|
|
Men hvis man får den udvikling, hvor enhver bliver mere opmærksom på rettigheder og pligter, hvad der faktisk står med småt, så vil man få et samfund hvor folk bliver belønnet for at opføre sig meget defensivt og kontraktligt. Når man hører hvad der engang imellem kommer ud af det amerikanske retssystem tænker mange europæere, måske danskere i særlig grad: det er jo absurd. Er der ikke en risiko for dét, som man måske ser i USA: at juraen kommer ind alle steder?
DT: Noget af det, der er problemet i det amerikanske system er bl.a. erstatningsret – enorme beløb og fuldstændige tilfældigheder; det er jo også et stort land hvor tingene ikke hænger sammen. Der er jo så også et stykke politik i den måde hvorpå man idømmer erstatninger. Det tror jeg ikke der er meget fare for at vi får her, i den form. Men der er da ikke tvivl om, at man herhjemme er nødt til at besinde sig meget mere på at juraen altså er i en meget stærk udvikling.
Du nævnte før også sådan noget som Irakkrigen: der var man nødt til at besinde sig på den folkeret vi har haft indtil nu - hvordan den ser ud. Nu har vi altså haft flere eksempler i de sidste 10 år på at man rent faktisk går ind over en nationalgrænse for at stoppe en eller anden form for drab eller diktatorer. Vi har set at FN, som man troede meget på i 1945, når det kommer til stykket ikke er i stand til at løse eller håndtere disse konflikter. Vi har så ét land, USA, der kan det – så er det jo ligesom dér, folkeretten begynder. Så kan det jo ikke nytte noget at blive ved med at sige at folkeretten ligger i en FN-beslutning. Vi er nødt til hele tiden at tage bestik af at der sker noget – og det er en af juraens opgaver.
Men regeringen spiller vel på to heste – begrunder sig med et ikke-juridisk argument: solidariteten med USA, og siger samtidig: det eneste, det her handlede om var FN: FN’s ord er lov.
DT: Sådan som jeg forstår det man siger, så er det at der var jo en FN-resolution som USA sådan set gennemførte – den var ikke helt så specifik, som man kunne have ønsket, men sådan som jeg ser det var der jo meget der tydede på, at dét kunne man heller ikke i virkeligheden regne med at få. Så var spørgsmålet: skal man skride ind nu eller lade være? Nu USA gør det, så var det i min vurdering helt rigtigt for den danske regering at sige: når det kommer til stykket, så er vi sådan set mere med USA og mere mod Saddam Hussein end vi er med på franskmændenes og tyskernes enegang mens Hussein bliver siddende hvor han er. Der synes jeg det var en rigtig beslutning.
Er det så ”en rigtig beslutning” på et utilitaristisk grundlag? At vi kan se i hvilken retning det går, og så må vi prøve at få det bedste ud af det?
DT: Jeg synes det var et stykke politik - en rigtig markering at sige: Vi er for den stat, som vil fjerne diktaturet og som vil prøve, på en eller anden måde at gøre noget i den sump, som Mellemøsten er blevet. Frem for de lande der, som Frankrig, helt åbenbart prøvede at slå egen mønt af det, eller, som Tyskland, prøvede at høste en indenrigspolitisk gevinst på at holde sig udenfor. Der synes jeg vi gjorde rigtigt i at være hos dem, der ville noget.
Men kritikerne prøver jo netop at begrunde deres skepsis juridisk: ”Det er en overtrædelse af folkeretten – det går ikke”.
DT: Jamen, det er jo så tvivlsomt. Nogle vil sige det er folkeretsstridigt – hvorfor? Jo, hvis man mener at det er en FN-beslutning om at nu kan man gå ind i Irak, der ville være det eneste, der kunne skabe folkeretlig legitimitet. Hvis man betragter den omstændighed at man altså i mange år har ført en forhandling om opfyldelse af nogle FN-resolutioner mens Saddam Hussein har nægtet at gøre det - og så på et givet tidspunkt, hvor man i øvrigt har en resolution om at der skal ske noget og Hussein skal opfylde den, så gennemtrumfer den… dét synes jeg er en hårfin afvejning, hvor man kan have det ene eller det andet synspunkt, men det er mere politik end det er ret.
Portrætfoto: Københavns Universitet. Collagefoto: EU2002
|
|
|
|
|
|
|
|
