|
|
Hvad er på programmet helt konkret i Cancun?
CFB: Der er to typer af forhandlinger, der kører. Det ene vil jeg lidt kalde symbolforhandlinger eller signalforhandlinger. Det er bl.a. sådan noget som det her med medicin til fattige i Afrika og i fattige lande andre steder - og de internationale patentregler, hvordan de står i vejen for at man kan løse verdens sundhedsproblemer. Det er noget, som vil give store overskrifter - men hvis man kigger på substansen, så er der i virkeligheden ikke så meget i det, lige nu i hvert fald. Der er ikke så mange kroner og ører i det, der er i virkeligheden heller ikke så mange menneskeliv, fordi problemerne på en række punkter har en anderledes karakter. Det er en meget vigtig debat - det er vigtigt, den bliver løst, men det er en symbol- eller en signal-forhandling. Det skal ligesom sende et positivt signal - og derfra kan man så komme videre. Der er andre af den slags signalforhandlinger: fx vil man sikkert komme med et trut om at man har nået noget på miljøet, men det, man har nået, det vil være meget begrænset: Det, der ligger inden for rækkevidde er virkelig i småtingsafdelingen. Det samme med andre områder. Det er signal- eller symbolforhandlingerne.
Så er der substansforhandlingerne. Og de ligger primært på landbrugsområdet: det er virkelig der, substansen skal findes. Og kilden til succes i Cancun, og kilden til succes for hele den her nuværende Doha-udviklingsrunde, som man kalder forhandlingsrunden, er landbrug, uden sidestykke. Dér har du nogle rigtigt, rigtigt store tal, når det gælder hvilke ændringer man kunne få i produktionen, i handelsmønstre, i velfærd og i udvikling rundt omkring i verden. Det er dér, der er store tal - det er dér, der er store effekter, og det er det, der er kilden til at få en succes.
Hvis man kigger på dét, så bliver man lidt pessimistisk, i forhold til hvad der kommer til at ske i Cancun fordi europæerne har ganske vist taget nogle skridt, men hvis vi siger at vi har en kilometer at gå, så har vi taget de første 10-20 meter, måske, i den debat. Og den kilometer den bliver målt efter hvad en række af de på dette område meget progressive ulande gerne vil have.
Hvem taler på ulandenes vegne i de her år?
CFB: Man har en forhandlingsgruppe, som hedder CAIRNs-gruppen, der består både af ulande og ilande - og det er også, kan man sige, hvis man vender tilbage til vores diskussion om hvordan situationen så ud for 10-15 år siden, så ville det have været meget usædvanligt at have den slags forhandlingsgrupper, som ligesom går på tværs. Dengang var det meget rige mod fattige eller øst mod vest. I WTO har man har man ’stærke grupper’ for eksempel Cairns gruppen, som består af lande som Canada, Argentina, Brasilien, Indonesien, Thailand, Australien og New Zealand. Det er dem, der driver debatten om de internationale landbrugsforhandlinger fremad. De har en meget liberal dagsorden, og de har også en meget liberal landbrugspolitik og derfor står de meget stærkt i forhandlingerne. Inde i midten af det forhandlingsspektrum ligger så amerikanerne, som, kan du sige, har en forvridende landbrugspolitik, men den er langt mindre forvridende end den europæiske, og den er kun halvt så stor som den europæiske, målt efter gængse målemetoder. Så synderen dér, det er europæerne. Som sagt har EU en lille klub af gode venner - bestående af Norge, Schweiz, Japan, Sydkorea og andre lande, som desværre også har fået viklet sig ind i en fuldstændig forfærdelig politik.
Så det er magtsituationen. Og der vil man ikke nå særlig langt i Cancun - man vil forhåbentlig få sat en ramme for hvordan forhandlingerne kan køre videre, men man vil ikke nå reelle resultater på hvad der skal ske.
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
