|
|
Er der nogen forbindelse til det øvrige internationale forhandlingsklima og den sikkerhedspolitiske debat? Har man fået de to ting koblet fra hinanden, fordi folk godt kan se forskel på hvornår det handler om genmanipulerede fødevarer, fx, som vi klarer lidt mere pragmatisk og afslappet, og hvornår det så er de store, sikkerhedspolitiske tvister.
CFB: Ja, der er rimelig stor forskel, det tror jeg man må sige. Selvfølgelig er der et vist samspil, fordi 'klimaerne' påvirker hinanden, men det er adskilte ting, og det man skal notere sig er jo også, at det her foregår på vældig, vældig civiliseret vis. Pressen skriver tit om 'handelskrige' og sådan noget, men det er jo ikke handelskrige, som det var i gamle dage: for 10 år tilbage, før dannelsen af handelsorganisationen, der var det handelskrige. Der foregik det jo simpelthen ved at man optrappede - man satte toldsatserne op overfor hinanden, og man blev ved indtil den ene part gav sig, nærmest, og lavede den ene mere spidsfindige hindring efter den anden: Sådan foregik det dengang - det er jo en helt anden verden i dag. Det foregår i et retslokale: der sidder tre dommere og så kommer man og fremlægger sagerne; dokumenterer og analyserer, med jurister og hele pivtøjet, og så bliver der truffet en afgørelse. Det er en fuldstændig anden verden end de gammeldags handelskrige.
Så selvom det har store overskrifter i pressen så er det jo en meget civiliseret tilgang - og det er jo virkelig en international retsorden, der her cementerer sig, på det økonomiske område - faktisk som et af de første, hvilket jo er sjovt, og det er derfor jeg tit sammenligner det med den europæiske udvikling. Hvor man også starter med noget økonomisk, og i virkeligheden kigger man tilbage og siger, 'Nå, nu har vi haft 2. verdenskrig - hvordan løser vi så freden i Europa?' Så er der nok få, der vil sige: 'Lad os starte med at lave et samarbejde om stål og andre økonomiske forhold - kul og landbrug'. Der er nok ikke mange, der ville pege på det som den mest oplagte måde at skabe fred i Europa på. Men det har vist sig netop at være drivkraften i at skabe et politisk samarbejde mellem landene. Og det er fuldstændig det samme man ser internationalt: at vi starter her med noget økonomisk, så får vi etableret en retsorden på det økonomiske, og så tvinger det simpelthen en politisk overbygning frem - og et politisk samarbejde.
Så på den måde kan du sige at den disciplin og den retsorden, der bliver skabt på det økonomiske område, tror jeg smitter af på andre områder. Ikke alene driver det andre forhandlinger fremad - det internationale miljøsamarbejde har i virkeligheden meget sin rod i den afhængighed, der er skabt i det økonomiske. At man bliver simpelthen nødt til at samarbejde om miljø - hvis du ikke kan holde det tropiske træ ude, jamen så bliver du nødt til at samarbejde om at redde regnskoven.
Hvis ikke du kan holde tæpperne, der er lavet af børnearbejdere fra Bangladesh, ude, og de ligger nede i Super-Brugsen eller hos tæppehandleren, jamen så bliver du nødt til at samarbejde med Bangladesh om at løse problemet med børnearbejde - for det kræver vores offentlighed og vores befolkning. Så det økonomiske tvinger simpelthen samarbejdet frem. Dermed tror jeg meget på at både det samarbejde og den retsorden vil brede sig. Men den store joker er, som vi talte om, jo amerikanerne. Hvad sker der i USA de næste 10 år?
Der kan man godt frygte at der sker det, som der skete i 70erne, hvor man havde en anden handelsorganisation, UNCTAD - amerikanerne blev stemt ned den ene gang efter den anden, og de skulle lave internationale råvareaftaler, ny økonomisk verdensorden og de syntes ikke det var spor sjovt, noget af det. Og lige så langsomt begyndte amerikanerne at trække sig tilbage. Derfor satte de sig faktisk for at underminere UNCTAD - det lykkedes for dem i utrolig stor grad: UNCTAD er i dag en fuldstændig skygge af sig selv og en ubetydelig organisation uden et eneste forhandlingsmandat tilbage, stort set: det er en fuldstændigt marginaliseret organisation. Man kan frygte det samme med WTO, men man må sige: Verden er anderledes, og derfor så tror jeg ikke det kommer dertil, men man skal bestemt passe på, for amerikanere og folk i den amerikanske kongres siger allerede i dag: 'Vi skal ud af denne her organisation! Forfærdeligt!'
Den periode fra midten af 80erne til de sidste par år, hvor USA stillede sig i spidsen for processen, var en periode hvor det gik økonomisk godt i USA. Er der grund til at tro at i de tider hvor kongressens medlemmer er mest pressede af deres arbejdsløse vælgere, at de så stiller sig mindst velvilligt indstillet overfor resten af verden?
CFB: Både ja og nej. Der er en dobbelt-effekt her. Den ene effekt handler selvfølgelig om, at når der er økonomisk krise har lande altid haft en trang til at forsøge at beskytte sig - og det var det, der skete tilbage i 30erne, som forværrede den økonomiske krise i Europa og som var medvirkende til at skabe den frustration, som førte op til 2. verdenskrig. Dengang reagerede landene på den måde: 'Vi lukker os inde. Nu har vi arbejdsløshed - nu har vi arbejdsløshed, så må vi beskytte vores arbejdere.' Hvor det eneste der sker, det er at der kommer endnu mere arbejdsløshed i alle landene - det bliver endnu være og så går det galt.
Dér har man lært meget - for det første kan man sige at politikere og økonomer er meget forsigtige overfor den slags tankegang. WTO er i dag et kæmpe bolværk mod den slags reaktioner - det så man med krisen i Asien i 1997-98: Mega økonomisk krise, men fordi de alle sammen er medlemmer af Verdenshandelsorganisationen, så kunne de ikke øge deres handelsbarrierer. De var simpelthen låst ind i en handelspolitik, som i virkeligheden var meget åben. Det var en meget stor fidus i den krise: et utroligt godt bolværk mod protektionistiske reaktioner i Asien. Og det var medvirkende til at de kom så hurtigt ud af krisen igen - at de netop ikke lukkede sig inde og gav efter for det pres. Presset er der selvfølgelig, men det er jeg ikke så bange for.
Den anden effekt er så selvfølgelig, at der er et stort behov for at sende positive signaler til økonomien. Det er jo det, man vil sige i Cancun: 'Vi står i en økonomisk krise, vi er lige ved at få en lille bitte smule optimisme'... hvis du i Cancun kan sende nogle virkelig positive signaler til den internationale økonomi om at nu har vi fået skabt nogle nye handelsaftaler; nu kommer der mere adgang og vækst og udvikling - så kan du drive dig ud af processen på den måde. Så derfor er WTO utrolig god til at disciplinere den måde, politikere reagerer på i økonomiske kriser. I stedet for at reagere ved at lukke sig inde, så giver du politikerne en mulighed for at reagere ved at åbne sig op. Det er det, man forhåbentlig vil se - og det er det, der kan give resultat i Cancun.
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
