"Amerikanerne elsker ikke frihed..."
 |
FØRSTE KVARTAL 2003: 10.marts |
|
7:9
Photo Credit: US Fish and Wildlife Service
|
|
|
De livlige medier
HB: En anden ting, der slår mig som udlænding her i landet er kvaliteten af den politiske debat – de forskellige holdninger der kommer til udtryk, de politiske magasiners og TV-shows kvalitet er ofte bedre end det bedste Europa kan tilbyde, udover måske, The Economist.
CC: Jeg nyder virkelig vores livlige medier, jeg elsker det. Men det er også lettere at have den slags i et land, som ikke har følt konsekvenserne af en for livlig debat om ideer! At kalde én for en fascistisk trussel mod samfundet er meget lettere gjort i USA end i Tyskland. Men man skal også vide, hvor man skal lede efter det. Hvis du er i Washington eller New York og læser New Republic, Weekly Standard, The Nation, American Spectator eller American Conservative, så ser det ganske vist ud som en livlig debat. Men antallet af abonnementer på disse magasiner er utroligt lille – vores oplag er på omkring nogen og 60.000. Det bliver selvfølgelig blæst noget op af, at mange af os er på TV. Men USA er 50 gange større en Danmark – det svarer til et oplag på 1200. Det er ikke særlig meget. Antallet af folk i samfundet, der er berørt af det her er meget lille. Det kunne selvfølgelig lede os imod en diskussion af spørgsmålet om eliter, og sige: ”Jamen, politik er altid bare en eliteting” og i forhold til dét, så er debatten mere livlig herovre. Det tror jeg er rigtigt.
HB: Brugen af for eksempel negative politiske TV-reklamer i en valgkampagne er et meget dramatisk redskab, som ikke findes i Europa. Er tonen hårdere generelt i amerikansk politik?
CC: Det ved jeg nu ikke: på den ene side, ja, vi har negative kampagner. Men på den anden side: to dage før det tyske valg da Schröder og Stoiber talte i Bundestag sagde Schröder: ”Der findes noget som dét at være klar til at være Kansler – og se den her mand! Han er ikke klar, han mangler styrke, han mangler kraften til at være Kansler!” Den slags misbrug af talerstolen i dit folkevalgte kammer – det ser man ikke herovre. De europæiske valgkampe har også en vis vildskab. Jeg dækkede en Le Pen valgtale, hvor han bragte en hadsk karikatur af Catherine Trautmann’s (daværende fransk kulturminister, red.) hoved ind på et fad – det ser man heller ikke. Grunden til at folk bruger negative TV-reklamer er, at det tydeligvis virker. Der er ikke nogen filosofisk basis for det.
HB: For nylig var der en tegneserie i The New Yorker et kort over USA hvor kun Los Angeles og New York var nævnt – og resten havde fået stemplet ”overflyvningszone”. Selvom det var sjovt, så var det også et udtryk for en tendens vi også ser i Europa med de politiske eliter og EU-spørgsmålet, hvor man har en veluddannet by-elite, ofte venstreorienteret, som ikke accepterer resten af landets gyldighed?
CC: I et komplekst, moderne samfund - virker det som om - falder og falder og falder antallet af ting, som man tillades at vælge selv. Dette sker på forskellige måder i USA og Europa – men i begge tilfælde bliver de som bor derudes synspunkter mindre og mindre relevante. Kronjuvelen i det amerikanske konstitutionelle system, magtopdelingen mellem staterne og den føderale regering er virkelig i stigende grad en fiktion.
Der var en bog, som blev meget læst i Europa, Democracy in Europe af Larry Siedentop, en amerikansk-født Oxford-professor. Han talte om de forskellige mulige konstitutionelle modeller for Europa og sammenlignede de britiske, franske og tyske modeller. Men nu er han altså en amerikaner som ikke har boet herovre i 40 år, så han ender med at anbefale den amerikanske grundlov på grund af dens balance mellem lokale stater og nationale regeringer. Men det land han beskriver har været dødt i 50 år.
foto: Weekly Standard