|
|
Du giver udtryk for, at i det øjeblik WTO er dér og man har frihandel på de her områder, så bliver man OPMÆRKSOM på hvordan arbejdsvilkårene er i ulandene, og så skal de være bedre fordi det styrker vores konkurrencesituation hvis vi kan tvinge dem op på et højere niveau. Og igen parallellen til EU, ikke?
CFB: Jo, det er jo fuldstændigt det, der skete i EU. Med det samme vi fik det indre marked så hylede og skreg virksomhederne om at de ikke ville udkonkurreres af de der virksomheder nede i Portugal, som bare svinede miljøet til og mishandlede deres arbejdere. Og omvendt var der måske nogle i Italien, som himlede op om at de ville altså ikke spise salami med så meget nitrat i, eller parmaskinke fra Danmark som ikke var produceret ligesom deres parmaskinke. Og dermed så tvang man i en enestående grad harmonisering frem - noget af det selvfølgelig begrundet i at vi gerne vil have standarderne i verden op, fordi vi bliver bedre til at konkurrere hvis ulandene kommer op på vores standarder.
Men også motiveret af at man gerne vil skabe en bedre frihandel - fordi hvis du har ens standarder, så kører handelen jo meget bedre: hvis du ved at når du eksporterer et køleskab, så er der ikke en eller anden regel i Tanzania om at lågen skal sidde i højre side - hvis du nu har lavet den i venstre side. Netop på fødevareområdet er der jo i stigende grad standarder, som ikke er ens og som i stigende grad bliver en barriere - især for verdens fattige lande, som ikke kan overholde alle vores i virkeligheden fuldstændig horrible fødevarestandarder: mange af dem er motiveret netop af at vi vil beskytte os selv, og ikke motiveret i virkeligheden af at det har det helt store med sundhed eller fødevarer at gøre.
Så den der harmonisering den kommer - og det er det, jeg kalder den politiske effekt af frihandel. At det simpelthen tvinger samarbejdet frem - og det er meget, meget vigtigere end den økonomiske effekt. Det som en højrefløj og de borgerlige partier, Venstre og de Konservative, i Danmark tit trutter løs om, at 'hvis bare vi får frihandel, så løser det alle verdens problemer, fordi det så giver økonomisk velstand og vækst og udvikling - denne her med at frihandel er sådan en kæmpemæssig økonomisk fidus; dén tror jeg ikke på. Det er et meget mere broget billede - nogle gange kan frihandel være godt for økonomisk udvikling, andre gange kan det være skidt. De økonomiske effekter af frihandel er meget overvurderede - men de politiske effekter er til gengæld meget undervurderede. De politiske effekter af stærk frihandel er for mig helt afgørende for at gå ind for frihandel - så jeg er stærk tilhænger af frihandel, men jeg er det af en helt anden grund end Anders Fogh Rasmussen.
Du henvender dig flere gange i bogen mere eller mindre eksplicit til venstrefløjen. Er det dit indtryk at en del af den ikke er fulgt med i det, der er sket de sidste 15 år? Hvordan er dit syn på en bevægelse som ATTAC, fx?
CFB: Jeg synes man på venstrefløjen begår en stor fejl både i sin modstand mod frihandel og i virkeligheden sin modstand mod en organisation som WTO. Fordi som sagt: Frihandel er helt afgørende for at få verdens lande til at samarbejde - og det er jo det, som man i virkeligheden på venstrefløjen traditionelt har lagt vægt på. Der skal man se frihandel som et meget vigtigt redskab til at skabe det samarbejde, i stedet for at kæmpe mod frihandel af nogle mere eller mindre tågede ideologiske grunde, som lå tilbage i Den Kolde Krig.
Det andet store problem jeg ser i en række af de her organisationer, det er denne her meget stærke modstand mod en organisation som Verdenshandelsorganisationen. Man har været modstander af Verdenshandelsorganisationen fordi den har haft den der meget liberale dagsorden - og som sagt så tror jeg at den på sigt kan føre til en anden dagsorden. Det er dét strategiske sigte, man skal have. Men så har man været modstander af WTO fordi den var udemokratisk og alt muligt andet - og det har den ganske rigtigt været fordi der var relativt få ulande med, de var dårligt organiserede og derfor tog de rige lande beslutningerne i det der Grønne Rum, som man tit har talt om, som er sådan et lille rum hvor de få handlekraftige lande satte sig ind og lige fik ordnet de der sidste detaljer, og så gik man ud til resten og sagde: 'Kære Venner, gider I godt skrive under her?" Sådan foregik det - og det var da helt horribelt.
Men det er ét land, én stemme. Der er flere og flere ulande med - de har alle tiders mulighed for at sætte en dagsorden i Verdenshandelsorganisationen, fordi i dag er langt flertallet af medlemmer ulande; de er bedre organiseret; de har forhandlere nu; de forbereder sig; de samarbejder - og derfor er WTO i virkeligheden en drømmeorganisation for ulande, der gerne vil sætte en dagsorden. I modsætning til mange andre - hvis du tager G7, fx, hvor de jo ikke engang er med, eller OECD, hvor de overhovedet heller ikke bliver inviteret, eller hvis du tager det bilaterale samarbejde, som der ellers ville gro frem: dér ville ulandene stå meget svagere. Det er jo det, man hele tiden skal kigge på: Hvad er det, der er alternativet her? Alternativet til WTO er jo ikke at FN genopliver en eller anden fantastisk demokratisk handelsorganisation, der genopliver den 'ny økonomiske verdensorden' fra 70erne - næh, alternativet til WTO, det er kaos Alternativet til WTO det er at du vil gå tilbage til de bilaterale og regionale aftaler.
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
