|
|
I forhold til spørgsmålet om hele brydningen mellem det nationale og det internationale vil nogle jo sige, at den rigtige konservatisme finder man i dag i Danmark i Dansk Folkeparti og andre steder i partier, der argumenterer for - om ikke en selvtilstrækkelighed, så et balancepunkt, der har det meget godt indenfor de nationale grænser, som man kender dem. Det er vel i virkeligheden et meget traditionelt konservativt princip: før vi ved om vi skal bevæge os i en retning, så skal vi vide hvor den fører os hen – vi accepterer ikke fremskridt fordi der står ”fremskridt” på kassen.
DT: Vi forandrer ikke bare for at forandre, men når der er gode grunde til det. Nu er de Konservative jo et af de partier, der for så vidt går ind for en europæisk dimension. Integration og et nyt Europa bygger jo ikke på en forestilling om at Europa er ét i den forstand er ens, men på at Europa er en mangfoldighed af kulturer, mennesker, sprog, litteraturer osv., som har en fordel i at arbejde sammen, fordi de simpelthen ligner hinanden på så mange punkter og har så meget de kan give hinanden.
Det er jo også det, jeg argumenterer for i den debatbog: at jeg synes de Konservative sådan set gør for lidt for dansk kultur som det nødvendige udgangspunkt som danskere skal have for kvalificeret at gå ind i en europæisk debat. Der er jo ikke nogen mennesker, der er europæere – alle er jo fra et eller andet land, og har så en overordnet forestilling om at det kan være --- hvis man nu går ind for den tankegang, hvad jeg også gør --- at det er en stor fordel og en kæmpe berigelse at være sammen med mennesker fra andre europæiske lande.
Men berigelsen ligger jo i at man er forskellige – og berigelsen for andre i at være sammen med danskere er jo, at danskere kommer med noget – ved noget om sig selv; har en kultur, har en debat, har noget at komme med, ikke bare kommer som nogle tomme kar, der er med på et eller andet mere eller mindre håndværksmæssigt grundlag, men netop kommer med nogle værdier, som man har diskuteret hjemme hos sig selv.
Er der en ironi i at vi på den ene side har unge generationer som er historie- og kulturløse, og samtidig: denne her nationale orientering eller renæssance?
DT: Ja, det synes jeg faktisk der er en ironi i. Jeg undrer mig meget.
Nu er det jo sjovt, når du netop tager Dansk Folkeparti, så må man jo lade dem at det er jo sådan set noget, de gerne vil gøre noget ved, for de går jo i princippet ind for mere undervisning og flere penge til universiteterne, støtte til dansk kultur – der er jo sådan set en sammenhæng, på dét punkt, i Dansk Folkepartis måde at anskue tingene på som jeg i virkeligheden savner i det Konservative Folkeparti, hvor man burde stå meget meget stærkere på de danske ting og sige: Vores udgangspunkt er naturligvis at den danske basis skal være i orden – det er med det udgangspunkt, vi kommer. Så kan vi noget, som vi kan møde de andre med – og som vi kan komme videre med. Det handler ikke om national isolation – det er jo dér, på dét punkt Dansk Folkeparti adskiller sig fra de Konservative. Men det handler om at kunne noget, og så – med det udgangspunkt – tage del i debatten. Og der synes jeg at partiet er for svagt, når det gælder styrkelsen af den danske del.
Portrætfoto: Københavns Universitet. Collagefoto: EU2002
|
|
|
|
|
|
|
|
