"Amerikanerne elsker ikke frihed..."
 |
FØRSTE KVARTAL 2003: 10.marts |
|
3:9
Photo Credit: US Fish and Wildlife Service
|
|
|
Bush's synspunkt: Verden behøver en udøvende magt
HB: Men paradokset er vel endnu større fordi dette ser ud til at komme efter den første del af Bush-regeringens periode, hvor den blev anklaget for ”utilbageholden unilateralisme”, for ikke at ville samarbejde med verdenssamfundet med hensyn til Kyoto-traktaten, uenigheden over missilforsvaret, etc. Dette ville, i det mindste på overfladen, modsige din læsning af dette skifte?
CC: Jeg tror en hel del af de her ting har forandret sig med 11. september. Man kan trække paralleller til indenrigspolitikken. Men jeg er ikke sikker på om det modsiger læsningen: suverænitetsbegrebet er meget uforudsigeligt i verden lige nu. Der findes alle disse forskellige uudviklede, ufuldstændige institutioner som endnu ikke er fuldt udvoksede – og jeg mener at Davos og Porto Alegre er to af dem, mens FN er et andet eksempel. USA begynder at selv at være en af disse institutioner. Alle disse konkurrerende suveræniteter er del af en global konstitutionel orden. FN er en lovgivende forsamling uden udøvende magt. USA ser ud til at ville handle som en udøvende magt uden en lovgivende forsamling – eller snarere: USA ser ud til at lede efter en passende lovgivende forsamling. Det amerikanske perspektiv er, at FN ikke er en passende lovgivende forsamling, fordi FN ikke står til ansvar overfor nogen i nogen konstitutionel forstand – det er et “rotten borough”-system (“rotten borough”, egt. “råddent amt”, var et øgenavn for det engelske valgsystem indtil 1832, fordi rigide regler for ændringer af valgdistrikter betød, at spøgelsesbyer fastholdt en større repræsentation end voksende industribyer, red.).
Jeg mener: der er jo ingen grund til, at Surinam skal have samme stemmeindflydelse som Kina. Og videre kan man sige, at der ingen grund er til, at Kina skal have samme stemmeindflydelse som Frankrig – hvis man virkelig mener at verden skal fungere efter demokratiske principper. Selv i vores montesquieuske, lockeanske demokratier kan ikke alle stemme. Hvis man i USA er dømt for at have begået en voldelig forbrydelse, så kan man ikke stemme. Der er visse folk som ikke har kompetence til at stemme. Jeg kan ikke se hvorfor Nordkorea skulle have en stemme i nogen kommende konstitutionel verdensorden, og jeg tror at europæerne er enige heri. Så der er noget der slår amerikanerne som uvederhæftigt ved europæernes… man kan ikke have en absolutistisk holdning til FN. Det kan meget vel være begyndelsen på en god global lovgivende forsamling, men det er kun en begyndelse.
HB: Hvis vi lige lægger de åbenlyse national-interesse argumenter til side som Frankrig vil have imod enhver reorganisering eller forandring indenfor FN, fordi de står til at miste deres permanente sæde i Sikkerhedsrådet – og ser på værdifællesskaber, så er det du siger, at der en manglende forståelse i Europa for, hvor meget den amerikanske regering handler indenfor eller på baggrund af et sæt af fælles værdier, som vi deler på tværs af Atlanten. At det her fundamentalt set handler om det liberale demokrati. På en måde, og her håber jeg at provokere dig lidt, så ville det jo svare til Clinton-regeringens positive vision for verden?
CC: Bruddet med Clinton-regeringen er tydeligt: ikke bare den unilateralisme du nævnte, men også hvad angår troen på små suveræniteter. Bush-regeringen ville ikke have udkæmpet Kosovo-krigen. Bush-regeringens oprindelige holdning til Mellemøsten var, at ”Israelerne og Palæstinenserne ved mere om det end vi gør, og vi vil ikke blande os”. Det var et klart skifte fra Clintons konfliktløsningsstil, som var af mere europæisk inspiration.
Siden 11. september har Bush følt sig frem imod sin egen post-nationale forståelse af verdensordenen. Men det betyder ikke, at det er den samme som Clintons – jeg ser ikke den store kontinuitet mellem de to. Der findes godt nok en særlig Demokratisk form for ”assertiveness”, vilje til at sætte sig igennem – Madeleine Albrights omgangskreds er et eksempel herpå: de folk tenderer til at støtte Bush med hensyn til krigen. Men Bush-perspektivet er stadig meget forskelligt fra Clintons, som var meget mere uambitiøst. I Bushs optik må der være en eller anden form for udøvende magt i den her verdensorden. Det er muligt, at jeg tænker mere i abstrakte baner omkring det her end folkene i Bush-administrationen, men jeg er sikker på, at de mener, at verdensordenen vil bryde sammen uden en udøvende magt.
foto: Weekly Standard