|
|
Nu har der jo været en kritik af VK-regeringen næsten siden dens tiltrædelse, men særligt omkring Johannesburg-topmødet sidste efterår, for dens holdning til ulandsbistanden. Er du enig i synspunktet om at VK-regeringen har brudt med traditionel dansk bistandspolitik - og den traditionelle tanke om Danmark som foregangsland i det henseende?
CFB: Ja, og først og fremmest synes jeg det er ærgerligt man ikke udnytter de mange, mange store muligheder, der er ude i verden, og den optimisme, der er i verden, til at sætte en international dagsorden. Det synes jeg er ærgerligt. Og man kan sige at på mange punkter følger regeringen tæt i fodsporene på George Bush og den amerikanske holdning. Men netop på bistandspolitikken synes jeg ikke vi gør det: der går amerikanerne faktisk den anden vej - de øger deres bistand i de her år. De eksperimenter med nye modeller og konstruktioner - og der er en helt anderledes bistands-optimisme og -tænkning i USA end der har været før. Der oplever vi præcis det modsatte i Danmark og dét synes jeg er paradoksalt. Der synes jeg vi skulle gå lidt i amerikanernes fodspor - eksperimentere, tænke nyt og sætte bistanden op".
Når amerikanerne gør det nu, er det så udtryk for en reel, substantiel forandring eller er det en afledt effekt - hvis man fordobler militærbudgettet øger man ulandsbudgettet for at få det til at se pænere ud?
CFB: Det er et udtryk for flere ting. For det første, selvfølgelig, et udtryk for at amerikanerne har været nødt til at have det bløde sikkerhedspolitiske instrument ved siden af det hårde, som du siger. Når man fører en krig i Afghanistan, så skal man også kunne hjælpe dem med genopbygningen - ellers bliver kritikken af den amerikanske udenrigspolitik simpelthen alt for massiv. Det er selvfølgelig også der et udtryk for forskellige fløje i den amerikanske administration, hvor nogle får noget på den ene konto og andre så får noget på den anden. Nogle får noget krudt og nogle kugler - andre de får noget af den bløde sikkerhedspolitik og udviklingsbistand.
Så det er det bestemt et udtryk for, men det er så sandelig også et udtryk for at der en bistandsoptimisme - der er flere og flere vurderinger der peger på at bistanden virkelig virker. I lande, som også gør noget selv, der virker bistanden - og den virker generelt, kan du sige, i alle lande: det kommer der flere og flere analyser af.
Er det fordi man giver bistanden på en anden måde i dag end for 10 eller 20 år siden?
CFB: Du har vredet bistanden ud af Den Kolde Krigs klamme greb. Dengang var bistanden fuldstændig syltet ind i en Koldkrigstænkning - ikke alene gik en hel del af bistanden selvfølgelig til decideret korrupte regimer, fordi man skulle holde dem på den ene eller den anden side, men derudover så blokerede den internationale dagsorden også for at man kunne diskutere netop god regeringsførelse som en forudsætning for at bistanden faktisk virker. Derfor er der i dag alle gode muligheder for at bistanden virker - landene opfører sig bedre og vi ved meget mere om hvordan man giver god bistand.
Så der er alle muligheder for at sætte en virkelig god dagsorden med udviklingsbistanden. Og når det budskab lige så langsomt trænger igennem, også i den danske befolkning, så tror jeg også man vil se en anderledes opbakning til bistanden, og en større modstand mod de nedskæringer, som den danske regering faktisk har foretaget. Så det er det, der ligesom skaber denne her optimisme, der er rundt omkring. Og så er det selvfølgelig også, igen, tilbage til den politiske nødvendighed: at denne her gensidige afhængighed i verden, både på det formelle plan og ellers.
De økonomiske relationer; virksomhederne er afhængige af hinanden - de har datterselskaber i lande, hvor der måske er store problemer - de rapporterer hjem til hovedkvarteret, der derefter snakker med politikerne. Frihandlen, hvor tæpperne fra børnearbejde og regnskovstræet kommer ind over vores grænser - og dét bliver vi nødt til at forholde os til og gøre noget ved; det tvinger bistanden frem. Og så også den mediemæssige virkelighed: at problemerne er i vores stue, radio, tv og internet hver eneste dag. Det tvinger også nogle reaktioner frem, som er anderledes.
Det er jo den traditionelle globaliseringstankegang. Men man kunne jo spørge om der ikke har været et brud med den, de senere år: at man i den danske offentlighed fx er mindre tålmodig med og tolerant overfor 'verden' udenfor.
CFB: Jo, men det hænger i høj grad sammen med at man ikke har haft nogle politikere, som har kunnet sætte sig i spidsen for at pege på løsninger og modeller, som faktisk kunne gøre verden til et bedre sted. Der synes jeg netop dér, hvor der har været sådan et alvorligt knæk: at vi fik en regering, som for at skabe flere hofteoperationer og bedre knæ, skamred lidt den dagsorden, der handlede om virkelig at få overbevist befolkningen om at vi kan gøre noget - vi kan skabe nogle andre modeller og vi kan faktisk bidrage til at løse problemerne.
Jeg tror virkelig det er det, det handler om - jeg tror netop ikke den danske befolkning er nået til et punkt nu, hvor de er ligeglade med resten af verden og i øvrigt gider hjælpe, næh, tværtimod. Men de skal sørme da vide at det - for det første: virker. De skal også vide at der er noget optimisme og nogle modeller her, som de kan bidrage fornuftigt til. Se hvad der sker når man laver en indsamling til Irak: lige pludselig får man et resultat som er flere gange så stort som man faktisk havde regnet med. Så jeg kører ikke med på den dér med at nu er befolkningen blevet navlebeskuende og indadvendt. Men man skal give dem nogle muligheder, nogle løsninger og den optimisme, som der skal til.
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
