|
|
Jeg havde nær sagt: Hvordan er det at være jurist i sådan et land? Det svarer jo til at være missionær, næsten?
DT: Jo - det er jo også derfor jura jo på mange måder er kedeligt i dette land. En og anden vil jo også mene at nogle jurister er kedelige - fordi der jo ikke sker de ting, der gør visse andre steder. Det er karakteristisk at en del af den debat man har indenfor retsfilosofi jo er inspireret af - men i virkeligheden ikke passer rigtigt med - amerikansk lære. Der er en berømt amerikansk jurist, der hedder Dworkin - og han skriver om "Law's Empire", "Taking rights seriously" og alle disse ting - men det bygger jo på amerikansk forfatningstænkning: At man har en forfatning, hvor der STÅR NOGET; en forfatningsdomstol, der virkelig vil gå ind at diskutere ordlyden og fortolkningen af denne forfatning i relation til hvad der sker.
Sådan er det jo ikke herhjemme, og derfor bliver det underligt hult, når man tager disse ting op i Danmark og forsøger at bygge noget på den form for retsfilosofi. Det er da mægtigt interessant, men det siger egentlig ikke noget i en dansk virkelighed, hvor domstolene er langt mere håndværksmæssige, kan man sige, og dagligdags i deres fortolkning af de sager, de har med at gøre.
Nu er det her spørgsmål jo aktualiseret i øjeblikket af Terrorpakken - de frihedsrettigheder, du nævner, bliver jo berørt når man giver politiet nye beføjelser. Men hvis jeg læser dig rigtigt har du måske ikke så meget et problem med dén, aktuelle, kontekst som mere med de grundlæggende forhold?
DT: Jeg vil ikke sige vi har et problem. Men tag fx ejendomsretten. Der vil jeg jo mene at det er jo sådan set på mange måder dér, skillelinien går, mellem borgerlig og socialistisk opfattelse. Den går jo sådan set egentlig langs respekten for ejendomsretten: spørgsmålet om hvad den enkelte skal have - hvor meget skal det offentlige have? Det kan man udhule ved hjælp af skatter og alle mulige ting - så kalder man det regulering, og 'det har så slet ikke noget med ejendomsretten at gøre'.
Mit eksempel er jo altid at man omkring 1920 førte nogle berømte sager, som handlede om en ny landbrugslovgivning - bl.a. ophævede man nogle gamle godsmasser og så lagde man en del af jorden ud. Det gjorde man uden at give erstatning, og man tog endda en pæn procent af disse godsers ejendom uden nogen som helst adkomst til det: lensafløsning. I højesteret diskuterede man, og der blev anlagt sag om det: er dette i strid med grundloven eller ej? Og det sagde man, at det var det ikke - uanset at man i højesteret udmærket godt vidste, at her var man meget, meget langt ude. Siden, kan man sige, har den danske grundlov i virkeligheden ikke kunnet beskytte ejendomsretten, for man har simpelthen - ved at undlade at få en konflikt, som man kunne have fået andre steder mellem lovgivningsmagt og domstole - valgt ikke at tage disse bestemmelser for pålydende.
Det synes jeg jo er noget, som er meget karakteristisk og interessant, og i hvert fald med årene er noget der gør, at jeg selv er gået mere ind i debatten. Denne her manglende respekt for ordlyden af visse bestemmelser - eller at man dog i hvert fald diskuterer om man skal bruge dem eller ej... det er blevet karakteristisk at det bliver uprincipielt og uinteressant at diskutere tingene, når man egentlig ikke vil tage alvorligt hvad det er, det står for. Fx tage alvorligt at man har en magtens tredeling - og så har hvert af statsorganerne jo på sin vis også sit synspunkt og kan fortolke forskelligt. Dét er kommet lidt igen, nu her med den sidste dom om Tvind, men det har jo altså taget sin tid.
Der er to ting i det du siger - dels den MANGLENDE debat, men jo også at den debat der eksisterer ikke bliver SPECIFIK.
DT: Den bliver ikke specifik, for det er som om man ønsker at undgå debatten. I mange lande er det da min fornemmelse at politik er udtryk for en reel uenighed, man prøver at stille op. I Danmark er det jo som om det er det modsatte - der prøver man jo i virkeligheden at lade som om alle er enige om alting. Man holder på regeringsmagten ved at sige: 'Grundlæggende mener alle det samme om velfærdsstaten'. Det er altid pinligt og ubehageligt hvis man skaber konflikt. Dansk Folkeparti er jo så et eksempel på et parti, der gør lige det modsatte: som hele tiden prøver at manifestere sig som et uenigt parti, i stedet for et enigt parti - og så i virkeligheden også får stemmer på det.
Hvis man skal forsvare den måde som Danmark så fungerer på, så kunne man sige: 'Vi har et meget sofistikeret niveau at køre de her ting på, for vi holder ligesom debatten inde i os selv: vi VED godt at der er nogle meningsuenigheder, men vi er i stand til at løfte os op over dem, så når vi går ind i den politiske diskussion, så leder vi efter balance, tolerance, forståelse, sympati, solidaritet' - alle de her danske plus-ord. Så det er ikke fordi uenigheden ikke eksisterer, det er sådan set heller ikke fordi den ikke bliver behandlet - men det sker i et meget komplekst, socialt spil.
DT: Det er jeg enig i, og det har bestemt også en meget stor politisk styrke at man på den måde får et meget urbant og grundlæggende behageligt politisk liv og klima. Men det har nogle omkostninger, som vi så også engang imellem selvfølgelig lige BØR diskutere med os selv. EU-forbeholdene er jo et eksempel på noget, der dukker op - hvor man så forsøger at isolere en lille uenighed, og nu står vi rent ud sagt med nogle udenrigspolitiske problemer, som så kan være lidt svære at løse, af dén grund. Det er, tror jeg, jo noget med at finde en balance mellem hvad der på mange måder er en god, politisk kultur og så alligevel noget, der kan blive FOR kedeligt --- hvis man SLET ikke tør diskutere det.
Portrætfoto: Københavns Universitet. Collagefoto: EU2002
|
|
|
|
|
|
|
|
