|
|
Du tegner her et billede af et dansk samfund, som måske ikke i unik men i hvert fald særlig grad har et uafklaret forhold til juraen.
DT: Man kunne måske også præcisere det og sige: det, vi har et meget uafklaret forhold til – eller intet forhold til – det er forståelsen af, at jura jo også er en del af politikken. Det, der jo er karakteristisk for det amerikanske system er at jura indgår i politikken som en norm og noget, man diskuterer politisk – mens vi er meget håndsky overfor tanken. Det tror jeg også ligger meget i den juridiske uddannelse, hvor man jo ikke læser andet end jura. Det er noget, jeg selv prøver at sige tit: jeg synes at studiet burde reformeres.
Jurister lærer alt for lidt om forståelsen af, at jura jo bare er en af mange ting, man bruger i løsningsmodeller. Hvis man ikke forstår politik, men sidder i et ministerium eller andre steder, så er det meget, meget sjældent at løsningen af et problem udelukkende foretages ved en overvejelse af, hvilken regel der er den bedste. Der indgår jo masser af politiske overvejelser i det, og det er man nødt til at have med hvis man skal forstå det. Det bliver mere og mere relevant, men det er som om det juridiske studium og juristerne ikke helt vil acceptere at sådan er det altså: Jura er ikke så ’ren’, som man tror den er.
Men det at grænsedragningen er vanskelig står uklart på BEGGE sider, ikke? Fordi det står uklart for dem, der ikke er jurister, også, ikke?
DT: Jo. De, der ikke er jurister, tror nok meget på, at jurister kan løse problemer juridisk – og det har der også været en politisk tendens til: juridificeringen af konflikter. I stedet for at man tager dem som et politisk opgør, nedsætter man en kommission, der skal prøve at finde ud af det (og dén konstaterer at ’når det kom til stykket så var der måske nogle fejl, men de er svære at placere’). Frem for at tage et opgør. Mens juraen på den anden side har svært ved at forstå at skal man diskutere rettigheder – skal man diskutere de her spørgsmål, fx om kriminalitetsbekæmpelse, så bliver det jo også politiske spørgsmål om holdninger – og om hvilke principper, man vil give køb på for at opnå nogle andre resultater. Så kan man ikke bare råbe ”retsstat”.
Der er et mærkeligt paradoks – fordi man på den ene side har et syn på juraen som noget vi ikke interesserer os for eller bruger, men samtidig har en illusion om hvor klinisk og effektiv den er?
DT: Ja.
I et samfund, som har problemer med at gå ind i det grænseland mellem jura og politik, vil nogle sige at mange af de emner vi har set de sidste 10 år er en række eruptioner, hvor nogle af de her konflikter kommer frem. EU-diskussionen, terrorismen, statsretligt med Irakkrigen --- Tamilsagen. Er det dit indtryk at Tamilsagen for en stor del af befolkningen var en opvågnen til hvordan det juridiske system fungerer?
DT: Det kunne godt være. Altså, det kunne ikke undre dem, der har været i et ministerium eller kender et ministerium, at ting foregår på den måde, men det var nok en opvågnen på to punkter. Dels tror jeg mange mennesker netop havde troet på det her lidt kliniske: jura er jo bare ren og pæn – og slet ikke var klar over hvor mange kompromisser der ligger i håndteringen af en sag i et ministerium.
Og så var det naturligvis en brat opvågnen for mange danske embedsmænd: hvis man troede at det politiske system ville dække én, så gjorde det det altså ikke. Det tror jeg måske var den mest bratte opvågnen, som nogen fik dér: det var i virkeligheden at, i et ministerium, der var vant til at man sondrede imellem det tekniske-juridiske, som ministeriet stod for, og den politiske dækning udadtil – der blev de to ting pludselig blandet sammen. Da den, der skulle dække det udadtil ikke ville gøre det alligevel men sagde: ’det var systemet, der narrede mig’.
Der skete noget, som har været fuldstændigt afgørende, tror jeg, for embedsmænds forståelse – eller BØR være det. Nu kan vi se i Farumsagen at det ikke er trængt helt ind endnu, men altså: det må jo gradvist trænge ind. At der altså ER en sammenhæng dér mellem embedsmænd og det politiske system, som embedsmændene er nødt til at tage meget alvorligt.
Portrætfoto: Københavns Universitet. Collagefoto: EU2002
|
|
|
|
|
|
|
|
