|
|
Det indtryk, som mange i dag har af Firkløverregeringen - og som måske styrkes når vi nu har en borgerlig regering at sammenligne med - er jo præget af hvor meget dens politik var determineret af den økonomiske situation. Og der har det slået mig at den regering vi har nu måske i sit fokus på værdier i virkeligheden har noget tilfælles med VKR-regeringen, som jo kom til i en brydningstid med porno- og abortdebat, ungdomsoprør osv. Er det rigtigt?
DT: Jeg vil sige både og. Der er jo ikke tvivl om at den borgerlige regering vi fik i 1982 som sin hovedopgave havde at rette op på økonomien – man var kommet ind på en temmelig katastrofal kurs under Anker Jørgensen.
’68-regeringen, VKR-regeringen, den kom jo sådan lidt ind som en konsekvens af, at pludselig havde Socialdemokraterne og SF fået flertal, og det blev alligevel for meget: så opstod der en lidt tilfældig mulighed for at danne regering, og pludselig kom der så denne her konstellation, hvor de radikale kom til at spille en stor rolle, fordi partiet var blevet så stort.
Det kom i virkeligheden til at præge hele VKR-regeringen – at der ikke var et tilstrækkeligt fodslag mellem Konservative, Venstre og de Radikale. Det blev, set fra konservativ side, for meget radikal politik – set fra radikal side alligevel ikke radikal politik, og venstre-politik blev det heller ikke. Nogle af værdisagerne blev så ført frem af de Konservative, som slet ikke burde have været dem, der førte dem frem: fx blev både abort- og pornografi-debatten ført frem af en konservativ justitsminister. Alt det blev borgerlige sure på – og da man så endelig begyndte at stramme økonomisk, så var det på så sent et tidspunkt at man kunne mærke det, da man skulle stemme.
Alt det har man jo lært af i dag. For mig er der ingen tvivl om at den regering vi har fået nu, da er kommet ind også på et værdispørgsmål. Jeg tror mange danskere følte at man overfor en række sådan relativt grundlæggende spørgsmål, der ikke decideret handlede om kroner og ører, på en eller anden måde var kørt træt. Der er der jo ikke nogen tvivl om at udlændingepolitikken er et af de områder, der har spillet en rolle: det var som om der ingenting skete på det område. Det var ikke muligt for den regering, der sad før, at komme nogen vegne med det. Igen, vil jeg sige, i meget vidt omfang p.gr.a. radikal modvilje overfor at gøre noget som helst.
De radikale har jo en sjov rolle der: det var de radikale, der fandt ud af at nu kunne det ikke gå mere med den dårlige økonomi – så fik man de borgerlige ind i ’82, men det var også radikale, der kørte VKR-regeringen træt, og det var igen, tror jeg, de radikales udlændingepolitik, som var med til at gøre at mange har ment, at der måtte ske et eller andet. Det er jo også lykkedes - og med i købet er der vel så også naturligt kommet en almindelig diskussion, som fik et – synes jeg – lidt vel bastant udtryk i statsministerens ord om det her med eksperter og smagsdommere, men som alligevel havde en mening om, at det offentlige skal på en eller anden måde gribe fat om debatten på en anden måde. Stå et andet sted; ikke sidde så markant på den; ikke lønne så forfærdelig mange mennesker for at have meninger som man egentlig har gjort hidtil. Være indstillet på at stramme noget mere.
Det er jo det, der har givet den debat vi har nu – og som nogle vil mene er blevet en pinlig ytringsfrihedsdebat, mens andre vil sige (og dem vil jeg måske også selv høre lidt til): det er vel en overgangsperiode lige nu, hvor intellektuelle og de, der har en mening om værdier, må finde sig selv i et billede hvor man ikke kan støtte sig på samme måde som man tidligere har gjort til, at man er på en bestemt fløj. Jeg tror det er noget af det, man skal væk fra nu – og der ser jeg i og for sig regeringen som en positiv katalysator, og de ord som positive (selvom jeg ikke kunne lide måden det blev sagt på):
Nu skal intellektuelle ud at være uafhængige og komme med en uafhængig mening – og det stiller også nogle krav til regeringen, som den så også lige skal overveje om den så selv kan opfylde – i retning af ikke selv at begynde at have for mange organer på den anden side, for mange autoriserede meninger. I den forstand tror jeg det er helt rigtigt: det bliver en værdidiskussion, fordi det på en eller anden måde handler om at finde en løsning, hvor man får en lidt bedre fordeling mellem det offentlige og den enkelte borger.
Der vil regeringens kritikere jo sige, at det her fritænkerprincip har den brudt selv. Fra Lomborg-instituttet til særligt måske forløbet omkring Irakkrigen, hvor regeringen bliver kritiseret for ikke at ville tage debatten. Den er også blevet angrebet fra forskellige borgerlige hold for ikke at ville gå ind i de her værdikamp-debatter. Statsministeren har jo fået et image i offentligheden af at være meget ”dygtig” – og det er jo ikke i Danmark et rosende ord!
DT: Statsministeren har jo valgt en måde at gøre det på, der minder lidt om den måde Schlüter gjorde det på – og som jeg synes også er helt forståelig: han lader andre tage debatten. Det er der nogle, der har kritiseret: ”Hvorfor støtter han ikke Birthe Rønn Hornbech, når hun går i diskussion med Pia Kjærsgaard?” Jamen, hvorfor skal statsministeren det? Det kan Birthe Rønn Hornbech da selv klare.
Altså en statsminister skal jo ikke gå ind og støtte alle mulige – en statsminister skal jo lige præcis sidde dér, og være den, der løser problemerne. Man sagde om Schlüter at hans måde at løse det på, når to ministre ikke kunne finde ud af det, det var at sige: ”Det har vi en let løsning på – i morgen går vi op til Dronningen og siger at vi går af, for vi kan ikke finde ud af det!” Og SÅ kunne folk godt finde ud af det. Det er jo den rigtige måde at være leder på – det er jo ikke at implicere sig i alle mulige små ting, men netop at kunne tage de store beslutninger og stå fast på dem, og så lade nogle andre tage de små slag.
Men det må jo ikke komme til at betyde, at folk så bliver bange for at sige noget fordi de er bange for at lægge sig ud med ledelsen?
DT: Jeg har en fornemmelse af, at man indenfor visse områder --- og det område hvor jeg især synes jeg har et indtryk af det, det er indenfor kulturområdet -- der har jeg indtryk af, at der er meget selvpålagt censur. Fordi jeg synes jo der er grund til en fornuftig debat om: Hvad er rollen for de store kulturinstitutioner? Det er ikke bare et spørgsmål om penge, det er også noget med position og frihed.
Der skal nok være andre, der har det på samme måde, men det har der formentlig også været tidligere. Det er måske også noget, som er en del af en dansk kultur, som ikke helt er løst: der er ikke tradition for, i Danmark, at folk i al for høj grad stiller sig op og har en meget fri mening om hvordan tingene skal være. Meget karakteristisk for dansk debat har jo været at folk taler sådan lidt gruppevis – så har der været journalister og universitetsfolk, der kan tale frit, men mange mennesker holder sig i og for sig tilbage med deres meninger. Dér tror jeg godt regeringen kunne gøre noget selv – i højere grad også prøve indenfor rammerne selv at fremkalde lidt mere debat om egen politik og ikke være så sikker på at det er rigtigt, det man gør. Igen tænker jeg meget på kulturinstitutionerne.
Noget, der vel har kendetegnet det borgerlige Danmark har vel været en form for retorisk selvudslettelse: man har haft fornemmelsen af at Socialdemokratiet ikke bare gjorde krav på regeringsmagten, men at de også havde en vis ret – man har været vant til oppositionsrollen. Og ikke været vant til at have overtaget i den offentlige mening – diskursen, som nogle vil kalde det. Er der en ny selvtillid, synes du, på den borgerlige front?
DT: Det tror jeg nok der er lidt. Nu er forholdet jo det at man kan sige Socialdemokratiet jo har ført en glimrende, borgerlig politik herhjemme. Partiet har jo været utroligt lydhørt: forsvarspolitisk, industripolitisk: meget lydhørt overfor erhvervslivets ønsker. Det betyder jo også, at det danske borgerskab jo i meget vidt omfang er ganske velhavende og jo, for manges vedkommende, tror jeg, simpelthen ikke har haft grund til at kritisere det system, der har været hidtil. Jeg mærker det i hvert fald meget tit, synes jeg, når jeg er i kredse, som man måske sådan kan sige er borgerlige økonomisk og politisk: at folk egentlig slet ikke er interesserede i at deltage i en offentlig debat: ’Det går meget godt’ og ’dét er der nogle andre der gør’. Jeg tror i et land som Frankrig føler man i langt højere grad sådan en diskussion som en livsnødvendighed og en del af et samfunds dynamik – det har jeg ikke indtryk af at man gør her.
Der mærker man igen måske at vi lever i et meget materialistisk land, hvor dét i og for sig går forud for debatten – og så længe det går meget godt så er der egentlig ingen grund til at diskutere. Og det synes jeg da i høj grad der er behov for. Jeg er selv begyndt at diskutere mere – det gjorde jeg nu også tidligere. Jeg synes det har været en stor fordel at en del af de skabeloner, der i hvert fald indtil for en 10 år siden var knyttet til om man nu var venstre- eller højreorienteret, de jo er faldet væk. Dét tror jeg vil give en bedre diskussion – at man ikke kan pege fingre ad hinanden med etiketter; om man tilhører det ene eller det andet. Men at man i meget videre omfang står for saglige eller enkelte standpunkter:
Det er jo for mig det, der er billedet på den egentligt intellektuelle: én, man ikke kan sætte sådan en etiket som højre- eller venstreorienteret på. Hvor det måske i vidt omfang har været sådan i dette land at man var kun intellektuel hvis man var venstreorienteret – og det tror jeg er væk. Det tror jeg kan blive en styrke for debatten: at man i højere grad vil tale frit, ud fra hvad man synes om enkelte sager, hvad der er vigtigt, og at det ikke kan føres tilbage til ét bestemt politisk ståsted, som er uafhængigt af selve den intellektuelle debat.
Portrætfoto: Københavns Universitet. Collagefoto: EU2002
|
|
|
|
|
|
|
|
