|
|
Det er din centrale opfordring - til venstrefløjen
og ulandene: ikke at begrænse og bekæmpe WTO, men at udvide dagsordenen og
lægge loddet derover. Nu drog du selv sammenligningen til G7 og OECD: vi har
lige sikkerhedspolitisk set at fordi der er flere internatonale
forhandlingsfora, man kan arbejde i [FN, NATO, Coalitions of the Willing] når
man har et valg om hvor man ønsker at forhandle henne, så vælger et land vel
ud fra hvor det føler sine interesser bedst varetaget. Er det en holdbar
situation at man har det her store antal af internationale fora - også der
prøver at sætte en dagsorden alle sammen? Eller ligger der i din analyse også
at WTO har nogle styrker, at den bliver førende dagsordensætter?
CFB: På en række områder bliver WTO den
førende dagsordensætter – hvis, som sagt, amerikanerne ikke virkelig trækker
følehornene til sig. Det gør den - og det er den allerede. Dagsordenen i WTO
er jo også blevet utroligt udvidet siden starten af 90erne - da jeg var med i
starten af 90erne til de her WTO-møder, der ville man overhovedet ikke
diskutere udviklingsbistand i Verdenshandelsorganisationen, eller i
GATT som det hed på det tidspunkt. Det ville de rige lande ikke - de sagde,
'Nej, det vil vi ikke: det foregår i UNDP, det kan du spørge om i næste uge,
hvor vi har møde dér - eller et andet sted. Man ville overhovedet ikke
diskutere miljø. Man ville overhovedet ikke diskutere investeringer. Man ville
overhovedet ikke diskutere offentlige udbud; serviceydelser; landbrug -
de rige landes landbrug.
Så dagsordenen breder sig utroligt meget ud: i dag diskuterer man alle de her ting. Alt fra bistand og gæld og teknologi - det er på dagsordenen i Verdenshandelsorganisationen, så det bliver virkelig den der politiske konstruktion - den udvikler sig. Og WTO er så central, fordi det virkelig er multilateralt - snart over 150 lande. Det virkelig er en stærk retsorden og det er det, der giver WTO styrken.
Man kan selvfølgelig godt sige: 'Uha - tager det noget fra nogle andre?' De her mange fora, som du siger - er det så WTO, der render med dagsordenen? Min pointe er bare: Nej, det er præcis modsat. Tag et eksempel som fødevarestandarder, som er mit yndlingseksempel. Hvor man faktisk har skrevet ind i Verdenshandelsorganisationens regelsæt at hvis der bliver lavet fødevarestandarder i den FN-organisation, som hedder Codex Alimentarius, så skal landene respektere dem. Det har man skrevet ind - sådan en lille sætning i Verdenshandelsorganisationens regelsæt. Det har i den grad styrket det internationale arbejde med fødevarestandarder. Lige pludselig så får de her fødevarestandarder en helt anden værdi - fordi de bliver bindende, og landene ligesom kan påberåbe sig dem som noget, der har værdi, og de kan bruge det til at forsvare deres rettigheder med i Verdenshandelsorganisationen.
Så der har man altså fået styrket organisationen fordi man tager en legitim bekymring hos forbrugerne ind - 'fødevarerne - hvad er der i dem'? Man har fået styrket den del af FN-systemet, som beskæftiger sig med fødevarestandarder, fordi det er blevet langt mere vigtigt, det arbejde. Så man får styrket både FN og WTO, når man på den måde kobler forhandlingerne sammen.
Tilsvarende hvis man tog nogle andre områder - miljø-aftalerne: hvis man ligesom fik skrevet det ind at hvis man har indgået en miljøaftale, så har det også status ovre i Verdenshandelsorganisationen, så ville det styrke miljøområdet og det ville styrke Verdenshandelsorganisationen. I dele af NGO-miljøet og på venstrefløjen har man set det her som en konfliktsituation - 'Uha - hvis der var noget, der gik til WTO, så svækkedes noget andet'. Næ: det er en synergi-situation; når man styrker dagsordenen i WTO så styrker man den også i FN-organisationerne. Og det er det samspil, der er så vigtigt at få fat i. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv: det er selvfølgelig en politisk kamp, alt det her; noget man skal kæmpe for - fra sten til sten, fra aftale til aftale, fra indrømmelse til indrømmelse.
Det er ikke sådan at der er en eller anden endegyldig automatik, som gør at nu har vi fået lavet WTO og så ordner alle verdens problemer sig selv - næh, det er skam bestemt en kamp. Som vi ser det på medicin-samfundet, med patenterne på AIDS-medicin især, hvor det selvfølgelig er en kamp. Men kampen foregår langt bedre i WTO - fordi ulandene står stærkt her - og det styrker i virkeligheden FN-organisationernes arbejde for HIV, AIDS og andre sygdomsepidemier: det er blevet styrket af den debat, som i virkeligheden blev skabt af WTO. Debatten om Sydafrika og AIDS-medicin - den havde i virkeligheden udgangspunkt i noget, der foregik i WTO, men det har så styrket FN's arbejde for at løse sundhedsproblemerne. Så det er virkelig en synergisituation, og derfor så er jeg ikke så bange for den der med at 'vi tager noget fra FN'.
Der ligger også i din sammenligning mellem WTO og EU, at præcis fordi man i EU har haft forskellige emner på bordet af gangen har man været i stand til at nå nogle løsninger. Har det været en forklaring på hvorfor FN ikke, eller kun sjældent, har levet op til de store forventninger - at man har siddet med områderne fragmenteret?
CFB: Ja - det har været en stor hæmsko at man har haft denne her utroligt fragmenterede og forvirrede tilgang til problemerne. Det er selvfølgelig skabt af en eller anden psykologi, som siger: 'Hvis vi skal løse et problem, så er vi nødt til at fokusere lige præcis på dét problem - hvis vi vil have løst ørkenspredningen, så må vi fokusere på den; hvis vi vil have løst regnskovsproblematikken, så må vi forhandle kun om det' - men det giver en dødfødt forhandlingssituation.
Men der er et paradoks - nu advarer du mod at fokusere snævert, men du advarer også imod at bruge de forkerte redskaber: 'man skal ikke lave handelsbarrierer for at forhindre børnearbejde eller redde regnskoven: det er bedre at føre en direkte politik'.
CFB: Men de to ting hænger netop sammen. Det at du i WTO har fået sat nogle meget stærke regler op for hvornår du må bruge handelsinstrumentet, det tvinger den politiske løsning frem - for du kan ikke tage handelsinstrumentet. Og det tvinger så igen den brede diskussion frem. Så derfor er jeg meget tryg ved at diskutere nogle af de her ting i WTO, i virkeligheden. Ulandene er bange for at diskutere arbejdstagerregler i Verdenshandelsorganisationen, for de er bange for at hvis du begynder at diskutere det dér, så vil de rige lande bruge det som en ny form for protektionisme - 'rød' protektionisme, som man kalder det, eller 'grøn' protektionisme hvis det er på miljøområdet. Ulandene er med andre ord bange for, at hvis man får de her brede emner ind, så bliver det brugt som en ny handelsbarriere overfor dem. Så siger vi til dem: 'Ok, I har ikke styr på børnearbejde - så må vi gerne lukke af.' 'I har ikke styr på jeres udledning af dioxin, eller hvad det nu er, vi må gerne lukke af overfor jeres varer'.
Men min pointe er: Nej, det er ikke det, der sker - fordi WTO's regler for hvornår du må bruge handelsinstrumentet er så stærke; de begrænser virkelig handelsinstrumentet - så det at man får dagsordenen ind i WTO, det fører ikke til ny protektionisme, det fører til øget samarbejde om at løse problemerne på andre måder. Netop ved at hjælpe dem med bistand eller teknisk assistance eller bygge skoler, hvis man skal have børnene ud af fabrikkerne, eller lave regnskovspolitik, hvis man vil redde regnskoven. Så det er det, der er pointen i hele konstruktionen: at man får tvunget det politiske samarbejde frem. Og det er de muligheder, man skal udnytte. Der er så en række tekniske ting om hvordan man kan gøre det, men den overordnede strategi, den tror jeg på.
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
