|
|
Du sagde et romantisk billede ikke bare i venstreorienterede kredse, men også blandt borgerlige?
DT: Ja, det var egentlig min fornemmelse. Der var ikke nogen, der egentlig tog det alvorligt - men det hænger måske også sammen med noget andet, som jeg også har en fornemmelse af: at danske borgerlige jo sjældent tager noget udenfor Danmark særligt alvorligt. Udenrigspolitik og en fast stillingtagen til hvad der sker i udlandet --- der vil jeg næsten sige: det er faktisk først med den nuværende regering det er blevet markant. Fx at man er gået med i Irak. Så man egentlig ser eksempler på at man forsøger manifest fra borgerlig side at være med på noget.
Men ellers har holdningen jo egentlig været mere karakteriseret af Hartlings berømte ord til Mao om hvor udmærkede resultater hans kinesiske revolution havde frembragt: En samtale på et højt niveau - for Hartling, en mand der stod med fuldstændig de modsatte værdier af Mao - er jo egentlig karakteristisk for den dér rare og venlige måde, hvorpå de borgerlige egentlig altid har behandlet hvad der foregik i udlandet. Det var ligesom ikke rigtigt noget, man tog sig af: man bevarede det pæne og venlige væsen overfor det og tog egentlig ikke manifest afstand.
Det kan jo være et resultat af to forskellige ting, ikke? Enten et gennemslag af, at vi i Danmark mener at have et konsensusdemokrati - denne her høje grad af enighed, hvor vi måske ikke tager politik så vanvittigt alvorligt - og derfor så bare ER mere moderate, også på udenrigspolitikken. Eller det kan være et gennemslag af småstatsmentaliteten: at det ikke er noget, der angår os - fordi Mao hører ikke efter hvad vi siger alligevel, og derfor kan vi sådan set sige hvad der giver pressen de bedste billeder, ikke?
DT: Jo. Jeg tror det er to ting: der er småstatsmentaliteten, men jeg synes også der er betydeligt element sådan af en vis form for borgerlig magelighed, vil jeg sige - man bryder sig ikke heller ikke om at lade sig bekymre af noget, der ligger langt væk og som man - rigtignok - heller ikke kan gøre meget ved. Men man kunne dog godt have en holdning.
Mht. Kina har iagttagerne jo sagt "Ja - det er muligt at respekten for retssikkerheden og menneskerettighederne ikke eksisterer, men hvad ville det gavne, hvis folk ikke har mad i maven?" Tror du det er rigtigt at dét argument har spillet en rolle - at undertrykkelse kan være nødvendig for at undgå sult og uro - mens man har undladt at fokusere på politiske rettigheder?
DT: Det er da givetvis rigtigt. Det er jo også synspunkter man har mødt i de lande: "først må det materielle grundlag være i orden - før man overhovedet kan tænke i de baner". Så kommer der vel også dét næste argument at, i hvert fald for et land som Kina, som jeg selv har interesseret mig meget for: dér melder sig også en vis sindets ydmyghed mht. hvordan man egentlig skal regere et land, hvor der bor mere end en milliard mennesker - det kan man ikke sådan uden videre komme med et bud på. Det kan være lidt mere kompliceret at kritisere. Selvom der jo er dele i det, som jo selvfølgelig helt tydeligt er undertrykket, så er der jo også en historie, der viser at når centralregeringen svækkes så går det galt i Kina. Det er selvfølgelig ikke helt den samme situation som med det lille, revolutionære land.
En kobling af ydmyghed og magelighed?
DT: Ja.
Portrætfoto: Københavns Universitet. Collagefoto: EU2002
|
|
|
|
|
|
|
|
