|
|
Men man kunne sige: skylden er måske ikke den nuværende regerings, men jeres. Måske har dit eget parti og Soc.dem. og venstrefløjen i øvrigt været gode nok til at gøre den der solidaristiske dagsorden attraktiv?
CFB: Det giver jeg dig fuldstændig ret i - det, der sker op igennem 90erne var jo for det første at man var på en stigende trend. Bistandsmængden steg - der var flere og flere penge, der var en almindelig konsensus omkring at sådan skulle man gøre det, der var stort set ingen stridigheder i det danske Folketing. Den måde vi forvalter bistanden på gør også at det meget er blevet en lukket, indadvendt debat - fordi man rent teknisk har lavet det i Danidas styrelse, som er en lukket forsamling, hvor man sidder og diskuterer de her ting, så offentligheden kobles af. Og samtidig så man jo en række problemer i bistanden, som gjorde at den blev gjort mere professionel, den blev meget mere teknokratisk og teknisk og indviklet - og i hele det der, der fik man lukket sig inde, selvfølgelig, i en osteklokke omkring en bistand, hvor man mistede folkeligheden. Og det gjorde man fordi det jo gik fint - det gik jo opad, det gik jo bedre, man blev jo bedre til at lave bistand. Den blev så sandelig meget professionel og meget teknisk.
Men tror du også at der på cemtrum-venstre-siden i 90erne var en fornemmelse af at der var nået en tværpolitisk enighed, om ulandsbistand og miljø fx, at det var ikke noget vi behøvede at diskutere fordi Danmark havde en linje og en profil, som - man troede at - alle var enige om? Så der er en overraskelse fordi regeringen har truffet nogle andre valg end man måske havde forventet?
CFB: Det tror jeg helt sikkert. Derfor forsømte man netop den daglige kamp for at overbevise den danske befolkning om hvor vigtigt det her i virkeligheden er - hvor stort behovet er og hvor meget bedre, det i virkeligheden virker nu, end det gjorde før. Den dagsorden har man forsømt, fordi der var borgfred og konsensus - det har virkelig været et konsensus-område, ikke, fordi du altid har haft et af bistandspartierne på midten, som har været regeringsbærende, så har der ikke været det helt store behov for at kæmpe den kamp. Så det er da kommet som et chok for hele miljøet - at man lige pludselig har en regering som ikke har den fuldstændig naturlige opfattelse at Danmark selvfølgelig skal give 1 % af vores meget store velstand til verdens meget fattige lande. Det var en brat opvågnen til virkeligheden.
Er der en risiko for, at fx de unge der ville ønske at sætte en anden dagsorden føler det er mere attraktivt at lægge kræfterne fx hos ATTAC, og den type organisationer som stiller sig i skarp opposition, og måske synes at det som Soc.dem. og de Radikale kan gøre i Folketinget er lovlig valent? Hvordan kan I konkurrere med en mere oprørsk venstrefløjsdagsorden, hvis den nu skulle dukke op igen:
CFB: Jo, men jeg tror ikke det ligger så meget til Danmark i virkeligheden. Det ligger ikke så meget til den danske mentalitet - det er noget du sådan mere ser i den franske offentlighed - den sydeuropæiske, den amerikanske måske. Jeg tror i virkeligheden ikke den i så høj grad appellerer til den brede danske offentlighed.
Jeg synes det er rigtigt, rigtigt godt at der eksisterer organisationer som ATTAC og andre, der udfordrer - som virkelig prøver at få vores øjne op for hvordan verdens urimeligheder de nu engang er. Så jeg synes det er vældig, vældig godt - og det er jo også noget af det, der så igen provokerer nogle af de større danske organisationer på det her område til at finde nye metoder til at få deres budskaber ud. Så det har bestemt været livgivende også for den danske debat at man har fået nogle nye typer af organisationer, som mere slagkraftigt og ved brug af nye metoder - ikke de voldelige, det er ikke dem, jeg her tænker på og som ATTAC jo også tager afstand fra, men nogle af de metoder med brug af internet og andre former for formidlingsredskaber. Det er bestemt livgivende - og det provokerer alle andre til at gøre en større indsats.
Men I er presset på midten - og den 'regeringsbærende venstrefløj' er også presset, fordi man på den ene side har Dansk Folkeparti og på den anden side har den der mere ekstreme dagsorden, ikke?
CFB: Det, der er gået galt er jo at man som sagt på venstrefløjen - og tildes også på midten - jo har været utroligt globaliseringskritiske. Og utroligt negative overfor nogle af de løsninger, det nu tegner til at der kan komme. Bærende løsninger. Man har været så utroligt kritisk overfor Verdensbanken, som virkelig har ændret sig meget og i dag gør et godt stykke arbejde rundt omkring. Man har været så utroligt kritisk overfor Verdenshandelsorganisationen - den der utrolige kritik; og til enhver international forhandling er NGO'er og venstrefløj mega-kritisk bagefter og udråber det hele til at være en katastrofe og en fiasko. Det bider sig selv i halen - for hvis ikke der ER løsninger derude; hvis det hele ER en katastrofe og en fiasko, og hvis de der internationale organisationer ER nogle forfærdelige, grumme og stygge og udemokratiske nogen, hvordan skal vi så bagefter kunne overbevise den danske befolkning om at de så skal give flere penge til dem? Og flere penge til noget af den dagsorden, de står for.
På den måde har man vikler sig ind i en negativ spiral, som er svær at komme ud af. For nu er man nødt til at gå ud at sige: 'Jamen, vi tror faktisk på de her internationale organisationer. At de gør det godt. Vi tror faktisk på at der er løsninger derude - og vi tror faktisk på at det internationale samarbejde har bragt os et stort skridt fremad. Og dét vil vi gerne være med til at støtte - endnu mere og endnu bedre i fremtiden’. Men man har ligesom fået viklet sig ind i den der negative spiral, fordi man levede af at presse den endnu hårdere og endnu barskere, den kritik af at vi ikke gjorde nok og at der ikke skete noget. Og det svier selvfølgelig lidt til en venstrefløj. Man har ikke kunnet skabe den positive dagsorden og det positive bud på at det kunne lade sig gøre.
Og så ligger der jo også i den analyse du har givet os at det er altså en udvikling, der er sket med accelererende voldsomhed indenfor en 10-årig periode?
CFB: Ja, og det kan da også være svært at se når du står i det: når du står til topmødet, hvor de endnu engang ikke får vedtaget at alle verdens goder skal fordeles bedre og at alle verdens regnskove i øvrigt skal reddes. Og den har jeg da selv bestemt været en del af - den der med at man bliver så skuffet, når man står til det ene topmøde efter det andet og ser på at de sidder og forhandler om et par kommaer - og et "om" og "men" og "og"; alle de der ting. Så synes man VIRKELIG at det store overblik det forsvinder. Når man så samtidig rejser i verdens fattige lande og ser den enorme nød og elendighed, som der er: børn, der sover på gaden og sniffer lim. Når man ser alt det der, så bliver man utroligt frustreret - og så er det man bliver meget negativ overfor hvad der sker. Men hvis du så prøver sådan lige at stige ud og sige: "Hvad er det, der er sket i løbet af de sidste 10 år?" Så må man trods alt sige at så har vi taget et meget stort skridt fremad. Og dét skal vi være meget bedre til at fortælle til danskerne, fordi så vil de gerne være med til at tage ét skridt til.
UDGIVET 10.09.03. 17:22 CET
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
