"Amerikanerne elsker ikke frihed..."
 |
FØRSTE KVARTAL 2003: 10.marts |
|
6:9
Photo Credit: US Fish and Wildlife Service
|
|
|
Vælgerne går mod midten, partierne mod fløjene
HB: Det virker overbevisende at der er en forbindelse mellem den fysiske indretning af samfundet og hvordan folk tænker omkring det. Vi talte om de overlappende cirkler som forskellige politiksyn. Hvad er forskellen mellem det amerikanske Højre og de europæiske Højrer – i form af idéer, vitalisme, organisering eller stil?
CC: Åh, jamen, der er én åbenlys: vi har ikke noget royalistisk Højre. Der er ingen nostalgi efter at have en konge eller én kirke eller sådan noget. Vi har ikke nogen Maurrassisk Højre (jf. Charles Maurras, fransk royalist, forfatter og højrepolitiker, red). Vi har et Kristent Højre, men det havde Europa også indtil for nylig. En masse mennesker vil sige, at det vi kalder det Kristne Højre i virkeligheden bare er en omdøbt version af det gamle raceadskilte Højre – og det mener jeg er usandt. Jeg tror, det er en reaktion på den amerikanske form for regulatorisk socialisme. Det er en lang historie. Men jeg ved ikke hvor meget vores højre faktisk er et Højre. Jeg tror mest at det er Liberalt.
HB: Så den amerikanske scene er domineret af forskellige former for liberalisme?
CC: Ja, her er det liberalisme kombineret med social konservatisme. Men jeg ikke rigtig kalde det et Højre. Venstrefløjen kan godt lide at kalde det for Højre. Men det virker ikke overbevisende: det hele er meget demokratisk. Jeg vil ikke sige at vi er immune overfor autoritær tiltrækning. Men jeg tror bare ikke, at højrefløjen som den er sat sammen for tiden egentlig er en højrefløj. Den er som en europæisk – måske er den lidt bredere sammensat end de europæiske, midtsøgende tilgangsvinkler – men jeg tror, at vi har mindre højrefløj herovre end der er i Europa. Simpelthen fordi den bliver indfanget og udvandet af partierne. Front National i Frankrig, som eksisterer uden for den magtdelingsaftale der gælder for de resterende 85% af befolkningen, kan udvikle en ganske destilleret og ren højrefløjsideologi. Men den tendens kan jeg ikke få øje på i det Republikanske Parti. Hvis vi havde et andet konstitutionelt system, hvis vi havde proportionel repræsentation (som i Danmark, og i stedet for flertalsvalg i enkeltmandskredse, som det er tilfældet, red.) så kunne disse typer partier måske opstå.
HB: Men hver gang vi har primærvalgene, så dukker det her spørgsmål op på grund af den særlige sammensætning af partimedlemmerne, som kan stemme ved primærvalgene. Her vejer det religiøse Højre så meget mere ind end normalt, og derfor fik vi også den kommende præsident Bush’s besøg på Bob Jones University (som bl.a. ikke tillader studerende af forskellig hudfarve at være kærester, red.).
CC: Det er en pervers funktion af gravitationen mod midten i amerikansk politik. Omkring 95% af vælgerne plejede at identificere sig med enten Republikanerne eller Demokraterne. Men der har været en stor vækst i de uafhængige vælgere over årene, og det er delvis fordi folk finder at de hører til på midten. Når de så stemmer Republikansk et år og Demokratisk et andet, så siger de: ”Jeg gider ikke støtte de folk, jeg er uafhængig”. Jeg er selv uafhængig. Og det diskvalificerer dig i de fleste stater fra at stemme i primærvalgene. Derfor begynder partierne – som før hver dækkede en hel fløj fra centrum og ud – at krympe fra midten og udad. Og de bliver ved med at krympe.
På den måde bliver centeret større og større, men det består af folk som ingen indflydelse har på at udvælge kandidaterne. Og når valgdagen kommer så bliver de nødt til at vælge mellem to ekstremer. Det ER et problem. Så ja: det Kristne Højre og våbenejerne kontrollerer det Republikanske Parti – men altså, homoseksuelle og sorte kontrollerer det Demokratiske Parti. Hvis du kan lide at forurene en masse så kan du lide Republikanerne, og hvis du begår en masse voldelige forbrydelser, så holder du med Demokraterne! Sådan cirka…
foto: Weekly Standard