|
|
Ville det, på baggrund af din bog ”Mellem fortid og fremtid”, være rigtigt at sige, at i Danmark har domstolssystemet; tanken om at der eksisterer formelle frihedsrettigheder; den legalistiske tankegang - de ting har trange kår?
DT: Det synes jeg egentlig. Det er meget karakteristisk for den danske debat om de fleste ting, og netop også fx om en hel del juridiske spørgsmål, at den er ikke særlig specifik og den ikke særlig principiel.
Tager man netop et eksempel som frihedsrettighederne kan man sige at i virkeligheden er der jo få lande, hvor man respekterer ejendomsretten så lidt som her. At argumentere ud fra et begreb som ejendomsretten og hvad den tilsiger - det er simpelthen ikke god tone i Danmark. Det er god tone at det er en ret som man, i videst muligt omfang, bør være indstillet på at holde nede - til fordel for hvad offentligheden egentlig kan kræve. Sådan en stærk opbakning bag ejendomsretten sporer man egentlig ikke.
Den personlige frihed respekteres i et vist omfang, men igen: det er ikke noget, der har været meget på tale - og derfor ikke noget man diskuterer meget. Boligens ukrænkelighed er jo i virkeligheden ikke-eksisterende: grundlovsbestemmelsen om dén gennemhulles af mere end 100 lovbestemmelser.
Vi er meget tilbøjelige til ikke at tage disse frihedsrettigheder som noget man diskuterer meget ud fra. Overhovedet at opstille en modsætning mellem grundloven og nogle rettigheder på den ene side og så lovgivningen på den anden, og så tage - kan vi sige - en forfatningsmæssig frihedsdiskussion... det har jo ikke været dansk mentalitet at gøre dét.
Der er jo de her løbende forsøg på at skabe en grundlovsdebat. Med EU-forfatningen er der en optimisme knyttet på at 'nu får vi en værdidiskussion', men det er ikke noget der---
DT: Det fænger slet ikke. Der er jo i virkeligheden ikke interesse. Man kan sige, det er næsten det modsatte i Danmark: det, som er problemet, og som gør at vi ikke får grundlovsdebatten, det er at når spørgsmålet kommer op, så vil der være nogle, der siger: "jamen, så kommer vi jo til at diskutere en række principielle ting!." Og så er dét jo i virkeligheden i et land som dette ofte et argument for ikke at gøre noget - AT det kan give anledning til en diskussion!
Det er jo i virkeligheden at stille tingene fuldstændigt på hovedet, for de fleste steder vil man jo gerne afklare principper og uenigheder og så se, hvor man er. Mens det jo så er dansk politik at gøre lige det modsatte: undgå at man egentlig kommer til at tage principiel stilling. Tage stilling til om Danmark er en del af Europa. Skal dét stå i en forfatning eller ej? Ja, selvfølgelig skal det da det - hvis man mener noget med det, så skal det da selvfølgelig stå der. Men SÅ er det bedre at lade være med at diskutere det.
På samme måde med frihedsrettigheder - skal man have dem, så skal man diskutere dem, og så skal man også have nogle flere end dem, man har i den nuværende grundlov, hvor man jo ikke er kommet længere end man var i 1848-9 - mens man jo altså ude i Europa og i hele verden har langt mere specifikke systemer, og derfor har mulighed for også retligt at prøve lovgivning og grundrettigheder. Fordi det er noget man taler om - og noget man har skrevet ned, anerkender og diskuterer.
Portrætfoto: Københavns Universitet. Collagefoto: EU2002
|
|
|
|
|
|
|
|
