, eller det nu er i nogen grad --- jeg ved ikke hvor meget Fogh Rasmussen taler med Bendt Bendtsen[!] - men ihvertfald: den afgørende politiske proces den foregår jo i et meget, meget snævert rum - også i det det danske system. Det er ikke den, der udspiller sig i Folketinget.
Det har det Europæiske Råd aldrig fået nogen chance for. Fordi straks da den kom frem, den tanke, så rejste udenrigsministerierne og udenrigsministrene et ramaskrig: "Ikke tale om at vi kan have statsministrene og regeringscheferne til at tale sammen uden vi er der!" Det satte de sig imod - og derved blev det allerede fra begyndelsen til at udenrigsministrene var med i det, og at det kørte i store, officielle møder med tolke og det hele. Så stødte hele medieverdenen til - så nu er det jo et, jeg var lige ved at sige: et gedemarked, når der er møder i det Europæiske Råd. Og den politiske samtale får ingen mulighed.
Det varede 4 år før det overhovedet blev muligt for regeringscheferne at tale sammen i enrum - ved kaffen, efter middagen, den lørdag aften. Så havde de måske en time - hvor de kunne tale sammen. Men systemerne, primært: udenrigsministerierne, satte sig på rådet - og har udviklet det, brugt det - også misbrugt det, i den forstand at hvor systemet, der kørte i Bruxelles omkring udenrigsministrene og mange andre fagministre, ikke kunne nå frem til enighed, brugte man så det Europæiske Råd som appelinstans. Man påtvang regeringscheferne at skulle tage stilling til landbrugspolitik; energipolitik, alt muligt andet som fagministerierne ikke kunne tage stilling til. Derved er det Europæiske Råds egentlige, politiske funktion blevet kvast og kvalt. Om det er muligt at udvikle det som jeg beskriver? Det er en idealistisk model, så det ved jeg ikke. Men i den ideelle model burde der være et europæisk råd, hvor regeringscheferne fik lejlighed til at føle hinanden på tænderne - uden at det kom ud til pressen.
Jeg var tæt på i 70erne og min erfaring med det Europæiske Råd er, at den debat og drøftelse der er foregået mellem stats- og regeringscheferne, når de har været alene, primært foregik som en samtale mellem de 3 eller 4 store, og så var der indspark fra de andre indimellem. Erkendelsen af, at der er nogle, der er større end andre, i Europa - ligesom i dansk politik: der er nogle, der er større end andre - den kommer selvfølgelig også til udtryk dér. Og det er det, vi så ser - lidt absurd - slå ud omkring Tyskland og Frankrig, der gerne ville spille den der rolle. At den tyske og den franske leder, som det er i øjeblikket, desværre ikke er politiske personligheder, der formår at udvikle det lederskab, det er så en anden side af sagen.
UDGIVET 5. DEC 2003 kl.11.59 (AM) CET
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
