|
|
7. Helmuth Kohl: ingen stor statsmand
Du
sagde det ville være en katastrofe hvis Euroen ikke overlever. Mener du, at
det her med Frankrig og Tyskland 'måtte ske' - et udtryk for, at man nu slår
ind på en mere fleksibel strategi? At det er Frankrig og Tyskland, der får
lov, skyldes at de er nogle tunge drenge i den sammenhæng, men at det ER givet
at man må trække Euroen væk fra den rene monetarisme hvis den skal overleve?
EH: Ja, det mener jeg afgjort det er. Men der må også komme andre
konsekvenser deraf, fordi det vi nu ser er som sagt at de politiske
spændinger, som nødvendigvis opstår indenfor en monetær union, resulterer i en
krise. De politiske spændinger, der opstår i økonomien indenfor et land som
Danmark - når der i en vis region opstår fx opstår stor arbejdsløshed -
bliver dét udlignet ved overførsler: erhvervsstøtte,
arbejdsløshedsunderstøttelse osv. En tilsvarende mekanisme har vi ikke i
Europa. Om vi formår at opbygge den? Vi kan godt blive tvunget til at opbygge
den, på længere sigt, fordi hvis et land - og nu taler jeg igen om de såkaldte
svage lande – oplever stor arbejdsløshed og vanskeligheder, ja så skal
de altså have regional- og strukturhjælp så deres økonomier kan indhente dem,
der er stærkere. Nu er der sket det i Tyskland, at de ikke har formået at
omstille deres økonomi og gøre den fleksibel. Danmark og Holland var bedre til
det, i løbet af 90erne, men Tyskland - som var den stærke økonomi -
blev forsinket. Ikke mindst på grund af Helmuth Kohls manglende forståelse -
for han levede utvivlsomt i en forestilling om at den tyske økonomi blev ved
med at være stærk. Og derfor arvede Schröder et enormt omstillingsproblem, som
han ikke har været dygtig nok til at håndtere.
Han har jo hvad man kunne kalde en reform-pukkel i øjeblikket.
EH: Ja, det har han i høj grad - men det er sandelig en pukkel han har arvet fra Kohl, ikke mindst. Så jeg vil sandelig bebrejde Kohl lige så meget som jeg vil bebrejde Schröders manglende indgriben.
Helmuth Kohl bliver jo ellers betragtet som en stor europæer?
EH: Kohl, vil jeg tro, får ikke det ry i historiens lys. Der er tre fundamentale fejl ved Kohl. For det første den måde hvorpå han håndterede sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland. Hvor han udelukkende gik efter de politiske ting og ikke tog hensyn til de økonomiske konsekvenser. Han hævdede i '90-91 at DDR ville blive 'en blomstrende have' – mens alle fornuftige økonomer, ikke mindst hans egen centralbankdirektør Karl-Otto Pöhl advarede imod at lade én østmark blive lig med én vestmark. Derved skabte han en krise, fordi han ikke sagde til vesttyskerne: "Det her kommer til at koste jer dyrt - for vi skal hjælpe vores østlige venner. Vi strammer finanspolitikken meget kraftigt til". Det havde vesttyskerne været parate til i den periode - at ofre meget for det. Det vendte han ryggen til - og derfor blev Forbundsbanken nødt til at stramme den monetære politik meget voldsomt i '92-93 hvad der kastede hele den europæiske økonomi ud i en ganske betydelig krise. På grund af Kohls manglende evne til at styre den økonomiske dimension af sammenlægningen.
Den anden fejl var, at han var hovedforfatter til den økonomisk-monetære union, som jeg mener på langt sigt skaber politiske spændinger i Europa - som vi nu ser det. Fordi det europæiske projekt ikke havde politisk grundlag for en monetær union.
Og endelig, det tredje - som vi lige var inde på: at han ikke gjorde den tyske økonomi fleksibel - men ledte op til den situation, vi nu har i Tyskland.
Men en del af den kritik der var af Kohl forstummede med kuppet i Moskva: på baggrund af risikoen for at gammelkommunisterne tog magten igen virkede Kohl meget statsmandsagtig: hans forhandlinger med Gorbatjov; hans generøsitet i at sætte valutaerne 1:1 ---- i det hele taget: at han sørgede for at få Østtyskland med, da chancen var der. Det var et vindue, han måtte udnytte.
EH: Jeg har forsåvidt respekt for Kohls politiske handlekraft og evner. Men at han styrede denne udvikling --- det vil jeg nu sætte lidt af en parentes omkring: han formåede - med stor dygtighed - at springe på det politiske bjergskred, der foregik. Og håndterede, i ren politisk henseende, genforeningen af Tyskland - og tog hele den politiske kredit. Men tog ikke de økonomiske konsekvenser i betragtning - måske fordi han ikke forstod dem.
Det er jo en meget skarp kritik. Før sagde du om Mitterrand at han kunne ikke stoppe genforeningen---
EH: Nej, for det var et bjergskred.
---men han og Kohl fremstod jo ellers som fædre til den europæiske udvikling. Det er i virkeligheden et billede, du mener vi må revidere?
EH: Ja, det mener jeg bestemt. Men det hører med til den politiske dygtighed - at få sig fremstillet så det ser ud som om man har magt over tingene.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
