ark og ulands

 

 

 

Ud med suveræniteten

HB: Det transatlantiske forhold gennemgår sin værste krise for tiden – på regeringsniveau. Men det forekommer mig, at nogle af de vigtigste grunde til den nuværende situation skal findes på et dybere, mere basalt plan – nemlig politiske kulturer; de forskellige politiksyn der findes på de forskellige sider af Atlanten. Robert Kagans analyse er godt nok hverken helt ny eller helt original, men indeholder dog nogle gode observationer om hvor og hvordan disse forskellige syn udviklede sig.

CC: Det er jeg enig i. Hvad angår den nuværende situation: i går mødtes jeg med en højtstående tysk regeringsrepræsentant, som forklarede hvorfor Tyskland, Frankrig og Belgien vil blokere for NATO leverancen af Patriot-missiler til Tyrkiet. Han sagde, at de frem for alt ville undgå ”enhver ting der kunne antyde en krigslogik”. Der findes altså meget forskellige opfattelser: vi mener, at det er en krig. Det gør de ikke. Hvis man ikke mener, at det er en krig, så er alle de europæiske holdninger fuldstændig etisk forsvarlige. Vi, amerikanerne, mistænker Frankrig for at håbe på at få gevinster i form af Irakisk olie, på samme måde som franskmændene mistænksomt kigger efter en amerikansk Halliburton-gevinst (Halliburton er det oliefirma Vicepræsident Cheney var direktør for før Bush-regeringen tiltrådte, red). Men faktisk tror jeg i bund og grund, at begge sider handler etisk i overensstemmelse med deres vurdering af situationen.

HB: En af de seneste europæiske meningsmålinger, som har fået meget opmærksomhed herovre, er en engelsk, hvor folk har placeret USA foran både Irak og Nordkorea på en liste over lande, der udgør den største fare for verdensfreden. I Europa, virker det som om, er der mange der ser det her som et klassisk sikkerhedsdilemma, hvor hård krigssnak kun kan gøre situationen værre ved at forhøje indsatserne?

CC: Fra amerikansk side ser problemet sådan her ud: “Saddam Hussein samarbejder kun med de internationale autoriteter på grund af USA's trussel om brug af magt, og ved at svække den trussel om brug af magt eller ved at gøre den mindre troværdig, så gør du krig mere sandsynlig. Lige nu, så har FN-regimet kun virket i den udstrækning det har fordi Saddam Hussein faktisk mener, at der vil komme en krig, hvis han ikke lader det fungere. I det øjeblik den vestlige alliance knager så meget, at han ikke længere tror, at krig er sandsynlig, så vil han begynde at snyde og omgå FN-sanktionerne.”

En del af dine spørgsmål synes at pege på en mulig ny verdensorden. De folk, der faktisk bedst forstår, hvad der er på spil her, er – tror jeg – de fejlbetegnede anti-globalister som gerne VIL se et sæt af regler, der kan gælde for alle lande. USA begynder at mene det samme: der findes for tiden et forsøg på at skabe en verdensorden, der vil følge en form for konstitutionelle principper – det hele er ganske uigennemskueligt, i hvert fald for mig, men jeg skrev for nylig en klumme i Financial Times, hvor jeg sammenlignede møderne i Davos og Porto Alegre (henholdsvis elitens World Economic Forum og græsrøddernes World Social Forum). Begge steder taler man om de samme ting … 

HB: … om global styring (governance, red.), ikke en personaliseret regering?

CC: Ja, man taler om regulering. En skelnen, der var ny for mig – da jeg for et par år siden skrev nogle artikler om Hubert Védrine (daværende fransk Udenrigsminister, red.), fik jeg den forklaret af nogle i hans omgangskreds – var distinktionen på fransk mellem régulation og réglementation. Dette er en skelnen vi ikke har på engelsk, og fraværet kan godt have været kilde til en hel del blindhed. Den franske evne til at skelne mellem de to er også grunden til, at de ikke får hverken en Newt Gingrich eller et rigtigt liberalt parti. De kommer ikke til at tro, som amerikanerne gør, at den eneste mulighed for at skabe effektivitet er ved at ødelægge regeringsmuligheden. Men i løbet af de sidste 17 måneder har USA opdaget fordelene ved regulering.

HB: Men på hvilket niveau kan man finde dette skift – én ting er skåltalerne i Davos, men på hvilket konkret niveau er denne forandring kommet til udtryk?

CC: Åh, den er kommet til udtryk i krigen mod Irak. Meget firkantet udtrykt, så kan man sige, at den amerikanske casus belli er, at USA ikke vil have at nogen i den arabiske verden skal få fingrene i et atomvåben. USA forsøger at begrænse mulige skader og det mener jeg er særdeles positivt. Alt dét er en global ting og ikke noget USA skulle blande sig i ud fra en traditionel forståelse af suverænitet. Selv har jeg set min holdning til suverænitet skifte radikalt over de sidste to år. For eksempel var jeg virkelig imod både Kosovo-krigen og retssagen imod Pinochet i Europa. Pinochet-retssagen ville jeg stadig være i mod, men af praktiske mere end af filosofiske grunde. Af praktiske grunde fordi det lige nu er meget tydeligt, at denne præcedens gør det mindre muligt at skabe en Saddam-eksil-situation. Men filosofisk set var jeg kritisk af suverænitetsårsager. På denne måde er USA på vej væk fra de traditionelle idealer om suverænitetens ukrænkelighed som landet altid har holdt på: nu handler man i et globalt fællesskabs navn. Der er et paradoks her, noget ironisk: præcis samtidig med denne transatlantiske uenighed accepterer USA faktisk nogle af EU's grundlæggende principper. Og man kan endda sige, at det er USA's accept af disse principper, som er årsag til uenigheden: der findes et post-nationalt værdi-fællesskab, som så kan have variable størrelser.

                                                                                                NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

FODNOTE  Den analyse af Robert Kagan der henvises til stammer fra en artikel (”Power and Weakness”, Policy Review, Juni & Juli 2002), som er blevet til bogen Of Paradise and Power: America Vs. Europe in the New World Order, der udkom i januar. Kagans argument er, at europæerne gennem 50 års fredeligt samarbejde i ly af amerikanernes beskyttelse har udviklet en politisk kultur, der passer perfekt til en fredelig verden, mens USA, optaget af andre og mere farlige ting end den europæiske samhandel, har fastholdt et mindre optimistisk syn på verdenspolitikkens muligheder og farer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

foto: Weekly Standard