|
|
Nu fremsætter mange jo et billede i øjeblikket af Bush-administrationen som unilateral, egoistisk ude som hjemme - hvordan er USA i forhold til spørgsmålene om ulandsbistand og frihandel?
CFB: Hvis man kigger på frihandels-dagsordenen og hele konstruktionen af det internationale handelssamarbejde - i GATT, som det hed før, og Verdenshandelsorganisationen, som det hedder nu, så har amerikanerne været drivkraften, uden sammenligning: drivkraften i det samarbejde. De har drevet denne her proces fremad igennem de sidste 50 år. Og dér været så absolut den multilaterale drivkraft i at få skabt et internationalt handelssamarbejde, som var åbent, i virkeligheden på mange måder også retfærdigt - og i stigende grad forhåbentlig: demokratisk. Så der har amerikanerne virkelig været drivkraften: amerikanerne brugte deres krudt på den dagsorden, mens en række ulande og bl.a. også Europa de brugte deres krudt i en anden handelsorganisation, som hed UNCTAD, i FN, hvor man i virkeligheden gik ind for at regulere den internationale verdenshandel og den 'nye økonomiske verdensorden' og en række af de ting, man tænkte på i 70erne. Det er alt sammen smuldret og faldet fra hinanden.
Derfor er det i dag verdenshandelsorganisation, der står som den absolut dominerende kraft, når det gælder økonomisk samarbejde mellem lande. Det er amerikanerne, der har stået i spidsen for det - sådan er det desværre ikke mere. De har i de sidste år tabt pusten, og det har de gjort af en række grunde.
Den ene grund er, at amerikanerne ikke har så meget mere at komme efter i verdenshandelsorganisationen. De har langt hen af vejen de aftaler, de gerne vil have - og hvis ikke de har dem dér, så har de dem nu bilateralt eller regionalt: de bruger så det regionale, til at få den markedsadgang for deres virksomheder, de gerne vil have; til at få de investeringsaftaler, de gerne vil have, for de store amerikanske virksomheder, som vil ud at investere. Derfor er deres industri godt beskyttet, har god adgang.
Det andet er, at de er virkelig presset i defensiven på en række punkter, når de gælder de forhandlinger, der er i gang lige nu. Det ene af dem er medicin: de har de store medicinalvirksomheder, som selvfølgelig er bange for at miste deres patentrettigheder. Noget andet er på en teknisk ting, som hedder anti-dumping, der er sådan en nødbremse, amerikanerne bruger. Hvis det går for hårdt for sig, så trækker de i den nødbremse. De har også et par andre nødbremser, men på alle de der nødbremser er amerikanerne i defensiven - de vil sandsynligvis ikke længere kunne bruge de redskaber til at finde nogle smutveje hvis stålindustrien eller landbruget eller tekstilindustrien lige pludselig får problemer. Der er virkelig pres på de nødbremser, amerikanerne har opfundet af hensyn til den folkelige opinion.
Så dér er de i defensiven, og de er i defensiven på en række andre områder - så det er ikke særlig sjovt for amerikanerne at sidde nede til forhandlingerne: de får bank på en række områder, de har ikke så meget mere at komme efter, og derfor så ser vi et helt andet USA, end man har set tidligere, i de her forhandlinger.
Den tredje grund, som måske kan være afgørende, er så at WTO er jo en elendig konstruktion for amerikansk udenrigspolitik, p.t. Fordi WTO opererer med et princip, som hedder 'mest-begunstigelsesprincippet', som handler om at hvis amerikanerne giver sig på ét område, og giver en fordel til Japan eller til en af dem, der kommer fra Koalitionen, så gælder den samme fordel med det samme for alle andre medlemslande. Det vil sige: det er et virkeligt, virkeligt multilateralt samarbejde, det her - hvor et enkelt lands indrømmelser med det samme vil komme alle andre lande til gode. Og på den anden side har vi en amerikansk udenrigspolitik, der gerne vil tilgodese koalitionen, eller dem, som ikke sender de amerikanske soldater i den internationale krigsforbryderdomstols fængsel. Hvis du gerne vil tilgodese dem, så er WTO virkelig en dødfødt konstruktion - fordi hvis du laver en eller anden fidus, så gælder den altså også Kina og Kenya og Tyskland og Tanzania og hele banden på samme tid. Og derfor så passer det ikke så godt i den koalitions-tankegang og den meget mere sådan selektive tilgang, der er i amerikansk udenrigspolitik lige for tiden.
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
