"Amerikanerne elsker ikke frihed..."
 |
FØRSTE KVARTAL 2003: 10.marts |
|
4:9
Photo Credit: US Fish and Wildlife Service
|
|
|
Bryd med den islamiske ekstremisme - én gang for alle
HB: Begrebet om den udøvende magt er også et punkt hvor Europæerne og Amerikanerne lader til at ramme forbi hinanden. Særligt i de små lande og i hvert fald i Skandinavien findes der en stærk instinktiv reaktion imod ideen om brug af magt – ikke mindst på grund af vores historiske erfaring, hvor vi har tabt hver gang én af de store har manøvreret lidt rundt. Men det er en instinktiv reaktion, som mener, at det er besværligt at forsvare ethvert forsøg på at bevæge sig substantielt væk fra lige meget hvad det nuværende status quo er. Det virker som om der i USA findes en mere vidtrækkende forståelse af lederskabets moralske mulighed?
CC: Det er interessant at du er så interesseret i spørgsmålet om moral i politik! Jeg er givetvis ikke en særlig repræsentativ neokonservativ i den sammenhæng, selvom jeg er enig med de andre i deres position på Irak: der findes andre som er meget moralske i deres syn på Udenrigspolitik. Jeg tror, at de synes at en stor del af grunden til at vi bør invadere Irak er at stoppe landet i at være en totalitær stat og diktatur.
HB: Så dér taler vi om klassisk idealisme?
CC: Ja, det er det: jeg ligger meget tættere på den såkaldt ’realistiske’ udenrigspolitiske skole end de gør. Den store grund til at invadere Irak, som jeg er enig i, er at holde radikale muslimer fra at få en atombombe. Derfor vil jeg støtte en invasion af Irak. Jeg tror, der findes en bedre chance for at opnå det overordnede mål, hvis man skræmmer Saudi-Arabien, som er magtfuld på grund af pengene – det er godt nok et lille land med meget begrænsede militære resurser, men pengene giver dem rækkevidde – og at have et par hundrede tusind soldater i området har en afkølende indflydelse på radikal Islam i alle de omkringliggende lande.
Det her er muligvis mit eget overoptimistiske syn, men jeg tror, at hvis man bryder traditionen med den Islamiske ekstremisme, så dukker den ikke op igen. Det vil være ligesom med Nazi-Tyskland efter nederlaget: meget lidt af ideologien overlevede. Selv de folk, der havde været overbeviste nazister kunne ikke længere selv se logikken. Det var besværligt selv for ex-nazister at forklare sig ind i den slags tænkning – det er derfor alle samtalerne med Albert Speer er så interessante. Hvis man kan bryde rekrutteringscyklussen og forhøjelsen af indsatserne, af overdrivelserne og dæmoniseringen – sådan noget, så håber jeg at den ideologi kan blive stoppet.
HB: Men er det muligt at reducere religion til ideologi i den her kontekst?
CC: Det er godt spørgsmål: før 11. september ville jeg have sagt nej, at det ikke var en ideologi – de tror på hvad de tror på. Men siden den gang er jeg blevet overvældet af, hvor ideologiseret en religion Islam kan være. Nu efter 11. september hælder jeg nok til at se den som værende for ideologisk.
HB: Så vi har altså neokonservative, der plæderer for en krig mod Irak for at kæmpe imod totalitarisme i udlandet – og vi har et implicit argument her, som er, for nu at sige det meget lige ud af posen, at Islams sociologiske særtræk som ideologi i Mellemøsten er et eksempel på, hvordan den ikke er moderne, sekulariseret nok, ikke passer til åben deliberation og politik? Så har vi faktisk de neokonservative som forsvarere af en klassisk oplysningsdagsorden!?
CC: Det er rigtigt. Jeg vil ikke påstå at min forståelse af Islam er usædvanlig omfattende: jeg læste Oriana Fallacis bog (La rabbia et l’orgoglio, på dansk Vreden og stoltheden, red.) og føler mig meget usikker overfor dens beskrivelser med meget bred pensel. Men jeg ved ikke om hun har ret eller tager fejl. Til gengæld føler jeg mig sikker på, at vi bør stå op overfor dén type totalitær trussel fra den ekstremistiske Islam, eller fra en bredere del af politisk Islam – hele den Sharia-påtvingende Islam.
Men du har ret i din formulering: det er en sjov alliance af folk, der er interesserede i den her krig: Donald Rumsfeld udkæmper ikke den samme krig som Paul Wolfowitz. Rumsfeld udkæmper sikkerhedskrigen, mens Wolfowitz kæmper den idealistiske krig. Men derfor kan de godt begge to have ret. En af tyskerne som jeg mødte i går sagde noget meget interessant: ”den her krig bliver enten en stor succes eller en stor fiasko. Men lige meget hvad der sker, så håber jeg, at dén side som viste sig havde uret vil have modet til at lære fra sine fejltagelser.” Han var en ægte agnostiker, som jeg i den sidste ende også er.
foto: Weekly Standard