|
|
Clinton satsede jo meget på at få NAFTA igennem - var der et toppunkt i amerikansk multilateralisme under ham?
CFB: Ja. Amerikanerne satte sig jo i spidsen for den sidste store forhandlingsrunde, som var Uruguay-runden, fik den i hus i 1994 og fik stiftet verdenshandelsorganisationen. Og det var virkelig en fantastisk udvikling - at man fik opnået det var en meget stor indsats.
Og indenfor en femårig periode af Den Kolde Krigs afslutning?
CFB: Nej, man forhandlede det her fra 1986 til 1993 og skrev så under i 1994, så det var en lang forhandling - men det var den periode, hvor værdidebatten ændrede sig meget, hvor også debatten om økonomisk udvikling ændrede sig, fra stadigvæk at være præget af en vis planøkonomi til at være fuldstændig overrumplet af en frihandels-dagsorden i starten af 90erne. Den åbning og den mulighed, den fik man udnyttet - og man fik så skabt verdenshandelsorganisationen, selvfølgelig som en meget meget frihandelsorienteret organisation. Dét har man så en række problemer med i dag, fordi nu har man en bredere forståelse af, hvad udvikling er - det er ikke bare frihandel, så nu skal man ligesom tilbage igen. Men amerikanerne fik dér virkelig sat sig i spidsen for at etablere en verdenshandelsorganisation, som er en helt fantastisk organisation når man kigger på hvad den faktisk kan.
Jeg tror det i dag virkelig kommer bag på den amerikanske kongres, hvor stærk en ramme man fik lavet - fordi udover de andre ting, jeg nævnte, som amerikanerne har problemer med, så har de jo også problemer med at de nu sidder i en organisation, hvor alle landene har én stemme. Ulandene har siden da meldt sig ind i verdenshandelsorganisationen i hobetal, og det vil sige at amerikanernes stemmeandel den vægter mindre og mindre og de bliver i dag stemt ned af ulandene. Nu stemmer man ikke, men når man kører forhandlingerne så stemmer man jo sådan lidt indirekte: man skal helst nå til enighed. Men derfor står amerikanerne nu i en organisation, hvor de faktisk kommer mere og mere i mindretal. Det kan man sammenligne med tilbage i 70erne, da det samme skete i FN's handelsorganisation. De bliver stemt ned, de får sværere og sværere ved at komme igennem, de står overfor en mere velorganiseret og bedre forberedt og langt mere slagkraftig opposition i ulandene og i andre lande.
Er der så en risiko for at der sker det samme, man måske kunne sige der er sket med FN, hvor fordi generalforsamlingen i høj grad har været ulandenes domæne, har retorikken til sidst ikke har betydet noget, fordi man har vedtaget så mange erklæringer, der ikke har været nogen vægt bag. Står WTO overfor den samme risiko?
CFB: Nej, fordi WTO er netop skabt med en fantastisk retsorden og et utroligt stærkt teknisk-twist-bilæggelsessystem - i mere dagligdags sprog: domstolssystem. Og det er jo også det, der svier til amerikanerne nu: i starten brugte de det jo til at slå ulandene oven i hovedet med, hvis ikke de overholdt nogle patentregler, eller hvis ikke de overholdt de her aftaler - men i dag er det faktisk amerikanerne, der taber en stribe retssager. Og de taber langt de fleste af dem, som de er involveret i. Det er et utroligt stærkt system, håndhævelsessystemet. Jeg undrer mig stadigvæk i den grad over at man nogensinde fik den amerikanske kongres til at gå med til det, fordi det er virkelig et system, hvor amerikanerne på det ene punkt efter det andet nu bliver tvunget til at gå ind og ændre nogle ting - og ændre i deres egen lovgivning.
Et eksempel er deres stålprotektionisme - deres seneste tiltag på stål overfor europæerne, som de lige har tabt med et brag. Men en af de mere vigtige er en meget teknisk spidsfindig sag, som handler om skattelovgivningen i USA, hvor man giver nogle bestemte skattefordele til virksomheder, der er registreret på en bestemt måde. Det udnytter mange virksomheder i USA - de registrerer sig i off-shore-selskaber, så kan de få nogle særlige skattebegunstigelser når de eksporterer. Det har de udnyttet, men det er blevet dømt ulovligt i WTO. Det er et meget, meget stort nederlag fordi her skulle du ind og ændre, simpelthen, ved den amerikanske skattelovgivning.
Altså: en international organisation tvinger amerikanerne til at ændre deres egen lovgivning. Og hver gang sådan noget sker så giver det et ordentligt hop i dem ovre i kongressen. Det var jo bl.a. derfor man for 50 år siden sagde nej til at lave en stærk international ramme, men det fik man så lavet i 1995. Og nu taber amerikanerne - og de bliver simpelthen bagefter nødt til at ændre deres lovgivning, med henvisning til: "Hovsa! Der er en international forpligtelse her".
Er der en risiko for at man provokerer amerikanerne så meget at de siger farvel og tak?
CFB: Det er dét, man hele tiden frygter. Og den frygt er faktisk, synes jeg, meget reel nu. Man har fredet amerikanerne på en række af de her retssager. Der har været sådan en stiltiende aftale om at man nok ikke skulle kunne alt for mange retssager mod amerikanerne - og især den der spidsfindige én med de der eksport-skatteregler; hvor alle vidste de var ulovligt - og det havde man sådan set vidst i lang tid, men man holdt lidt hånden over amerikanerne, for man vidste godt at debatten i den amerikanske kongres var meget følsom allerede, så man ville ikke provokere dem. Men da amerikanerne så virkelig lammetævede europæerne - først på en hormonsag, som handlede om amerikansk hormonbehandlet kød, og derefter en banansag, som handlede om europæernes relationer til de gamle kolonier --- dér lammetævede amerikanerne virkelig europæere, og da så europæerne havde tabt,, sagde de, 'Nå, nu synes vi vi skal have den dér sag med det dér eksport-skattesystem'. Så på den måde var det en optrapning af nogle stridigheder, som resulterede i at man så nu virkelig har sat amerikanerne under pres.
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
